145 / 435
138
oor ben guftne S p re e fig fnor
HTellemBranbenburgerfartbel,
Spejler atter trift i Danbet
S ig en Sfon af forte ¿lor.
Strategiens BTatabor,
i>an, fom ftampcb legioner
4reirr meb Bifler og Kanoner
-af en ncberfadjfiff 3 or^/
Sejrens Kegnebogsforfatter,
Øncrmagtens ^abrifant,
Som i 3ærn= og Blob=Debatier
BTeb fit 3 n^læg Staget panbt,
f)an, fom fpejbeb ufortreben
jm ob Deft og Syb og Horb,
Ønerraffet bien af Døben,
Ø g fom flagen Bftanb tjan foer
Bort i ^oraarsaftenroben
3 „bes ebten © r e i f e s " Spor.
, $ e j f e r f t a t f n s ø r u i t b e r
©amle bien be to af Dage,
^ør af Steb be maatte brage
$ r a bct Bærf, be efterlob,
Støbt af 3 ærri
^ b t i Blob,
^ra en i?ær forubert BTage
Ø g et gytbent Higsflenob,
Cyfflanbs nye Kejferfrone,
Ø g en pelbefceftet Cijrorte
B l eb en Derben for fin ^ob,
Som om etrig faft ben ftob,
Sfønt en ©ang i Ciberts ^lob
Krone, Snccrb og Bannerftage
f)pirples bort fom pisnet £or>
K f ben fyøje BTagt, fom ftraffer
Dolb og Uret mob ben Snage,
Brubte Ørb og Paragraffer,
Ø g fom pil paa ©ranen ffrine,
Kt, fyr>ab bisfe to maa bline.
Btiner beres Dcerf — til Stop.
K f be trenbe ftore BTænb,
Som par meb at fammenftyffe
Cyfflanbs ©nfycb, BTagt og £yffe,
©aar nu B i s m a r c f fun igjen
Som en afbob Storijebs Sfygge.
^or et „Kracfy" at forebygge
p a r fyart ginet fig i Cag
BTeb en Knneftion i Dag
K f et Dætgcrflcrtals Cyffel
BTeb et f o l f e l i g t BTanbat .
BTøbcr Kejfcrfroncns Smyffe
Hu foiit Uigsbagsberoftrat!
Dobbcltørncns forbums Dtnge
—H l o 11 f e nar bens Hæb og Kløer—
Dil
t
Dejret atter fninge
Sig til Klagten —Jom ^ r onb e u r !
N ekro log .
M otto: Koldt Vand!
Jeg ikke vil skrive om min Storhed — det jeg
mangelunde har gjort fordum. Skrevet som en Kunstner
med Hjærnen, som ingen forstaar. Og med Nerverne.
Og de lo — Folk. Aa, — saa altfor stærkt de lo.
Ikke heller jeg vil skrive om den — Døden. Da
den tog mig, midt som jeg sad, med Fingrene, i Mun
den, under Graahimlen i det store Tomme. Jeg mit
ganske Liv havde vanket gennem Skabningens Alp af
Lidelser — saa tog den mig.
Men de ikke græd — Folk. De bare lo — -------
Et Barn jeg var, der jeg blev født — af min Moder.
For jeg var hendes Søn. Og hendes Mand, var min
Fader, og hans Fader, var min Bedstefader. Og det
var godt det Samme, — for der er jo det med Børnene,
at de har det saa svært, med at lære Modersmaalet.
Jeg aldrig siden har lært det.
Hvordan jeg blev Forfatter.
En Livets Luksusgenstand — var jeg. Aaret langt
hver Maaned, blev jeg en Maaned ældre. Og Livet langt
hvert Aar — blev jeg et Aar ældre. Og det ganske
Liv, blev et tyndt Liv.
For jeg spiste dem op alle — »Blaaerne*. Dem
jeg havde arvet.
Saa maatte jeg jo til det, — skrive. For Brødet.
Ingen læste det,
Punch
læste det, og saa kom jeg i
Punch.
For jeg er saa komisk.
Og Krimskrams, var det altsammen — det jeg skrev,
men saa jeg dog havde noget at laane paa. Folk bare
lo, men de laante mig dem — Pengene. Og jeg stadig
skrev videre, vexlende Variationer og varierende Vexler.
For nu var jeg det. Forfatter.
Hvordan jeg blev berømt.
Han sagde og tog min Haand:
— Om ikke mon jeg vilde være berømt?
— For jeg var saa begavet. Og saa komisk.
Saa arrangerede han den — Forelæsningen. To
Mennesker mylrede de, ind i Salep. Den ganske Aften
talte jeg mangefold, men af fornuftige Ord kun føje.
Det sortnede, rundt om Øjnene, saa befippet jeg var.
Og de har været sorte rundt om, Øjnene, siden da.
De alle sov, de To. Kun de vaagnede, for at hysse.
Men Upsala-Studenten græd — han, der havde arran
geret Forelæsningen. For han betalte.
Han — og saa Impresario. Den Gang vi berejste
det ganske Jylland, min Enakter og jeg, paa hin den
store Tourné i jyske Byer, som ikke kunde betale sig.
For jeg var saa latterlig.
Jeg havde jo dræbt ham — H ø e d t. Han satte i
Scene med Enakter
— og saa døde han.
Og til Bergen kom jeg. Ingen maaske andre paa
den ganske Jord, kan hysse som de Bergensfolk.
Hvilken Skuespiller taber Verden ikke i mig? Og
saa var jeg berømt.
Hvordan jeg blev missliebig.
Mine Nerver havde skrevet dem — Artiklerne. Ner
verne altid skriver dem, Kunstnernes Artikler. Men
Politiet læser dem og det hentede mig. Paa Tysk —
for det var i Tyskland.
Mange Gange og mange Stuer. Stuerne ved Siden
af Gangene; mange Mænd og mange Pulte. Mange Mænd
ved Siden af mange Pulte, mange Gange, mange Mænd
og mange Pulte ved Siden af mange Gange.
Saa ledes er Tyskland. Og Pulte, Mænd og Gange
bare lo. Saa umulig var jeg.
Til Meiningen kom jeg, — skønne, dejlige Stad! I
Wien var jeg, — skønne, dejlige Stad ! T Prag boede
jeg, — skønne, dejlige Stad! Alle Vegne bare gjorde jeg
mig umulig.
Nu du veed det, Dansker! — Hvad kan det nytte?
Abonner paa »Politiken«, at Du ikke maa blive miss
liebig i den skønne, dejlige Stad Berlin!
Hvordan jeg døde.
Der laa de alle de Afdøde og jeg saa dem grant.
D en havde mistet en Flis og var en Mumie. Hans
Navn var S tu c k e n b e rg . Den havde mistet sine Vers
fødder og var en Fisk. Hans Navn var S o p h u s C lau s-
se n . Og lille H elg e R od e laa Barnelig dem midt
imellem, for han havde fast ingen »Styrke«, saa vanske
lig havde han det med at leve.
Men som den Dødeste blandt de Døde, rejste jeg
mig krampagtig og klyngende mig til J o h a n s Pengepung:
— For nu maa du skrive en komisk Bog — skød
det ud af mig — at Folk kan le dig ganske død!
Og, jeg skrev, — og, jeg døde. — og jeg greb ud
i det store Tomme, efter en Komiker, min Kunstner-
hjærne værdig.
Jeg greb i »ti Aar« — men den eneste Komiker
jeg kunde gribe, — var:
f ir M ttn b a n g .