25 / 435
18
Klister.
Daa ganske uden Grund man ikke slutted’,
A t den, der opfandt den »bevidste Magt«
Og Venstre her til Lands, var, rent ud sagt,
Identisk ej med ham, som opfandt Krudtet.
Trods alt det Blaar, i Øjnene man puttecT
Paa Folket, medens det Parti har lagt
Beslag paa Vælgerfolkets Hjernekister,
E r Venstre stadig endt som bare Klister.
Hvor mange mer end lovende Programmer
Blev ikke her i Tidens Løb til Vand?
Snart var et enevældigt Folkekammer
Paa Nippet til at blive bragt i Stand;
Snart gjaldt det om at frede Arnens Flammer
Og det Program: » Je g v æ r g e vi l mi t L a n d ! «
Snart gjaldt det Pagt med Forsvarsnihilister,
Men — altid endte man i bare Klister.
Der blev kjøbt Rifler, og der blev kjøbt Presser,
Blev nægtet Skatter, blæst i Valgtrompet,
Der blev gjort »Bulder«, der blev skabt Processer.
Forhandlet, visnet, hylet, grædt og leet,
Tribuner smadret, ja, der blev Adresser
K jørt til Am a l i e n b o r g i
B o h n s
Karoth
Blot for at faa Hr.
B e r g
gjort til Minister;
Men Resultatet blev det bare Klister.
Dog, hvad der allermest kan gjøre ondt
I Folkehjertet og i Venstesjælen,
E r den usalige Pendant til »Pæl en
I L i v e t « , som blev kaldt den » s k a r pe F r o n t
Mod P r ov i s o r i e t « , — fordi med Hælen
Partiet fægter mod det Aaret rundt
Og blev paa Thinge selv Provisorister;
Saa d e t Program er ogsaa bare Klister.
I en F i n a n s b e t æ n k n i n g Venstres Fløj
Har, som sædvanlig, mer end nok a f Munden:
F r i l a g e r og G e n d a r m e r n e det strøg
Og det krakilske F o rt paa M i d d e l g r u n d e n .
K o rt sagt, man gjør sig kun ved sligt Halløj
D et næste » P r o v i s o r i um « højst forbunden;
Saa Venstres » s k a r p e F r o n t « fra først til sidst er
I d e n Betænkning o g s a a bare Klister.
Og. mens Oppositionen saadan sty rer
I Folkets Thing sit martialske Mod,
S taar med hinanden to a f dens Martyrer,
Formedelst Øl l e t , paa en daarlig Fod :
Paa Doktor
P i n g e l H e n n in g J e n s e n
fyrer,
Og
P i n g e l
tø rster efter
J e n s e n s
Blod,
Til ogsaa den Konflikt Buketten mister,
Og Striden ender i det bare Klister.
Ogsaa et Masse-Møde.
Ved den literære Vælger
forenings Møde, der forleden
afholdtes i de smaa Sortedams
lund, var den nhyre Sal fyldt
indtil Lysekronen.
Formanden
bød Velkom
men. Han mindede om, at,
der lige siden Nytaar 'ikke
var oprørt et eneste, nyt dra
matisk Arbejde, som det var
Umagen værd at gjøre Mudder
for. Og. nu saae det oven
iK jøbet ud, som om en Peter-P lus-kjæ vet Romantik
atter skulde opsluge G unn ar H e ib e rg s og G.
B ra n d e s ’ gamle Scene! (Fy! Føj!)
Forslaget om at opføre „Hed da G ab le r “ hviler
endelig paa en stor demokratisk Tanke. De Tænder,
der er udslidte af at tygge paa „En Forlovelse“, bør
Statstheatret give en Ibsensk Nød at knække. Det
er ligefrem Statens Pligt at hjælpe de Fattige i
Aanden; og vi er alle lige berettigede til Hjælpen;
uden Hensyn til kvikke, smaa Domme for Blasfemi
eller andre Umulighedserklæringer. En literær Alder
domsforsørgelse for havarerede Problemforfattere bør
enhver frisindet Beundrer af den eneste Literatur, der
djør i Norden, vde sin Støtte. (Hurra!)
Men det Spørgsmaal, der for Tiden sætter alle
Sind i Bevægelse, er: Hvem skal spille Hedda
Gabler? Med særligt Henblik til Alderdomsforsørgel
sen vil Taleren foreslaa Forsamlingen at vælge Fru
P h ist er. (Mumlen: E r hun En af Voresches?)
En StatiBtiker
henviste til det alvorlige og om
hyggelige Arbejde, hvormed han saa genialt havde
udarbejdet Forslaget. Henrik Ibsen er født 1828 og
er altsaa nu fyldt 62, — netop den Alder, der udkræves
for at blive alderdomsforsørget! (Jubel) Med Hensyn
til Rollebesætningen vilde han foreslaa Forholdstals-
valgmaaden, for den er ligesaa vanskelig at hitte
Rede i som Ibsens egen Komedie. (Bifald)
Kammerherren
kunde ikke tiltræde den ærede
Statistiskers Forslag. (Bifald). Han forbeholdt sig sin
Ret, den saakaldte
droit du seigneur
, til at se Aspi
rantinderne efter inderst inde.
Otto
var en Hader af al Socialisme, undtagen i
en Valgperiode; han var en Hader af alt Høirevæsen,
undtagen ved en halv Bajer; og han var en Hader af
den moderne Literatur, undtagen af Henrik Ibsen.
Fra dette faste Standpunkt vilde han erklære, at