157 / 435
150
O
n Vise vil jeg kvæde,
Saa godt som jeg kan,
Om Smaafyres Glæde
Og om lille Joh an .
Som Goldamme han med Besvær holder Styr
Paa alle de søde sraaa »Menneskedyr*,
Per kviddrer saa kjælent, de yndige Smaa,
Den velkjendte Vise: Johan, jeg maa gaa!
En Badstuestræde-Neger
Er grulig forfulgt;
Naar frommest han leger,
Faar han Strambux og Mulkt!
saasom hans Mod er i Buxerne gjemt,
Han hvisker i Krogene, sky og forstemt:
•Ja vent, til Johan ej paa Lommen kan slaa,
Saa raaber jeg frejdig: Joh an , jeg maa gaa!«
Der var en lille Herre
— Men nævn ej hans Navn —
Som værre og værre
Gjorde Mudder og Gavn;
Han drabelig blæste ad Kirke og Præst,
Ja, gav selv med Sværte Vorherre sin Rest,
Men, da han til Ansvar for Spasen sku’ staa,
Saa peb han og hylte: »Johan, lad m ig gaa!«
Johan fra sine Blade
Snart hoppende sprang,
Hvis ikke han ha’de
Stakkels afdøde B ang!
Saa ofte en Vandgang med Fynd og med Klem
Skal modig besørges, — staar Gjenfærdet frem;
Med Graahimle truer han ad de smaa Graa
Og stønner med Gravrøst: »Johan,
je g
gaar paa!«
Ja, Held Johan — han kjender
De Afdødes Færd:
Naar Mønten han vender,
Svarer S tu c k e n b e rg : »Her!«
Og strax laver Mumien syv Alen Vers,
Som selv en Johan faar i Halsen paatværs,
Men Mumien smiler helt dødningeblaa
Og mumler: »Aa Skidt, — Joh an, la’ dem gaa!«
Men, hvis de mange Døde
Ta’er Livet tilsidst
Af Bladet, — han møde
Kan sin Skæbne med List:
Han gi’er blot en Almisse til en Aktør!
Det bli’er en Geschäft, der gi’er Fart og Humør; —
Men hvad kan Aktørerne ej hitte paa?
De skri’er blot: »Nej, føj da! — Johan , lad os gaa!«
B ø n til g o ’e M enn e sk e r!
1 hele Integade og det halve af Badstuestræde kan
man ikke finde noget større Exempel paa en lille Mand,
der er en stor Mand, end den svenske Digter, A v g u st
S trin d b e r g . Om det saa er vor egen S tr a p d b e r g ,
er han mindst en halv Hjærne mindre og dog en
Kjærnekarl.
Allerede i sin spæde Vugge skrev han udødelige
Mesterværker, og alle havde de denne for Vugger ejen
dommelige Duft. Og dog har Dumheden og Raaheden
endnu aldrig skænket Nordens storste Mand den store
Statsunderstøttelse, som Nordens anden, ligesaa storste
Mand heller ikke faar.
Det kunde endda være ligefedt, dersom den fedtede
Højrepresse ikke stadig gav ham sit Fedt, saa at der
snart ikke er en Pille Fedt paa ham. I det Hele taget
er ingen af Nordens genialeste Aander Fedtekommis-
Besiddere. For Sandhedens Skyld vil vi dog meddele,
at den geniale J o h a n danner en knudsende Undtagelse
fra denne fedtede Regel. Han har nemlig Raad til at
kjøbe for 1000 Kroner Abonnenter af forarmede Skue
spillere. Og saa vejer han 108 Pund; det er meget for
et godt Barn.
Strindbergs Forlægger kunde tjene en Formue ved
at give Strindberg Millioner. Men den dumme Stymper
foretrækker at sælge hans Bøger. Ingen Bøger, der dør
i Norden, læses som Strindbergs Bøger. Lille H elg e
R o d e falder aldrig en Aften i Søvn uden at have hans
»Frøken Julie« i Armene, og aldrig tager nogen Barber
en Kunde ved Næsen uden at stamme Strindbergs Navn.
Hvad vilde Barbererne være, naar ikke »Frøken Julie«
havde lært dette Lands fordummede Beboere at bruge
Barberkniv?
Sagen er den, at man maa være opdragen i de
smaa Sortes Skole for at være mavestærk nok til at
kunne ligge paa Maven for Strindberg. Derfor læser
Ingen hans Bøger.
Nu har imidlertid en Kreds af Nordens genialeste
Aander forenet sig om at rejse Nordens genialeste Aand
en Ærestøtte af Trykpapir. De geniale Aander vil
nærmest optræde som Bankeaander, da det er Hensigten
at banke Strindbergs Navn ind i dette Lands fordum
mede Hoveder. Man har til den Ende tænkt sig at give
Ærestøtten Form af et Springvand, hvor Vandet le
veres af saa svimlende Storheder som Gebruderne
B r a n d e s (første Sprøjte), G u sta v E sm a n n (Pumpe
svend: Kmhr. F a lle s e n ) og A m a lie S k ram (der be-
sørger Tilsætningen af den fornødne Fusel-Akvavit).
Der er endogsaa Haab om, at den store O sc a r M ad
se n vil levere vild Gaase-Vin fra sin bekendte Vand
post i Badstuestræde, og at den store S tu c k e n b e r g
vil yde en Flis til Støtten.
Det er Meningen. — for i alt Grin skal der dog
være en Mening, — at disse udsøgte Aander af alle
Aldere skal tømme sig ud om alle den store Strind
bergs uforlignelige Storheder, saa at han paa det kraf
tigste kan blive oversavlet fra alle Sider. Han skal op
fattes som D ra m a tik e r , særlig som Chef for afdøde
Forsøgstheatre, som R o m a n f o r f a tte r , med aandfuldt
Henblik til hans nyeste Novellisering af »Skilsmissens
Overraskelser«, som P s y k o lo g , med vedføjet Analyse
af hans Værk om brændende Petroleumslampers sinds-
forvirrende Indflydelse, naar de kastes i Panden paa en
»Fader«, der er i Spændetrøje, og endelig som N a tu r
fo rs k e r, med særlig-Anerkjendelse af hans Virksomhed
som Undersøger af Tschandale-Møddinger i Lyngby.
Bogen forsynes med Portrætter af den store Digters
»Kreditorer« og af hans store og lille Hjærne i dens for-