153 / 435
146
R e fo rm a to re r
Imedens Alverdens Socialister
For Tiden volder en svar Forskrækkelse
Og tømmer de lærde Hjernekister
Om otte Timers Arbejdsnedlæggelse,
Mens
H o lm
er kras nok, og
H ø r d u m
bister
Og snakker sort om en Arbeders Svækkelse,
Saa lyser dog hist og her et Par Gnister,
Som tyder paa, hvad man kalder, en Vækkelse.
Saalunde man ser paa det højst forbavsen
de Faktum, at Folk. der var saa radikale,
Som
P i n g e l
og
B j ø r n b a k
og
R a sm u s C la u s e n ,
Er noget nær ved at blive normale;
Imellem Sessionen fylder de Pressen
Med lutter loyal Forhandlingstale,
Det
s m a g e r n æ ste n a f s a lig H a n s T a u s e n ,
Da han kom fra W i t t e n b e r g s Høresale.
Hos
B e r g ,
som præked’ den »rene« Lære
Om den Protestpolitik, som skranter,
Forsamledes Danske og Evropæere
Og Jøder, der mødte som — Protestanter!
Men her var slet ikke godt at være,
Man ramtes af Ldield paa alle Kanter;
Selv
T a u b e r k u n d e
sig
d a a r
lig
n æ re ,
Og
G e o r g B r a n d e s fik i n g e n
Kontanter!
— En Gang gjorde
C h r e s t e n
Proselytter
For Korstog mod de smaa sorte Trolde,
Der slukkede Lyset i Smaafolks Hytter
Og gjorde Dannemænds Hjerter kolde;
Men nu har han selv som »Hv a d k a n d e t n y t t er«
Hos
H ø r u p
og
B r a n d e s
faaet en Rolle,
Og for deres frie Tænkning han rydder
En Vej til de danske Bønderknolde.
Hvad Under, at de, der fordum troede
Paa
C h r e s t e n
og de Projekter, der summer
Omkring i hans noget katholske Ho’ede,
Nu skyndsomst sig Ira hans Menighed hummer,
Fordi de med skjeilig Grund kan formode,
At, skjønt af Veltalenheds Vrede han skummer,
Hans Aand i en V i t t e n - B e r g aldrig boede,
Men ikkun han Stof til en V æ k k e n-Ber g rummer.
L e g e p la d s e r fo r B ø rn .
I den Overbevisning, at Børnene i »
København«
har
alt for lidt Lejlighed til uforstyrret Færden i Frihed, men
at de, saa snart de bare gaar en Smule over Stregen i
Børnenes Paradis, straks trues med Vand og Brød eller
sædvanlig Fangekost, traadte en Kreds af Mænd og Kvinder
sammen for at slaa et Slag for de gode Børns moralske
Ret: Resultatet blev et Forslag til Oprettelse af en
L e g e p la d s -F o re n in g fo r »KØBENHAVN«
med Formaal at virke til Oprettelsen af saadanne Fristeder,
hvor man ikke behøver at holde op, mens Legen er god.
Hvis Bidragene skulde strømme lidt villig ind, er det
Hensigten endnu i dette Kvartal at leje en Legeplads ved
Tivolisøen med den fra Børne-Verdenen saa velbekjendte
Galej St. Georg, for at den haabefulde Ungdom kan
komme en Smule paa Galejen, inden Justitsen har sat dem
for mange graa Haar i Hovedet. Blandt andre har Kultus
ministeren givet et Tilsagn om ikke at ville modsætte sig,
hvis Rigsdagen skulde blive enig om et Tilskud til St.
G eorg for at sætte den i Stand til endnu i nogen Tid at
kunne flyde paa Lasten.
F r u J u li a n e P e te r s e n : God Dag, søde Fru
Schrøder, De kan sandelig være glad ved, at De ikke
har en ordentlig Kjole, saa De ikke kunde benytte den
Billet, vi havde faaet tilovers ti! »Faust«, fordi Petersen
ikke gad gaa. Vi havde jo læst i »Politiken«, at det
var noget, som Højre ikke kunde lide, fordi Goethe var
venstre og havde holdt med Henning Jensen, hvis han
havde levet, hvad han vistnok ikke gjør mere, og saa
troede vi jo rentud sagt, at det var saadan noget å la
E m il S o lo og G u sta v E sm a n d , som de jo spiller
paa det frie Theater, og saa syntes vi jo, vi skulde
gaa derhen, fordi man maa jo dog følge med det nye,
som der kommer i Literaturen. Men kan De saa tænke
Dem, saa er det hele ikke andet end en Kopi efter
Operaen »Faust«, og der var blot den Forskjel, at der
var jo ikke saa meget Musik, og det kalder jeg sjofelt
af afdøde Gothe og saa denne P e te r H a n se n , som
har været med til det, at de ligefrem gaar hen og laver
Plasjiat efter en Opera og giver det til en Premiære i
det Kongelige, og naturligvis var Em il dejlig, men dog
ikke nær saa sød som Ø dm and i Trikot, som jo ogsaa
spillede den Rolle, da han var her, og M a n siu s kan
naturligvis heller ikke maale sig med L a n g e som
Medistofélus, og naturligvis var Fru H e n n in g s storartet
i sidste Akt, da hun blev gal, men det er jo alligevel
et Savn, at hun ikke kan synge saadan som Frøken
Do ns, og saa synes jeg ogsaa nok, at der kunde være lidt
Ballet, for man gaar dog ved Gud i Theatret for at more
sig, og saa vil jeg da nok sige, at jeg synes bedre om
Aladdin, og saa trak Klokken ud til over tolv, saa vi