150 / 435
1 4 3
D en frie T h e a te rk a t sprutter.
Jeg er en fri Theaterkat. Jeg er
en red Kat, og det vil jeg have
Lov til at være. Jeg ved godt, at
det generer Højre. Højre kan kun
lide graa Katte, som kan spinde.
Puh — spinde! Det hører kun
hjemme i Duft-Vaudevillen.
Jeg
spinder ikke, jeg sprutter, gjør jeg.
Og saa kan Højre skabe sig ligesaa galt, det vil. Natur
ligvis tier det stille. Det kunde ligne det, for saadan har
det altid baaret sig ad overfor min Ven Eedvards Stykker.
Zola er storartet! Han er ligefrem Frankrigs Amalie
Skram i Hankattekjøn! Han er rædsom — rædsom bril
lant. Hvor er den Ide ikke guddommelig, åt W ieh e og
F ru S e c h e r tager Blaasyre i sidste Akt. Blaasyre! Det
er noget andet end den Børnemælk, som min fordummede
Højrekollega paa Kongens Nytorv gaar og laber. Jeg vil
for Fremtiden udelukkende leve af Blaasyre. Det er slet
ikke farligt, for selv om man dør af det i sidste Akt, saa
lever man altid op igjen, naar man bliver fremkaldt.
Men vores egen lille Gustav Esmann er dog endnu
mere storartet. Skrive et Stykke, som »r morsomt, det
kan enhver Revueforfatter gjøre, men skrive et Stykke, der
er saa kjedeligt som Gustavs, det kan kun en stor Digter.
Men jeg har for Resten selv forsøgt mig med et lille ét.
Det hedder ogsaa:
Enkemænd.
Skuespil i ligesaa' mange Afdelinger, det skal væie.
Personerne:
Den afdøde Frue, Hendes første Mand. Hendes anden
Mand, hendes tredje Mand osv. Flere Mænd. Endnu flere
Mæncf.
F ø r s t e A k t .
(Efter Begravelsen.)
F ø rs te Mand.
A n d en Mand.
F ø rs te Mand. Min Kone er død. Hun var gift med
mig, altsaa har hun haft en Elsker. Ak, Kjære, jeg gjætter,
at De var denne Elsker.
A n d en Mand.
Pardon, jeg vidste ikke, at De
ogsaa ............
F ø rs te Mand. Bevares, kjære Ven, mellém Venner
kommer det jo ikke an paa sligt. Vil De ikke spise til
Middag hos mig?
A n d e n A k t .
De F o rrig e.
T re d je Mand.
F ø rs te Mand. (Til Tredje.) Jeg kommer i Tanker
om, at min afdøde Kone paa sin Dødsdag spaserede i den
samme Gade, hvor De boer. Jeg slutter deraf, at De ogsaa
bar værer hendes Elsker.
T re d je Mand. Jeg haaber da ikke, at De tager mig
min Frihed ilde op.
F ø rste Mand. Jeg har jo kun Grund til at være
dem taknemmelig for den Ære, De har vist mig gjennem
hende. Ja, (tørrer en Taare af sin inderste Øjenkrog). Ja,
hun var en tr o fa s t Sjæl. Hun havde et stort Hjerte (op-
rømt). Men vi maa drikke et Glas sammen for den salig
Sjæl. (Han skjænker for Tredje Mand og drikker med
ham).
T r e d j e A k t .
De F o rrig e .
F je rd e og F em te Mand.
F ø r s te Mand. Aha, formodentlig ogsaa et Par
Elskere af min afdøde Kone. Jeg har ikke den Ære per
sonlig at kjende D’Hrr., men jeg formoder det. Disse be
drøvede Miner, de sorte Handsker, Floret om Hattene.
Ak ja, mine Herrer, jeg forstaar Deres Sorg, hun var en
sjælden tr o f a s t Hustru. Jeg kjendte hende jo, skjøn
jeg stod hende fjernere end D’Hrr. Jeg var kun gift med
hende. D’Hrr. bliver da og spiser til Middag sammen med
mig (forestillende dem for de Andre). D’Hrr. der var og
saa Elskere af min afdøde Hustru. Saa vi har jo et fælles
Berøringspunkt allesammen.
F j e r d e A k t.
De F o rrig e.
Mange fle re Mænd.
¥
ø rs te Mand (mere og mere oprømt). Goddag,
Goddag. Formodentlig allesammen Elskere! Ja, jeg tænkte
det nok. Hvor det er trøstefuldt at se, hvor højt min af
døde Hustru var elsket i levende Live. Ja ikke sandt
mine Hetrer, Præsten havde Ret: hun var en trofast Sjæl.
Han kjendte hende ikke, men han havde Ret alligevel Jeg
kjendte hende heller ikke. Jeg er jo den eneste her, som
ikke var hendes Elsker.
Hør, vi maa saa min Sandten drikke hendes Skaal.
Vær saa artig, D’Hrr., lad os nu komme til Bords alle vi —
Enkemænd.
(Tæppet falder. Det frie Theaters Bestyrelse in pleno
klapper. De Sovende vækkes.)
B a llo n captif.
kl Tivoli vil — efter Alt, hvad man siger, —
IjEn Kæmpeballon nu til Sommeren ses;
I
Af W a tt skal deri fyldes, og sejlende stiger
Den svimlende højt overThranernes Kreds.
Men for at man ej i det Blaa skal forsvinde
O
g
slet ikke ane, hvor man kommer hen,
Bli’et oppe fra Skyernes højeste Tinde
Forsigtig man halet til Jorden igjen.
Den Første, der kjæk vil Ballonen forsøge
Bli’er Chresten. Hel mandig han stiger derind.
Han ved jo, at Turen hans Kraft vil forøge,
Formedelst han trives saa herlig — i Vind.
Han højt over Kirke-og Korsgaarde throner
Og slynger mod Forterne rasende Blik,
Imedens han ser paa de nye Kanoner,
Der »sammensmeltes« i Bojse ns Fabrik.
Naar atter Ballonen fra Jorden sig hæver,
Saa gaar M a g istraten til Vejrs og gjør Gavn,
Den højt over Konger og K ayser e svæver
Og blæser ad Smaating og ad Kjøbenhavn,
I Skyerne kvæger den Sindet og Hjærterne,
Føler sig selv imponerende stor! - —
Til Indre-Missionen og Natte-Beværterne
Haler den ned til vor syndige Jord.
Saa kommerKarlGjellerup; stolt ved sinHandel
Med en eminent Literat-Direktør
Han stiger til Vejrs, indtil hån ved sin »Vandel«
Tilsidst bliver rent overmen’skelig ør.
En lille, umyndig Ballon ham forfølger;
Dens »Sæder« er løse, dens Flag en Avis.
Men, naar den sig oppe bagVandskyerdølger,
Man kun afHr.S t uck e nb er gskimter enF lis!
En kjæk Kunstnerinde, der jævnlig husvaler
Sin Sjæl ved en Flugt til det høje Parnas,
Vil nok flyve højere, — hvis man betaler
Lidt flot og lidt rundelig for hendes Plads;
Men, selv om en from Direktør er i Vinden,
Er hver lille K nud sen dog ikke Jo han;
Og R i i .svil nok nødig gi’e Fru Kunstnerinden
Et Rejsestipendium — til Storkenes Land.
Jo, det bli’er en herlig Plaser nu til Sommer!
sVi højt over Fuglene flyver paa Dril.
\Og, er Du ærgjærrig, saa fyld dine Lommer
led Ballast —og flyv li’saa højt, somDu vil.
Men sund, maa Du tro, er ej altid Motionen;
Pas nøje paa Ballasten; thi faar Du fat
IZ o la og Esmann —saa revner Ballonen!
Der ligger «det frie Theater«,
God Nat!
M t "
H erm ed følger et ill u s t r e r e t A n n o n c e -T illæ g . "W S