203 / 435
1 9 5
S k o lem e s te r e n . Punch! hvem er den største af
de tre?
Pu n ch . Den, der kan pifte højst, er vel og den største.
B en th e im .
Han er den rette Dosmer.
Han
raab er:
®Maa vi være her« Aaret igjennem, og veed
derfor ikke, at
tolerante
Folk siger skyldigst Tak og
Serviteur,
naar de bliver udskjældt. Kan de svare til
flere Spørsmaal, Skolemester?
S k o lem e s te r e n . Ja. Punch! hvad er det, som
er saa skjørt som et Æg og saa langt som et ondt Aar?
P u n c h (sagte). Gid Logossplide ham ad med hans
Spørsmaal. (Højt)
Det er det Blad
Politiqven;
thi dets
Intelligens
er liigere et Vind-Æg, og naar man trævler
det op, er det saa langt og tyndt som et ondt Aar.
B e n th e im . Peger Punch ud igjen Børn!
B ø rn e n e . Æh . . . bæh! Æh . . . bæh! . . .
B e n th e im .
Jeg takker Skolemester paa mine
Børns Vegne. Jeg seer. at I anvender Flid paa dem.
I skal have en
raisonable
Stalsunderstøttelse udi Nyt-
aars-Gave.
(Bentheim deler ud Legetøj til Børnene.)
Gaar nu kun ind i Ammestuen og værer for een Gangs
Skyld smukt skikkelig, jeg havde tænkt dt holde Bal i
Børne-Haven i Aar, men jeg har for visse Aarsagers
Skyld betænkt mig igjen.
(Børnene græder).
Ja, hvad
kan det nytte, Børnlille? jeg vil ikke have saadan Gal
skab oflere i mit Hus, efterdi det ganske ikke staar de
gamle, hæderlige Jøder an, at deres Afkom arter sig
saa ilde.
(Børnene hænger ved ham og raaber paa Bal i Haven).
B e n th e im . Gir Jer tilfreds, nu har I jo faaet
Fæstninger at lege
med. Spør kun jer Skolemester ad,
om det er tjenligt.
Hvad siger han? Hr.
Proceptor.
S k o lem e s te r e n .
En klog og skarpsindig Mand
udi Halv-Asien taler meget ziirligt saaledes:
Injurias
quam m axim as ago.
Det er, jeg sætter undertiden min
G ravitatem ,
Sædelighed og
Moralia
tilside og øver
Børne-Leg.
T u tti. Den Mand har talet som en Engel.
S k o le m e s t e r e n . Thi holder jeg for, at saasom
et vist underjordisk Blad vil drive os bort med Spotten
og Hylen, eftersom det ingen Del har udi den evropæi-
ske
C ivilisation,
saa bør vi, for at lade see, at vi har
Part derudi, pifte i vore Fingre. Og ligesom den Fugl
Herniania Bingina
opbrænder sine Protokoller og ud
lægger en Unge i Badstue-Stræde, paa det at han ikke
skal leve i
Societet
og Samqvem med de fordummede
Hyklere i dette usle Land, ligerviis bør vi Over-Menne-
sker, for at lade se, at vi have intet at skaffe med
Fædrelanderiets umælende
Creaturer,
beflitte os paa den
ædle Kunst:
Intolcrantia.
‘Oi iSioxat, siger A r is t o t e le s ;
det e r: naar de smaa Sorte morer sig, maa dette Lands
fordummede Borgere lægge Ryg til. Maa vi være her. . .
B en th e im , Nok! nok,' Skolemester! jeg ser, at
jeg maa give mig tabt. Den Lignelse, om den Fugl
Hermania
slog mig særdeles; jeg vil da tilstæde, at
mine smaa Sorte pifter udi Fingrene som forhen. Men
skal det være, saa er det nu høj Tid, — — — thi vi
har det underjordiske Blad paa Halsen,, førend vi veed
et Ord deraf.
Bil-eam.
-i-
V
a a r blot m a n om stiller € og
i,
M a a B i l - e a m blive B e l- a m i.
Bel-ami.
H vo rledes et P a r B o gstaver heldes
Om kring, betyder j o ikke s to r t;
Og do£ h a r de B egge det tilfæ lles,
A t Æ s le t raabte :
»
H v a d h a r j e g g j o
r t ?*
lurræ! — Nu kan da i Badstu'stræde
Til Skaglerne man gemytlig slaa!
Matrosen M a d se n kan atter glæde
Med franske A rtikler de smaa Graa.
J o h a n betaler; den svare Brøde
Han soner ud under Indkjøbspris;
Det er ham nemlig en Svir at bløde,
Naar man er uvartig i hans Avis.
Den høje Sø-R et var slemt i Vinden.
I funklende fine Gallaklæ’er,
Den krydsede svært omkring, forinden
Den klarede de literære Skær.
De Folk er vant til en Smule Slinger,
Naar Stormen suser langs Bølgens Kam ;
Men ingen af dem har haft sin Finger
I saadan en nymodens Mudderpram.
En Sømand et jo ej Kostforagter;
Langs Rælingen hele R etten hang,
Da med æsthetiske Dommerfagter
Den loddede Bunden hos M a u p a s s a n t.
De fandt jo nok, at han var uvartig,
Og at hans Saftighed faldt lidt drøjt;
Men pyt, hvad ska’er det? Paa Søen har de
Saa tidt maattet vade i værre Sprøjt,
Og saa tog de Lods om Bord. — Man spotte
Bør ej en saa kundskabsrig K ritik ;
En hel Bunke T im e læ r e r e maatte
Gi’e R etten Lektion — i Æ s th e t ik .
Saagar en P r o f e s s o r fra sin Forhøjning
Steg ned og afgav en klædelig
Forsikring: at Participiernes Bøjning
Er hos M a u p a s s a n t ej usædelig.
Se, det var jo rart for Matrosen M a d se n !
Man siger endog, at han staar paa Lur
Og paa Logisskibet venter sig Pladsen
Som Lærer i fransk Literatur.
Og, da det Skjønne jo skal beskyttes,
K an ved Examíneme med Held
Faublas
og
L'abbé B rantôm e
benyttes; —
Censorer: H r. S u n d b y og B a ru ë l.
Hvis ikke — lad os det Bedste tænke —
Man bare med udsøgt Snedighed
Har firet paa Linen, for at lænke
Ham fastere næste Gang; — hvem veed?
Naar kun en Tidlang man la’er gelassen
Ham sprælle rundt, vil den smaa J o h a n s
Poet og Skygge, Matrosen M a d se n
Saa meget des før gaa paany til Vands!