133 / 435
'v r e
fra d e t fjern e V e ste n
K om h e rtil e t S o rg e n s B u d :
B a r n u m . g am m el n o k fo r R e ste n ,
F ik s it L iv sly s p u s te t ud.
F r a L iv s g ild é t op h a n b rø d ,
E r d og ei „i S k jø n h e d “ død.
M ed en K um m e r, F a a k u n fa tte r,
S k u e r N o rd a m e rik a
R u n d t o m k rin g sig, h v o r d e t a tte r
S k a l sig fa a en B a r n u m fra ;
S elv im e llem E v ro p æ e r
V o x e r d e n S la g s ej p a a T ræ e r.
R u n d t i V e ste n s fjern e S tæ d e r
M an til D a to In g e n fan d t,
D e r til B a r n u m s S te d fo rtræ d e r
E g n e d sig som A sp ira n t.
H e ld ig v is de h a r d og T rø st
F u n d e t, m ellem os, m o d Ø st.
H is t, h v o r G od tfolk fo r en b illig
P e n g e fa a r en D o k to rh a t,
S k a l m a n n em lig v æ re v illig
T il a t faa h a n s P la d s b e s a t
M ed v o r v id tb e rø m te V en
J u m b o B e r g , fø d t P o v e l s e n .
F r a v o r s to re F ø r e r s tam m e r
S om fra B a r n u m s P e n en s to r
M æ n g d e lo v e n d e P ro g ram m e r,
F y ld t m e d a lsk e n s fed e O rd.
F o r d en s to re H o b de h a r
A ld rig v æ re t K a v ia r.
N a a r h a n m ed sin K a ra v a n e
P a a T o u rn é e i L a n d e t gik,
V e d R e k la m e n s H jæ lp v o r „B a n e
b ry d e r“ g je m e fu ld t H u s fik;
H v o r h a n s s to re T ro m m e kom ,
V a r T rib u n e n a ld rig tom .
I h a n s B la d fa b rik a rb e jd e r
A f sm a a N ig g e re e n S lu m p ;
H a n h a r fo re v ist S c h ø n h e y d e r
S om sin „ A d m ira l“ T o m T h u m b ,
M ens h a n S v e r d r u p , s ta k k e ls S k in d ,
V iste frem som J e n n y L i n d .
P a s b lo t p a a ! E n D a g h a n fa re r
M ed s in F o rs v a rs n ih ilis t
O g de a n d re D ro m e d a re r
B o rt til B a r n u m s C irku s h is t
O g s it S y lte tø j fo rn y e r
V ed de u d e n la n d sk e D y r.
Literært Møde.
T il Belysning af det Spørgs-
maal, om den nyeie danske
L iteratur er spiritua- eller natu-
^ ta lis tis k , havde
Pu nch
sammen
kaldt et Møde af de mest frem
ragende nulevende og afdøde
franske F orfattere.
E fter kort
at have m indet om Sagens Alvor,
gav han Ordet til:
M. E m ile Z o la , der be
gyndte med at udtale, at han
ikke forstod Dansk og derfor ikke
kjendte Noget til den danske Literatur. Saavidt han vidste,
var dog navnlig D’H rr. O l b e rg , H o h l e n s la e g e r , P i e r r e
N a n s e n (fransk Nonsens) og G u s ta v e H e s s m a n n s meget
fremragende Skribenter og Bærere af Frem tidens Literatur.
H an beklagede, at han aldrig havde havt Lejlighed til at
gjøre de to Førstnævntes personlige Bekjendtskab. Hvad
de to sidste angik, da turde han nok sige, at de var gode
Naturalister. Spiritualister kunde de umulig være, da de.
saavidt han vidste, aldrig havde været Spor af spirituelle i
deres Liv.. Nordens største B elesprit var dog sikkert Fru
A m a lie S k r a m . Taleren havde bedt en Normand over
sætte en af hendes Bøger for ham, da han havde hørt, at
hun skulde kunne nogle uartige O rd, som ikke en Gang
han (Zola) kjendte. Nordmanden havde imidlei tid erklæret,
at han ikke forstod et Ord af det H ele. Saa det maatte
vel være meget slemt.
A fdøde M. C h a r l e s B a u d e la ir e vilde bringe en
hjertelig Tak til H r. P a u l M a rc u s s e n for den meget
smigrende Omtale, han var bleven gjort til G jenstand for.
Taleren kunde kun beklage, at hans desværre saa tidlig
indtrufne Død havde fo rh in dret.ham -i at trykke H r. Mar-
cussens Haand. Men som sagt, han vilde kun takke og
bede denne Tak bragt videre til M. F r é d é r i c ’A n s e n ,
fordi han (Baudelaire) saa uforskyldt var bleven Medarbejder
ved
A visen .
M. G u y de M a u p a s s a n t omtalte M. ’E lg e R o d e ,
hvem han ansaa for Danmarks første Forfatter. M. R odé
var Ivans Bel-ami. Hans Hovedværk var »Styrke«, dette
vidunderlige Værk, som Taleren ikke noksom kunde be
undre. Den danske P oet M.
’ 0 1
b e r g , der dog vistnok
var afgaaet ved Døden, havde et Sted sagt i sin Tragedie
Jacques v. Thuboe, at Poesien i Danmark var des bedre,
jo mere P oeterne fattede sig i K orthed, saa at naar et D igt
kun var paa et enkelt Ord, kunde selv Fanden ikke veje
det op med Guld. Taleren, der ikke forstod Dansk, havde
kun set M. R odés Bog paa Bindet, men efter denne
’O lbergske Maalestok m aatte den være et Digterværk af
høj R ang.
M.; H u y s m a n n s vidste ikke, om ’Olberg var død,
men han troede det ikke. M. L é o n B l o y havde søgt at
fremstille ’O lberg som en naturalistisk F orfatter, skjønt
Gud og Hvermand jo vidste, at ’Olberg var Danmarks første
romantiske T ragedie-Forfatter.
Han om talte nærmere hans
Hovedværk »Pierre Paars«, der var skrevet paa Vers, og i
hvilket D igteren havde hævet sig til høj poetisk F lugt.
A f hans andre Tragedier kunde nævnes »Jeppe paa B jergete,
i hvilken han havde frem stillet D rukkenskabens Last i dens
storslaaede Uhyggelighed.
Man skulde ikke komme og
sige, at ’O lberg ikke var Spiritualist, for det vidste Taleren
bedre. Næ stefter M. M. Oscar Madsén og Jean Joergensén
var der Ingen af de nulevendq Lyrikere, man ventede sig
mere af i Danmark.
M. A l p h o n s e D a u d e t om talte Danmarks dramatiske
Literatur. D er var i Danmark en Ræ kke af klassiske F o r
fattere, de saakaldte R evueforfattere, hvis Værker stadig
blev spillede paa de to nationale Scener, N a t i o n a l og
F r é d é r i c s b e r g T h é â t r e d e M o r s k a b , hvilket sidste
var opkaldt efter den afdøde K onge Frédéric VI, af hvem
F olket til T ak herfor havde rejst en Statue paa en P lads i
Næ rheden. Disse Forfattere var for Danmark, hvad Molière
var for Frankrig. A f andre Dramatikere var M. E e d o u a r d
B r a n d e s en af de betydeligste. Han var Danmarks Paille-
ron, thi hans Væ rker künde allesammen med R ette bære
T itlen »Hvor man kjeder sig«.
Der udspandt sig derefter en længere Diskussion om,
hvorvidt M. H e r m a n B a n g var en nulevende eller af
død Forfatter, idet det overvejende Flertal dog holdt paa,
at han maatte være død, da han selv havde udtalt sig i
den R etning i sine Værker. — Omsider hævede
Punch
Mødet
med en Tak til Talerne, der havde klaret hans Begieber
betydelig.