130 / 435
1 2 3
saa det dirrer i mine
og W illiam taaler det!
han at instruere! Og
— Aa, jo da — kom det trøstigt. — D et er F øde
landssang for haabløse Slægter, just det.
Saa lakkede J o h a n op Vinduet, og Liget stirrede ud
i det store Tomme og kjendte Foraarspustet i de afdøde
Lungerne sine.
— Du J o h a n — kom det igjen — er der længe til
det fri T heater nu? Saa biir dér Penge at tjene.
— D et biir der nok, — J o h a n vendte sig bort i det
Samme og tørrede Øjnene i Pengepungen; det var ikke
væ rdt, at L iget saa, at Johan mente det modsatte.
— Saa faar jeg bli Sceneinstruktør, naar P ie tr o og
J u l i u s og W i l l i a m og de andre Umulighederne er
dyppede ihjel i mit Blækhus' — ikke sandt? vedblev den
anden forhaabningsfuldt.
— Jo da, svarede J o h a n og saa fortvivlet udover.
Men L iget mærkede intet. H an havde slæbt sig den lange
V inter gjennem Gadebladets Spalter, — aa, saa dræbende
kjedelig.
H an kunde b lit vanvittig af Tungsind.
Han
havde grædt med Hodet, boret ned i Blækhuset, og tygget
de magre Fingre af til K noerne af bare Tungsind.
Men siden — da Foraaret kom og alle forpinte Mennesker
løb Aprilsnar, var han begyndt at fatte Haab.
Jeg vil strax bli Sceneinstruktør! — sa han. — Du
faar gi mig en Pen, jeg kan jage i Livet paa de andre
Stymperne.
W illia m , — hvad kan W illiam ? B e t ty
spiller Kom edie — aa, saa dejlig,
afdøde Lig-Torne, naar jeg ser det,
— H an taaler det! — det kalder
R o s e n b e r g , vor store Meiningers Rosenberg fra Jern
banegade, kan h a n instruere? — Aa, saa ynkelig! — H ar
nogensinde M a r t i n i u s ’ R yg bragt mig Bud fra Rosenbergs
Personlighed? — Og de andre? — A a, for Pinsel! —
Hvem kan spille Komedie, hvem kan se Komedie, hvem
kan lave K o m e d ie ...............uden H e rm a n , den store, den
eneste, den forlængst afdøde H e rm a n !
J o h a n saa sørgmodig ned ad den hjælpeløse lille
Skabning, som laa der sammenfalden og slap i Papirskurven.
Men L iget rejste sig, og L iget fortalte om sin svimlende
Storhed, og L iget skrev A rtikler, den ene umuligere end
den anden.
Saa m aatte J o h a n bringe ham Livkjolen med bare
A rm ene fra Ungdomsdagene hans. Og L iget smøg ind i
K jolen, og Vellystgysninger fra svundne Ungdomshaab fo’r
gjennem hans forpinte H jærne, saa at han vendte det Sorte
ud under Øjnene af Lyksalighed. H an drøm te sig ind i
det. Han saa sig som Sceneinstruktør ved alle den ganske
By’s T heatre.
Og han lærte de usle
A c ieu rs
at bli
K unstnere — slig som han selv. Han viste dem sit Spejl,
og de skreg, — som Kunsten skriger. H an lærte dem at
tale det ubegribelige Sproget hans, — og de stak alle
Fingrene i Munden og talte Hermansk. H an lærte dem
at glemme sig selv, — og alle blev de saa store og. saæ
affekterte, — aa, saa affekterte. F or F ryd det var'!
— Hvad skal jeg-gi fcrr Spalten? — kom det sukkende
fra J o h a n . Saa var Drømmen forsvunden. L iget gravede
sitrende efter Hjærnen, men der var kun en Anelse til
bage, slig havde den raslet sig i Stykker. Og han hulkede
elendig og sank sammen.
J o h a n bøjede sigover Liget- Vandet sivede
fra
Gadebladets Spalter og boblede stinkende om L iget, som
det laa der — kvalt i Parfumen af sin egen Selvros.
Men derude i den vilde Vin trippede O s c a r omkring,
Foraarsluften suste gjennem Nattekafeerne og slog Røgen
af C a r l E w a ld s Damers Cigaretter, Justitssagerne summede
om H uset. Og ude fra Strædet lød Sangen fra umyndige
Barnestemmer og skingrende Pigestruber:
»Riise har aabent fra 12 til 2! R iise har aabent fra
12 til 2!«
H u r r a for v o r frie U dstilling, som
F o rag ter C en su rens foræ ldede Dom,
Vi m aler stort, og vi m aler sm aat,
Og m aler sgu A lting lige flot.
H er i K l e i s t ’s Sale
E r vi lige gale,
Ræ dsom t geniale
E r vi til a t m ale.
H vad b ry d er vi os om C harlotten b org Slot,
F ru S l o t - M ø l l e r s Slot e r sgu lig esaa godt,
F orgy ld te R am m er gjør ingen F ortræ d ,
Men h er forgylder vi B illedet m ed.
F olk er bindegale,
De skal skam b etale,
H vad vi geniale
Folk fa ar L yst a t m ale.
H er W il lu m s e n gjør, hvad d er v ist e r svæ rt:
At glemm e a l Ting, hvad h a n h a r læ rt,
F o r R esten sa a v a r det nok ikke stort,
Og d erfor gik det, som d et v a r sm urt.
G jør vi b lo t S kandale,
E r d er ikke T ale
Om, at
E r vi eller
H er h a r v i K r ø y e r og E n g e l s t e d ,
Og H a m m e r s h ø j — h an gjør sgu ingen F ortræ d ,
H an m aler ud a f sin Ind iv idu alitet,
Men, h v ad d et skal væ re, h a r Ingen set;
P h i l i p s e n k an m ale
H øveder m ed H ale,
M er end geniale —
Gale.
V æ rs’artig, h e r se r De foruden C en su r
Det Z a h r t m a n n s k e Jam m ersm in d es T ortur,
Det sam m e k an De p aa C harlottenborg se,
Men h e r er n atu rlig vis billigst E ntrée.
Vi e r F an d en s K a’le,
A lting k an vi m ale,
Blot De vil b etale,
S er De os som gale.