202 / 435
m
l i e r er et Udsagn, som Alverden kjender,
Hvis Indhold refereres kan som saa:
I Nøden skal man kjende sine Venner,
Saa ser man først, hvem man kan stole paa.
— Her er et Punkt, hvor Venstre Ros fortjener;
Thi, selv om Himmelen var nok saa graa
Og ingen Sol fra
E
s t r u p
vilde skinne,
H an s Vel laa det dog altid varmt paa Sinde.
Saa snart det troede,
E
s t r u p
var i Knibe,
Og der saagar hos Højremænd var Tegn
Til Frafald, som hos
B
r o b e r g
eller
K
l e in
,
Strax brændte
B
e r g
med Glæde sine Skibe
Og viste, der var ingen Ting i Vejen
Fo r
E
s t r u p
,
naar fra Kjøbenhavn til Ribe
Det bare gjaldt ved Hjælp af Venstrefejlene
A t skaffe »Provisoriet« Vind i Sejlene.
Og, troede man, at
E
s t r u p
havde stillet
Sig som et Maal at redde større Magt,
Blot for at føje ham, fik selv de bragt
Det folkekaarne Kammer ud af Spillet,
Fik »Provisoriet« i Udvalg lagt
Og renoncered’ paa, hvad de har villet:
E t Thing, hvor man i Længden som i Bredden
Haandhæved’ » F o lk e s u v e ræ n e t e t e n « .
For
E
st r u ps
Skyld har »Dansk« og Evropæer
Og Bergianer og Partiet
B
a je r
Bestandig handlet hen i Vind og Vejr
Og gjort en saadan Mængde dumme Streger,
Som man i Ynglingsalderen kun plejer
For den at gjøre, man har rigtig kjær.
For ham de gik i Fængsel højst galante
Og lod sig generøst for Skatter pante.
Des Aarsag kan man ikke godt formene
De Herrer Visne- og Forhandlings-Mænd
A t sætte skarpe Sammenstød i Scene
Om, hvem der er Hr.
E
s t r u ps
bedste Ven,
Som holer Æren for hans Lavrbærgrene
Og, hvis det kniber, hjælper ham igjen;
Th i baade Visne- og Forhandlings-Nykker
Mod ham er lige sande Venskabs-Stykker,
Børne-Stue.
(Frit efter H o lb e rg ).
(Børnene kommer Par efter Par, og Skolemester G e o rg
slutter Troppen med et R is i den ene Haand og en tysk
Philosophus
i den anden Haand, rangerer Børnene i en
R ad
og gjør en evropæisk
Compliment).
B e n th e im . Hvad artigt har Børnene lært, Skole
mester Georg?
S k o lem e s te r e n .
Vil Fatter høre evropæiske
Sprikworter eller Spørsmaal udi Børne-Lærdommen?
B en th e im . Begge ere gode. Lad P u n ch komme
herind, at han kan høre paa, hvordan smaa Sorte gjør
ham til Skamme.
( P u n c h kommer ind og staar smilende og hører derpaa).
B en th e im . Skolemester! Spør først Punch, og
lad siden en af Børnene beskjæmme ham.
S k o lem e s te re n . Hvem er det, som raaber saa
stærkt, at man kan høre ham over hele Norden?
P u n ch
(klaaende
sig i
Hovedet).
Det er en . . . ,
en død Torsk.
B e n th e im . Den døde Torsk ligger ham stadig i
Hovedet.
S k o lem e s te r e n . Henning, Peter, Henrik, Ove,
Herman, Johan! hvem er det, som raaber saa højt, at
man kan høre ham over hele Norden?
T u tti. Det er Skolemester
Georg
udi Integade,
hvor alt hvad der dør i Norden er indslutted.
B e n th e im . F y dig an, du underjordiske
A n tisem it
!
de kan læse for dig.
S k o lem e s t e r e n .
Punch! hvor langt er der til
den syvende Himmel?
P u n c h Der er kun en Springvej fra Integade til
Berliner-Tageblatt.
S k o lem e s te r e n ,
Henning, Peter, Henrik, Ove,
Herman, Johan! hvor langt er der til den syvende
Himmel ?
T u tti. Saa langt, som til det Land
Slaraffen,
hvor
Fordummelsen og Hykleriet flyver stegt i Munden paa
de smaa Jødedrenge.
B e n th e im . Hør Børn! Peger Fingre af Punch!
(De peger alle Fingre af ham).
S k o lem e s t e r e n . Punch! hvor mange Propheter
er der udi Danmark?
Pun ch , Der er ligesaa mange smaa Propheter,
som der ligger nmulige Bøger paa Forlæggerens Loft.
S k o lem e s te r e n .
Henning, Peter, Henrik, Ove,
Herman, Johan! hvor mange Propheter er der?
T u tti. Der er ingen Gsbruder
B randes
uden tre,
og Ze^ø-r-Dyrkere ere de alle.
B e n th e im . Pifter ham ud igjen!
B ø rn e n e . Æh . . . bæh! Æh . . . bæh! . . .