Previous Page  25 / 435 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 25 / 435 Next Page
Page Background

18

Klister.

Daa ganske uden Grund man ikke slutted’,

A t den, der opfandt den »bevidste Magt«

Og Venstre her til Lands, var, rent ud sagt,

Identisk ej med ham, som opfandt Krudtet.

Trods alt det Blaar, i Øjnene man puttecT

Paa Folket, medens det Parti har lagt

Beslag paa Vælgerfolkets Hjernekister,

E r Venstre stadig endt som bare Klister.

Hvor mange mer end lovende Programmer

Blev ikke her i Tidens Løb til Vand?

Snart var et enevældigt Folkekammer

Paa Nippet til at blive bragt i Stand;

Snart gjaldt det om at frede Arnens Flammer

Og det Program: » Je g v æ r g e vi l mi t L a n d ! «

Snart gjaldt det Pagt med Forsvarsnihilister,

Men — altid endte man i bare Klister.

Der blev kjøbt Rifler, og der blev kjøbt Presser,

Blev nægtet Skatter, blæst i Valgtrompet,

Der blev gjort »Bulder«, der blev skabt Processer.

Forhandlet, visnet, hylet, grædt og leet,

Tribuner smadret, ja, der blev Adresser

K jørt til Am a l i e n b o r g i

B o h n s

Karoth

Blot for at faa Hr.

B e r g

gjort til Minister;

Men Resultatet blev det bare Klister.

Dog, hvad der allermest kan gjøre ondt

I Folkehjertet og i Venstesjælen,

E r den usalige Pendant til »Pæl en

I L i v e t « , som blev kaldt den » s k a r pe F r o n t

Mod P r ov i s o r i e t « , — fordi med Hælen

Partiet fægter mod det Aaret rundt

Og blev paa Thinge selv Provisorister;

Saa d e t Program er ogsaa bare Klister.

I en F i n a n s b e t æ n k n i n g Venstres Fløj

Har, som sædvanlig, mer end nok a f Munden:

F r i l a g e r og G e n d a r m e r n e det strøg

Og det krakilske F o rt paa M i d d e l g r u n d e n .

K o rt sagt, man gjør sig kun ved sligt Halløj

D et næste » P r o v i s o r i um « højst forbunden;

Saa Venstres » s k a r p e F r o n t « fra først til sidst er

I d e n Betænkning o g s a a bare Klister.

Og. mens Oppositionen saadan sty rer

I Folkets Thing sit martialske Mod,

S taar med hinanden to a f dens Martyrer,

Formedelst Øl l e t , paa en daarlig Fod :

Paa Doktor

P i n g e l H e n n in g J e n s e n

fyrer,

Og

P i n g e l

tø rster efter

J e n s e n s

Blod,

Til ogsaa den Konflikt Buketten mister,

Og Striden ender i det bare Klister.

Ogsaa et Masse-Møde.

Ved den literære Vælger­

forenings Møde, der forleden

afholdtes i de smaa Sortedams­

lund, var den nhyre Sal fyldt

indtil Lysekronen.

Formanden

bød Velkom­

men. Han mindede om, at,

der lige siden Nytaar 'ikke

var oprørt et eneste, nyt dra­

matisk Arbejde, som det var

Umagen værd at gjøre Mudder

for. Og. nu saae det oven

iK jøbet ud, som om en Peter-P lus-kjæ vet Romantik

atter skulde opsluge G unn ar H e ib e rg s og G.

B ra n d e s ’ gamle Scene! (Fy! Føj!)

Forslaget om at opføre „Hed da G ab le r “ hviler

endelig paa en stor demokratisk Tanke. De Tænder,

der er udslidte af at tygge paa „En Forlovelse“, bør

Statstheatret give en Ibsensk Nød at knække. Det

er ligefrem Statens Pligt at hjælpe de Fattige i

Aanden; og vi er alle lige berettigede til Hjælpen;

uden Hensyn til kvikke, smaa Domme for Blasfemi

eller andre Umulighedserklæringer. En literær Alder­

domsforsørgelse for havarerede Problemforfattere bør

enhver frisindet Beundrer af den eneste Literatur, der

djør i Norden, vde sin Støtte. (Hurra!)

Men det Spørgsmaal, der for Tiden sætter alle

Sind i Bevægelse, er: Hvem skal spille Hedda

Gabler? Med særligt Henblik til Alderdomsforsørgel­

sen vil Taleren foreslaa Forsamlingen at vælge Fru

P h ist er. (Mumlen: E r hun En af Voresches?)

En StatiBtiker

henviste til det alvorlige og om­

hyggelige Arbejde, hvormed han saa genialt havde

udarbejdet Forslaget. Henrik Ibsen er født 1828 og

er altsaa nu fyldt 62, — netop den Alder, der udkræves

for at blive alderdomsforsørget! (Jubel) Med Hensyn

til Rollebesætningen vilde han foreslaa Forholdstals-

valgmaaden, for den er ligesaa vanskelig at hitte

Rede i som Ibsens egen Komedie. (Bifald)

Kammerherren

kunde ikke tiltræde den ærede

Statistiskers Forslag. (Bifald). Han forbeholdt sig sin

Ret, den saakaldte

droit du seigneur

, til at se Aspi­

rantinderne efter inderst inde.

Otto

var en Hader af al Socialisme, undtagen i

en Valgperiode; han var en Hader af alt Høirevæsen,

undtagen ved en halv Bajer; og han var en Hader af

den moderne Literatur, undtagen af Henrik Ibsen.

Fra dette faste Standpunkt vilde han erklære, at