206 / 435
198
Venne- og Veninde-Moder.
*aa snart det rigtig bliver Sommer,
Saa véd vi A lle, hvad der kommer:
Man rejser ud — det er saa sundt!
Den, der har L idt i sine Lommer,
Vil gjerne lidt paa »Gulvet rundt« !
Og kristne Folk saavelsom Jøder,
Selv »Hedninge«, de holder Møder
Paa Fælleden (se P a s t o r K ra g !)
De Fleste i Basunen støder
For en og anden Retfærds Sag.
I denne Uge Byen gæster
En hel Del missionære Præster,
Men af forskjellige Partier,
Der nok hverandre gi'er A ttester
F or al Slags fæle K jætterier.
Og Søfolk kom herhid til Stævne,
Og de har kæmpet efter Evne
Udi »Thalias« høje Sal
Og bedt Hr. T ie t g e n om at levne
Blot L idt af al sin Kapital.
De brave Sporvognsfunktionærer
Sig dybt og bitterlig besværer,
Fordi de trælle maa saa slemt;
De stakkels Sporvognsaktionærer
E r ikke just saa lidt forstemt.
Og Jernbanedirektører
Til Møde nylig sammen kjører
I Kjøbenhavn, hvor Vinen flød,
Da Sammentræffet ikke fører
Til noget farligt Sammenstød.
Ved slesvigsk Sten J o h a n n e M e y e r
Med den Veltalenhed, hun ejer,
Vil hævde Kvindens R et saa net.
Poussert af F r e d e ri k k e B a je r
Hun kæmper for sin Vælgerret.
For O s c a r M a d se n , Vandsoldaten,
H ar »kombineret« Søetaten
Til R ettergang paa Holmen mødt,
Hvor med en Mulkt han slap, Krabaten,
F or hvilken vel J o h a n har blødt.
Ja, der er Møder alle Vegne,
Og sikkert kan paa fler vi regne
I Øst og Vest, i Syd og Nord.
Des vætre Danmarks brave Degne
Knap stævne hid i samlet K or —
For de blev ikke mæt ifjor.
Maa v i s a a være her!
Paa den Tid, da Evropæerne var Asiater af Fødsel,
var det Land Kjøbenhavn delt i tvende fjendtlige Lejre,
der efter Beliggenheden kaldtes H ø j r e og V e n s tr e .
I Venstre havde Evropæerne erhvervet sig stor Magt
under Anførsel af deres Høvding, det saakaldte O v e r
m e n n e s k e , der ifølge Sagnet baade var saarende og
skræmmende. Blandt hans Undergivne nævnes et Folkeslag,
kaldet B la s f e m ite r n e ; det bestod af Umyndige, der matro-
sede
sig af jævnlig at betale Mulkter, naar de fløjtede
uvartige Sange paa Oscarino.
I Højre boede Størsteparten af Landets Indfødte og
Evropæernes
Fædre. De Sidste var baade afholdte og vel
ansete; men de synes at være indvandrede inden Spansk*,
rørets
Opfindelse. Som Følge deraf dyrkede deres Sønnef
andre
Guder og meldte sig ind i den højeste Opløsning,
hvor
Overmennesket gav dem Ansættelse som smaa Sorte.
Det var et Sagn i Slægten, at dens Forfædre
i
sin
T id havde erobret den Stad J e r i c h o ved at blæse i Trom
peter.
»So was wollen wir auch machen!« proklamerede
Overmennesket, der havde studeret Landets Sprog i den
evropæiske
Kulturtidende: B e r l i n e r T a g e b la t t. Han
stillede
sig
i
Spidsen for sine Mænd, anraabte sin Gud
L o g o s
og gav sig til at blæse, medens de alle gik løs
paa
Højre med krumme Profiler.
Han blæste ad Landets Religion, saa at en Ex-Pastor
stak sig med en Kniv i Æ rm et af Henrykkelse og red
Thiibinger-Skoleridt paa gamle Travere. H an blæste ad
Moralen, medens hans unge Mænd førte »Menneskedyret« fra
Z ol.a’s Aabenbaring i Triumf omkring Lejren.
Og han
blæste ad hele det fordummede Samfund, saa at Trompeterne
skingrede lige fra det nordiske K j e l - l a n d og ned til det
sorteste B e n t- h e im .
Men Murene vilde slet ikke vakle! — Saa skar de
Overmenneskets Martyrehud i en Strimmel, der kunde
spænde omkring
4000
Kroner. Til Gjengjæld vilde han
paatage sig at jævne A lt med Jorden. Kun A l b e r t i n e
og de »unge Syndere« lovede han at skaane, eftersom de
saa modig havde taget sig af den eneste Literatur, der dør
i Norden.
Og der var Folk i Højrelandet, der fandt
dette Forsæt saare favorabelt; thi de var af de navnkundige
M o l u s k e r s Æ t.
Men paa samme Tid levede der en forvoven Karl, ved
Navn P u n fih . Han havde slaaet de smaa Sortes Fortrav
og spiintret deres Svinefvlking D a x - A v is e n , skjønt de
værgede sig drabelig med tveæggede Vaaben, de saakaldte
P r o c e s s e r . Han var nu i Fejde med selve Hovedkvar
teret i Integade, hvorfra Højre blev heftig angrebet af en
grinende Drage med syv Hoveder, der alle kunde bjæffe.
Det ene Hoved hed G e o rg , det andet hed E e d v a rd , de
øvrige var af andre Troesbekjendelser; men literære Semiter
var de alle. Og da de styrtede sig over ham, drog han
sin Pen til Værge; thi hans Feltraab var »Øje for Øje og
Tand for Tand!« eller som det hed i Datidens Sprog:
»M aa vi være her/5«
Men de Moluskers Æ tlinge blev saare bestyrtede, thi
det var ikke Sæd i Landet, at man forsvarede sig,
naar
man blev angreben. Vel var de endnu mærkede af Stri-
merne efter de smaa Sortes Slag, men de havde til den
‘Ende indsmurt sig med en Salve, der kaldtes T o le r a n c e
og
som ansaas for et præventivt Middel under K risten-
forfølgelse.
»Stik Pennen i Balgen«, raabte de. »Det skjær os
i
H jertet for de øndige Børn! — De vil jo kun i al Aands
frihed daske til vore Gudebilleder.« Og de tilbød P u n c h
en Terrin Øllebrød til at drikke Forlig i med alle smaa
Overmennesker.
•Dasker du mine, dasker jeg dine! — H v em b e
g y n d te ? « sagde P u n c h og svingede Pennen.
Og Evropæernes Fædre bad for deres Børn, for de
søde Smaa var jo saa begavede, naar de var uvartige.
»Smaa Grise og smaa Semiter er altid søde«, sagde
P u n c h ; »men, naar Grise vil bide, faar de over Trynen!
Lad mig kun vare Jeres Smaafolk i Tide, — ellers
kommer A n t i - S e m i t e r n e o g ta’er dem !«
Og atter fældede P u n c h sin P en mod de literære
Semiter af alle Troesbekjendelser og Aldere, og han helmede
ikke, før de stak Trompeten ind.
Men Evropæernes Fædre kastede sig i de Moluskers
A rm e; og de græd Alle. Thi, naar man slaar blandt en
Flok Hunde, piber den, som det rammer. Men — naar man
slaar blandt en Flok Jøder, saa skraaler hele Menigheden.