S_Punch_1891

122

Rummel over Landet

Lundt om i Landet for Tiden farer

En Fylking med Krigshumør i Sindet,

Thi Skinforhandlingens kamplystne Skare

Kan ikke holde sig længer i Skindet.

Det gaar saa gemytlig med Larm og Støj

Og Taler om 01 og Syltetøj;

I Kroen kan Vandreren knap faa Føde.

Hør! Hvilket Skraal! Der er Vælgermøde!

I Horsens vandt Blændværkførerne Sejer,

Og Socialisthæren, rød i Kammen,

Gik

lø s

paa hele »Partiet

B a j e r «

Og slog det aldeles sønder og sammen;

Lig

H e n n in g J e n s e n

med Ærmekniv

Den skaaned’ ej Barn i Moders Liv,

Og det, skjønt

B a j e r

sig selv betragter

Som hørende til

» d e n e v t r a l e M a g t e r « .

Men saare hastig kan Lykken sig vende:

I Kj el ler up stod en ny Bataille,

Hvor

B e r g s

Politik var nær ved sin Ende

Og redded’ sig ingen Fortjenstmedaille.

Her var det, at

P i n g e l fo r

Skade kom

At stemple som usand hin Venstredom,

At Højre vil Smaafolks Ret beskære,

Skjønt sel v han har prædiket samme Lære.

Saa stod der en større Træfning ved Vej le,

Hvor de forenede Obstruktionsmænd,

Lig visse Dyr mellem haarde Negle,

Blev klemt af forhandlende Oppositionsmænd.

I Hj ør r ing gav og fik

M a d s e n M y g

d a l

i Diskussionen syndige Stryg.

A a r

det regned' til

P i n g e l

med Skoser,

Den Stakkel danser just ikke paa Roser!

Men det er alt sammen kun en Begyndelse:

Snart fylder

C h r e s t e n

det ganske Halvaar

Med knusende Dom over den Forsyndelse

At have bedrevet Forhandling for Al vor .

Mod disse Forrædere præker han Kors

tog nede fra Næs t ved og op til Mors;

Endskjønt der er onde Tunger, som siger,

Hans Aktier falder, naar Øllet stiger.

My d an sk S u k k e rin d u stri. F o ru d en de u tallig e Kon-

| serv esla b rik k e r. som i F’ølge

Morgenbladet

e r p aa gode

| Veje til a t fo rsød e F ru g te rn e af F orhand ling sp o litik ken

! og H u sm a n d sh a v e rn e , p aa tæ n k er m an i E e d v a r d

; B r a n d e s ’ V algkreds a t anlæ gge en stø rre F ah rik for

| T ilv ejeb rin g else a f de b lan d t den um od ne Ungdom sa a

i stæ rk t efte rsp u rg te

Bism arcks-K lum per.

L igeledes skal

d er p a a H jø rn et a f ln te g a d e o p rettes et stø rre F rila g e r

fo r sylted e A rtik ler fra G e o r g B r a n d e s ’ v elren om e re d e

B ørne-H ave.

E ndelig a rb e jd e s d er stæ rk t i H orsens-

E gnen for a t sæ tte et A nd elsforetag en de i G ang m ed

H en sy n til d irek te E x p o rt a f røde G rise.

D em okratisk B a z a r. Som et M odstykke til A risto

k ra te rn e s B azar til F ordel for F o rtsæ tte lse sa sy le rn e p a a

tæ n k e r en Del d em o kratisk e N o tab ilite ter m ed d et a lle r

fø rste a t afho ld e en B azar til F o rd el for O p rettelsen af

F o rtsæ tte lse sa sy le r for de stak k els F olkethingsm æ nd,

som h v e rt A ar fra

. A pril til

. O ktober m aa d riv e om

for L ud og k oldt V and, u d e n a t tinde et en e ste F riste d ,

h v o r de i n og en lu nd e T ryghed k an u d tale sig u den F ry g t

for S agsanlæ ggelse o. s. v ., og h v o r de ligeledes k a n

tinde et skjæ rm en de F riste d m od n æ rg aaen d e Væ lgeres

og In te rp e lla n te rs E fterstræ b elser. Som et sa a d a n t A syl

a n se s E jen d om m en

»K rybily<

i N æ rh ed en a f K o l d i n g

for a t væ re sæ rd eles h en sig tssv a ren d e.

E t varmt P ust gik gjennem Badstuestræde, hvor de '

smaa Umulige listede udover mod Nattekaféerne, .mens de

lod sin muntre K vidren høre som en H ilsen til de kjære,

kjendte Steder.

»Riise har aabent fra 12 til

R iise har aabent

fra 12 til 2!« slig sang de, saa de kværkende Flipperne

deres dirrede af Livsglæde, D et var jo Begivenhed for

Gutterne, — det med R iise.

Inde i Gadebladets K o n to r — under en Graahimmel,

han selv havde hængt op, laa L ig e t H e r m a n helt betagen

; af Sangen, han hørte kvidre derude.

— J o h a n ! — H an vendte H odet; Fingren hans laa

i klem t i Lænderne.

K u n Stumpen var tilbage efter de

| mange Aars fingcrfortærende Lidelser. — Vil Du lukke op

j V induet, saa jeg faar høre Sangen bedre.’'

— Men O ve, C a r l og O s c a r synger kun uvartige,

i franske Viser, ser Du. K an Du taale det, salig Vennen min?.