210 / 435
2 0 2
y/ N^Mens Pengens K løver trives,
y
Og Bondens Høfabrik
^ l o A
snart hans Haab tilstrækkelig forrente,
I Venstre slaas og rives
I ^
^ an om ^en
1 I V
Der bider bedst paa E strup s Regimente.
'Ætf
¡fil
t i t y
^ en
skikkelige P lesner,
U h
Jt*1
Som veed, at Kjød er Hø,
|1|%
i / /
|j
Forklared’ Demokraterne i A a l b o r g ,
411'liA
At, dersom Venstre »visner«,
©
Saa faar det bare Klø,
Kun hans Forhandling skaffer det en Skjoldborg.
Straks
B e r g
vil sig forføje
Med Syvm ils-Støvler paa
Derop, hvor
P l e s n e r
har saa kættersk præket,
Her vil han Marken pløje
Og Græsset for ham slaa
Qg derved skaffe F o e r til Stemmekvæget.
Skal
P l e s n e r
ene stride
Imod et Kløverblad
Som
K o r s g a a r d , B e r g
og
V i g g o B e n th e im H ø r u p ,
Maa han i Græsset bide
Og faa sin varme Mad,
Men han faar sagtens nok en skrap Sufflør op.
Thi. skjønt Hr.
B e r g i
Brystet
Med Dannevirke gaar,
Har Vælgerne sig hyppig vist saa dumme,
A t, hvad blandt dem han høsted’
Paa sin Tourné i A a r,
K an godt hans ordinære Høvogn rumme.
Nu paa Tribunens Brædder
Paa ny til skarp Protest
Opflamme vil han Venstres lidet Troende,
Og muligvis han redder
S ig ved en Folkefest
Paa Fyen et Kvantum vissent Hø i Skoene.
Men Vælgerne, de Stakler,
Som nu skal skifte Ret
Imellem to Slags Venstredeputerede,
Des værre synlig vakler,
Omtrent som Æselet,
Der mellem tvende Knipper Hø kreperede.
En
S k j
ærsommernatsdrøm.
Idyl efter S h a k s p e a r e .
P e r s o n e r n e :
T it a n ia , Kammerchef.
E e d v a r d R e n d e g a rn , Væver og Kritiker.
S p in d e væ v , Instruktør.
]
B a lle t b lo m s t , Stedbarn.
1
Alfer.
S e n n e p sk o rn , Skuespiller.]
R e n d e g a rn .
Jeg ser nok, at de fordummede Hyklere vil bilde
mig
ind, at jeg laver Theater-Betragtninger som
et
Æsel, for at gjøre mig bange. Men jeg hænger i, gjør
jeg. Jeg vil væve op og ned ad Spalterne og theater-
betragte en hel Uge igjennem. Og jeg vil
synge et
Digt af mig selv for at saare og skræmme
dem
(synger).
"^
Smaa Sorte med den yndige Krop
Og med Galde ligesaa gul som Citroner,
Og H enn ing, der farer op ligesom en Top,
Og Jo h a n med de mange Millioner.
T it a n ia
(vaagner).
Vækker en Engel mig fra mine Lavrbær?
R e n d e g a rn .
B o g a n is , H en rik , P e t e r lil!
Og O ves Smaafolk saa graa,
Hvis uvartige Ord mange lytted til
Og lod dem sidde paa —
Ja , for hvem vilde vel ogsaa spilde en Proces paa
saadan løse Fugle? Hvem vilde kalde lille O sc a r sin
»smukke Ven«, om saa alle Byens Timelærere raabte
paa Sædelighed aldrig saa længe?
T it a n ia .
Syng, kjære Inte-Men’ske, syng igjen!
Mit Øre elsker dine Rythmers Fødder,
Mit Øje fængsles af din fagre Skabning,
Og dine Dyders Magt med Magt mig tvinger
At bede Dig om nok en »Kjærlighed«!
R en d e garn .
Mellem os sagt, synes det mig, at I har ikke megen
fornuftig Grund til det. Men, sandt at sige, Fornuft og
Kritik har kun lidt med hinanden at gjøre i dette usle
Land. Vil Du ha’e et kunstnerisk Repertoire, maa Du
kvæle enhver Shak-Spire i Fødslen. — He, he! — Jeg
kan ogsaa være vittig ved Lejlighed.
T ita n ia .
Du saa begavet er, som Du er skjøn!
R e n d e g a rn .
Bare jeg var saa begavet, at jeg kunde slippe ud
af denne Skov. Man risikerer jo at faa D ra c hm a n n s
Sankt-Hans Vise med dens Fædrelanderi at høre.
T ita n ia .
Begjær ej at forlade denne Skov.
Du gav mig jo den ny Theaterlov;
Vid, jeg er Chef, min Magt er saare stor,
Og i et evigt Underskud jeg bor;
Jeg elsker dig! saa kom da, gaa med mig;
Jeg sætter Instruktører til at tjene dig,
At hente Midasguld fra Vandgangs Bund
Og »i Provinsen« dysse dig i Blund.
Spindevæv! Balletblomst! Sennepskorn! kom!
(Alferne kommer svævende ind paa en Prøveliste).
Vis denne Mand Affabelhed og Hyldest;
Giv ham »i Ravnekrogen« kauscher Føde,