Previous Page  211 / 435 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 211 / 435 Next Page
Page Background

203

Lad for hans Pen Em il og J e r n d o r f f bløde,

Gjør Natlys af hans voxbesmurte Ben;

Thi han er m in og G e o rg s Øjesten.

A lfe r n e .

Hil, Inte-Men’ske! Hil dig! H il!

R e n d e g a r n.

Jeg udbeder mig Deres Velbaarenheds Navn?

F ø r s t e A lf.

William Spindevæv.

R e n d e g a rn .

Naar jeg næste Gang skærer min Ven Chefen en

dramatisk Fløjte, skal jeg vide at benytte Eders Møble­

menter. — Eders Navn, ærede Herre?

A n d en A lf.

Balletblomst.

R e n d e g arn .

Jeg skal ta’e mig af Eders smaa Ballettøser i mine

Theaterbetragtninger! — Eders Navn, min Herre ?

S e n n e p sk o rn .

Sennepskorn, kongelig ansat.

R e n d e g a rn .

Jeg kjender godt Eders Taalmodighed; jeg har

gjort Kaal paa mangen Kavaler af Eders Slags. Naar

I næste Gang tænker paa at spille en ny Rolle, skal

mine Tænder løbe i Vand, saa at I bliver gjort umulig

paa Forhaand.

T ita n ia .

Kom hid i denne Lænestol den bløde,

Imens jeg klapper dine fagre Kinder

Og Vinløv om dit glatte Hoved binder

Og kysser Midas-Ørerne, de søde!

R en d eg a rn .

Balletblomst, klø mig i Hovedet med »en Karne­

valsspøg«. Jeg skal nok la’e Kløene gaa videre, for

jeg er saa ømskindet, at naar Pennen kilrer mig i

Haandfladen, maa jeg gi’e Jer Klø Allesammen.

T it a n ia .

Vil Du ha’e Opera, min Hjærtenskjær?

R e n d e g arn.

Jeg har et uhyrlig godt musikalsk Øre; jeg skal

blæse en Solo for Redekam til Ære for din evropæiske

Sangerinde. Men saa vil jeg ha’e Lov til at skjælde

dig lidt ud en Gang imellem for et Syns Skyld.

T ita n i a.

Hvor sødt! — Men sig, hvad lyster dig at æde?

R e n d e g a rn .

Tag og snit mig et Par Vaudeviller til Hakkelse;

jeg gad nok tygge lidt paa min gamle Ven H e ib e rg .

Han er saa vittig, men han vilde ikke ha’e mig til

Balletbarn. Bring mig saa et Par Spande fulde af

E sm a n n ’ s k e Komedier, for jeg maa da ha’e Vand til

Maden.

T ita n ia .

Skal sølle S h a k s p e a r e slagtes til din Ære?

Befal, og flux jeg lyde vil dit Vink!

Rend egarn .

Jeg vilde hellere ha’e een Gang R iis fra Jern­

banegade; der forstaar man dog, hvordan vi store

Dramaturger skal omgaas. Men lad nu dine Folk ikke

forstyrre mig; jeg føler mig saa exponeret til at skrive

Theaterbetragtninger.

T ita n ia .

O skriv! Jeg snor mig ind i dine Arme!

Som Kaprifolien om Elmens Stamme

Jeg i din Favn vil salig synke hen.

Til næste Aar —

B egg e

Saa gaar ’en godt igjen! •

{Tæppet falder foreløbig.)

Brændende Spørgsmaal*

Mot

,

to:

»Eli, det er saa spændende!«

Fruen fra Havet.

Brændende Spørgsmaal, i Tiden oppe,

Brændende Spørgsmaal, paa hvilke vi hoppe,

Sig os: hvilke de egentlig er?

Er det Triplealliancen med mere,

Som England gjerne vil quadruplere,

Der, Kjøbenhavnere! fængsler Jer?

Er det C h re s te n B e rg s eller H ø ru p s Tournéer

Eller stakkels T a u b e rs soranske Veer,

Nu, han er furet fra Amtets Avis

Og nu, det er truet, hans Rigsdagssæde —

Er det mon det, der volder Jer Glæde,

Spørgsmaal, hvorpaa I vil sætte Pris?

Nej, slige Spørgsmaal er ikke brændende,

De er ikke det mindste spændende

For den, der har hjemme i »Køb enhavn«.

Det er noget ganske Andet, der fængsler,

Andre Vuer og andre Længsler,

Andre Sorger og andre Savn!

Om Vandpantomimen i Tivolis Have

I gamle Stadsgravs mudrede Grave

Gaar rent i Skuddermudder i Aar,

Sligt hører, min Ven, til det Aktuelle,

Derom er det, man bør fortælle,

Derom man taler, man spørger og spaar.

Om »Montebello«, Luftballonen

For alle Tider har tabt Faconen

Og skal pensioneres som Invalid,

Om den sig atter i Luften løfter,

Se, det er Spørgsmaal, man daglig drøfter

Dybsindig baade med Aand og Vid.

Om hvem der kan højest i Cirkus springe,

Om L um b y e stadig skal Taktstokken svinge,

Om Em il H artm ann , der var til Laans,

Skal throne i F a’ers Musikforening,

I slige Spørgsmaal er der først Mening,

Og det er den rigtige Mad for Mons!

Revuen paa »voresches Morskabstheater«,

Forlovelsen mellem Doré og L a v a t e r

Og Skuespillernes Sommerfryd,

Om hvor de agter at ligge paa Landet,

Om hvor de i Sommer vil gaa i Vandet,

Se, derom er det, man slaar til Lyd.

Saadanne Spørgsmaal endevendende

Ikke Kvinderne blot, nej Mændene

Længe sig Sligt til Løsning gav.

Det er det, de kalder for spændende,

Det er de Spørgsmaal, der er brændende,

Tilfredsstillende Tidens Krav!