219 / 435
211
»Det har da heller ingen Hast«, sagde Sneglefa’er,
men Du iler saa forfærdelig, og det begynder den Lille
ogsaa med; har han nu ikke i tre Dage krøbet op og
ned ad de Spalter med den samme Artikel, jeg faar
ondt i Hovedet, naar jeg ser paa denne hæsblæsende
Journalistik«.
»Du maa ikke skænde«, sagde Sneglemo’er, »vi
faar nok Fornøjelse af ham, og andet har vi Gamle jo
ikke at leve for! Men, har Du tænkt paa det: hvor
faar vi en Kone til ham? Tror Du ikke, der et Steds
inde i Blad-Skoven skulde være nogen af vor Art?«
»Smaa sorte Snegle troer jeg nu nok der er«, sagde
den Gamle, »sorte Snegle uden Rod i Befolkningen, men
det er saa simpelt. Men vi kan jo give det i Kommis
sion til Etatsraaden, han flyver vidt omkring i Regn og
Solskin, han kjender sin Skræppeskov forinden og
foruden.«
»Jeg har en Kone til ham!« sagde Etatsraaden,
»hundrede Skridt herfra sidder paa en Nationaltidende
en lille Snegl med Hus, som hedder »Dagstelegrafen«,
den er ganske ensom og gammel nok til at gifte sig.«
»Ja lad hende komme til haml« sagde de Gamle,
»han har sit eget Trykkeri, hun har kun sit Fællesstof.«
Og saa holdt de Bryllup. Abonnementsprisen blev
forhøjet i Dagens Anledning; ellers gik det Hele stille
af, for de gamle Sneglefolk kunde ikke taale Svir og
Lystighed; men en dejlig Tale blev der holdt a f Etats
raaden, og saa gav han dem i Arv alt det udkomne af
»Fabrikantens Hævn« og sagde, hvad han altid sagde,
at det var det bedste i Verden, og, naar de levede
redelig og skikkelig og foi*tuerede sig med Abonnenter,
saa vilde en Gang de og deres Børn blive lagt paa
Sølvfad.
Og, efterat den Tale var holdt, krøb de Gamle ind
i deres Hus og kom aldrig mere ud; de sov. Det unge
Sneglepar flyttede til Hotel Royal og fik en tyk Abonne
mentsprotokol, og de var meget lykkelige, og hele
Familien var lykkelig, thi den var det.
Vise Fædre.
Lad dadle Magistraten hvo, som vil,
I vor Stad,
Og ønske, at den røg ad Bidstrup til
Og fik Mad;
Jeg synes dog, den stundom har fortjent
Tak og Pris,
Skjønt den med Indkomstskattens tre P
Slet forlig’s.
Kultorvet bliver prydet med et Spring
vand i Aar,
Som Magistraten vel for ingen Ting
Bygget faar,
Men Vandet skjænker Stadens Kasse flot
Uden Bøn,
Og Vandet er dog vigtigst lige godt
Ved en Brønd.
Saa kan de vise Fædre i hvert Fald
Gaa herhen
Og vande hver Kamel, før Byen skal
Sluge den,
Saasom dennyeLa’egaard, der har vakt
Syndigt Styr,
Da den, som Magistraten selv har sagt.
Er for dyr.
Paa Hallandsaas et Plankeværk den har
Givet Rum,
Hvis Fyrretræ medStorm just ikke ta’er
Publikum,
Men Folk er nogle Fæ, som aldrig ser,
Hvad er spart:
Af fuldt Mahogni kosted det, Skam, mer,
Det er klart.
I lang Tid lod den paa vor Torvehal
Græsset gro;
Men snart dens Roebutikker Ingen skal
Ta’e med Ro.
Ja, Folk, der har ensaadan flink og skrap
Magistrat,
Er heldige Kantøfler, — skjønt de knap
Selv veed a ’et.