154 / 435
147
ikke kunde komme til å Porta, men maatte gaa til
Riise, og der vilde Svejtseren først ikke lade Petrine
komme ind, fordi hun gaar jo altid i en Slags Sports
dragt, siden hun er begyndt at kjøre paa Bajsikkel, og
saa troede han ikke, hun var nogen pæn Dame, men
saa viste hun ham jo sit Medlemskort fra Bajsikkel-
foreningen, men jeg vil dog raade Dem til, søde Fru
Schrøder, hvis De vil ofre de Penge, saa hellere at gaa
hen og se Vedbæk—Skodsborg—Kjøbenhavn med Fru
Vie som denne Sjangtøse fra Kisten, dels fordi det er
mere moderne, og De sidder ved Gud her og bliver saa
gammeldags, fordi De aldrig læser andet end Ingemands
Romaner og Føljetongen i Dagstelegrafen, og saa synes
jeg ogsaa det maa være morsomt for Dem, som jo dog
har været en gift Kone, at se, hvordan salig Schrøder
morede sig, naar han var ude paa sin egen Boldgade,
som han nok var slem til, og jeg maa sige, at jeg blev
saa rystet af det, at jeg holdt en ordentlig Præken for
Petersen, da vi gik hjem, og det er i Grunden galt, at
man tager Mændene med hen til at se saadan noget,
før man har været der selv og undersøgt, om det
egentlig er noget, som de har godt af at se. Og nu er
jo snart Folketheatret det eneste Sted, man kan komme,
naar de nu vil afskaffe Orsjestret i Dagmar, som jo nok
kunde ligne R iis, der kun gaar ud paa at skovle Penge
ind og jo ogsaa var saa sjofel overfor den stakkels
Fru G jø rlin g , som han ikke vilde give Tillæg for at
være upasselig den halve Del af Sæsonen, og jeg synes
ved Gud ikke, hun skulde have givet efter, for naar
hun har sine daglige Sysler i Hjemmet og desuden er
ansat ved »Morgenbladet«, saa synes jeg, hun har nok
at gjøre. De ved jo, at vi har Fribilletter til Dagmar
hele Sæsongen, fordi Frits Grønbæk var Medlem baade
af Studenterforeningen og af Samfundet og havde en
god Ven, der laa paa Regensen og ikke brød sig om at
gaa i Theatret, men nu har jeg sagt til Frits, at han
skal melde sig ud, for der er dog ingen Mening i at
blive ved at støtte Riis, naar han i den Grad svigter
Tradisjonerne, og nu er det dog en Trøst, at Tivoli
bliver aabnet i Aften, for saa har man dog et Sted at
gaa hen, og vi skal naturligvis op i Ballongkaptif, det
vil sige, Petersen skal først op alene, for at vi kan se,
om der ikke er Fare ved det og man ikke bliver søsyg,
og hvis han skulde fare til Himmels med det samme,
saa vil jeg dog nødig med, og saa vil jeg nok helst først
høre, hvordan det var, naar han kommer ned igjen,
men Frits Grønbæk mener jo, at Direksjonen har an
skaffet sig den Ballongkaptif for at hæve Nivaaet og
bare det ikke bliver til Vind det hele, for saa kan man
jo ligesaa godt holde sig til Jorden og gaa i Ballon
gyngen. Ja, nu maa jeg nok hjem og gjøre mine For
beredelser. Farvel, søde Fru Schröder, og Tak for
Kaffe.
H v o r fo r? — F o r d i!
A k k o rd en s A and .
Du Rasmus, hvorfor
ska
vi
Sjoselister nu egentlig gaa med Otte
tallet paa Normalsøndagen?
— Ka du’nte begrive de’ Stoffer?
Det er natyrlivis, fordi man ente mere
gaar mæ Syvtallet paa Flyttedagen.
Ottetallet er jo immer et Fremskridt
fra Syvtallet, aa vi er da liegodt et
Fremskridtsparti!
G
G .
r
e o rg af »Evropæernes« Land
■s Er en umaadelig plaget Mand.
Han tør ej skrive, hvad han vil,
For her er dog en Rigsdag til,
Som er just ikke til Sinds at lave
G eorg en livsvarig Hædersgave,
Blot fordi han har paa en fin
Maade med salig St. G ru n d tv ig gjort Grin.
Den Gang han mærked’, det inte gik,
Han i sin »Hovedstrømning« fik
Fat i en Rødkridtspen og strøg
Saadant som risikabelt Halløj.
Nu kunde han som Censor prale
Med » T o le ra n c e i d e t C e n tra le « .
Det var Frihed i Nord
Baade for L oke og for T hor.
Men, hvad St. G eorg B ra n d e s har gjemt,
Er nok, desværre, ikke glemt,
Og hvad »M arty ren« bemærked’ om
G ru n d tv ig s gelade Christendom,
Fik han af D ine se n revet i Næsen,
Særlig blev gjort et farligt Væsen
Af hans Beretning om »H unn ern es« Tog,
Naar de til P a v e n i V a rto v drog.
Dog, hvad han den Gang sagde paa Prent,
Vil han nu ikke være bekjendt.
Og med den Godtkjøbsudflugt han kom:
»Det v a r ej G ru n d tv ig , je g t a l t e om!«
Blot for at faa Finanslovsbespisning
Blev til Martyr hans Overbevisning;
Bort fra denne han gik
For den Ret Linser, han dog ikke fik.
— Ak, ja! Vi mindes hans Fædres Kaar,
Da de i fyrretyve Aar
Gik i en Ørken, der var saa flad,
At man blev ganske platfodet a ’et;
Hverken den himmelske Regn af Mannaen,
Eller hin Klippe, naar Moses slog Vand a ’en,
Mer i Øjnene stak
Dem, naar Ægyptens Kjødgryder trak.
Item hos S ø re n K ie r k e g a a r d
Ser man, hvad A rv e sy n d e n formaar;
Efter hvad G eorg B r a n d e s skrev,
S ø re n var bleven hans Elev,
Hvis ikke Hosekræmmerluften
Havde fra Barndommen sløvet Fornuften
Og den belemret med gudelig Fyld;
Det var slets inte St. S ø re n s Skyld!
Saadan det er med St. G eo rg omtrent;
Manden har røbet et medfødt Talent
Til paa sin »Sandhed« at gjøre Kaal,
Naar han kan naa et praktisk Maal.
Ud imod »Overtroen« han lægger,
Men, naar en Statsbenefice trækker,
Er hans Tolerance » ce n tral« ;
Det er nok Arvelighed og Moral.