218 / 435
2 1 0
Fordriver Tiden med at svede,
E r B o g ø d r o t t e n gram i Hu;
Han sparer ikke paa sin Vrede
Imod den skikkelige
F
r e d e
.,
Hvis Chancer han vil slaa itu,
Hvorfor han vækker med sin brede
Veltalenhed selv
E
ed v a rd s
Gru.
Naar
B
e r g
,
stormægtig og ophøjet,
Betjener sig af Snakketøjet,
E r der kun En, der er fornøjet
A f Hjertet ved hans Foredrag,
Som med Taalmodighed har døjet
Dets Indhold, var det nok saa røget,
Og i dets ferske Vits fandt Smag:
Og det er A v t o r til Halløjet
Paa Venstres Enhedsmærkedag.
Hin Perle blandt Seminarister
I A a l b o r g nylig spruded’ Gnister
Og var i Hætten særlig bister
Imod de Moderates Kor,
Imens de røde Socialister
Fo r hans Skyld hængte i som Klister
Og slugte glat hans store Ord,
Endskjønt i deres Hjernekister
Til Vaas er Trangen ikke stor.
Forhandlingsmændene han kaldte
Forvandlingsmennesker og Pjalte
Til særlig Svir for hver en Spalte
I H
ørups
Integadeblad,
Og, da Forhandlerne blev talte,
Som slagne maatte hjemad halte,
Var der kun 9, som fulgtes ad
Og hos Hr.
R
avn
i Taarer salte
Sig tog et fælles Styrteblad.
— Men efter »Sej r en« gav en Skare
Forhandlere sig til at svare,
A t nu skal
B
e r g s
Parti erfare,
Hvad 9 Forhandlingsmænd formaar.
Vælgerforeningen, den rare,
For Splittelse kan Ingen spare,
Thi, hvor Hr.
B
e r g
sin Visdom saar,
Bli’er Postelinet snart til bare
Smaabitte Rumlepotteskaar.
Den lykkelige Familie.
(Frit efter H. C. A nd ersen ).
D e t største, grønne Blad her til Lands, det er da
rigtig nok en F e r s le w s k Skræppe. Aldrig voxer en
Skræppe alene, nej, hvor der groer en, der groer flere,
det er en stor Dejlighed, og al den Dejlighed er
Sneglemad.
Nu var der en gammel, nationalliberal Gaard i
Læderstræde, hvor der næsten ingen nationalliberale
Snegle var mere, for de var ganske uddøde — og
derinde boede de to sidste, inderlig gamle Snegle, og
de hed Go os og G ro ve .
De vidste ikke selv, hvor gamle de var, men de
kunde godt huske, at de havde haft mange flere
Abonnenter.
De gamle, hvide Snegle var de fornemste i Byen,
vidste de, og Gaarden i Læderstræde var til, forat de
kunde blive lagt paa Sølvfad.
De levede nu meget ensomt og lykkelig, og, da do
selv ikke havde Børn, havde de taget en lille, almindelig
Snegl til sig som deres egen, og han hed F e rd in a n d ,
men den Lilles Abonnementsprotokol vilde ikke voxe,
for han var almindelig, men de Gamle, især Mutter
Grove, Sneglemutter, syntes, hun kunde dog bemærke,
hvor han tog til, og hun bad Sneglefatter Goos, dersom
han ikke kunde se det, han da vilde føle paa de smaa
ledende Artikler, og saa følte han og fandt, Mutter
Grove havde Ret.
Sneglemo’er længtes bestandig efter at blive lagt
paa Sølvfad.