299 / 435
291
— faar et virkeligt Indtryk af, at der her i L ivet maa gales
og atter gales, inden det stive, store A har forsumpet Hjær-
nerne, — — falder man uvilkaarlig i B læ khuset og skriver
en Leder om danske Børns danske Skæbne.
For hvem er det egentlig som raader for dem? Udgrint
af alle Fuxer træller den danske Lærer sin Dag. Svine
hunden af Carl den Stores Skolelov snøvler han med andre
F o lk s Børn fra R em s til R em s. H an lærer os Sydamerikas
idiotiske A lpetinder, — som om oplyste danske
B ørn
behøvede anden Geografi end N avnene paa L andliggerne i
Taarbæk. H an tumler med tomme Aarstal om Gorm den
G amle og Valdemar Sejr og andre reaktionære U nder-
maalere, — aldrig et levende, befriende Ord om M slle
Burbeauts
Fødselsdag eller om den Dag, M a r t i n i u s
N i e l s e n kjøbte sit sidste Par Lakstøvler. Han dummer
sig med Dyretænder og Planteceller, der ikke ejer Gnist af
Skovens L iv hos Grondahl og Skovens Skjønheder over
Stalden. O g vender saa bestandig tilbage til Luthers søde
lille — — som om vi frigjorte Børn havde anden R eligion
end T h o r J e n s e n s .
Og H e n n i n g J e n s e n s .
Er det da sært, at alle Lærere er K retinere? — D er
fik D e d e n , Hr. M ikkelsen, fordi D e saa altid gav mig
A nmæ rkning i dansk Grammatik! — H vad skal de stille
op med en Fordumm else, der skamløs bilder sig ind, at
B ørn sættes i Verden, for at lære noget? H vor skulde de
turde ville træde paa de Spanskrør, der er slæbt sammen
fra tyranniske Inspektørers K ontorer — blot for at gjøre
vore smaa R y g g e saa ømme, at vi nu A lle maa føre et
ryggesløst L iv. Som L ig og Mumier. U den »Styrke« i vore
B enpiber og uden F ødder i vore Vers.
For der er ingen Profet der vil præke for os E vange
liet — de uvartige Ords store Evangelium . Herre Georg!
vi
har jo dog ellers en B ø r n e -P r o fe t til det Brug. N ye
T ider og nye Tanker dæmrer i Integade og Badstuestræde;
de har dæmret i tyve Aar, men derfor er de lige evig
dejlige.
B øtten kan immer vendes, naar bare R eaktionens
fordummede Snobber vilde holde deres B ø tte. Og vi er
saa m odige A llesamm en. V i har et frit Theater, hvor
skønne Forførelser og befriende Barnefødsler i Dølgsm aal
tolk es af saa ypperlige K unstnere som Hr. Carsten R a v n ;
vi
har en fri K ritik , der besørges af Sproglærere; vi har
en fri Literatur, der følger frit med i T ilgift til vore Fri-
A bonn en ter; og vi har et frit Blad, der fører Frisprog
m ed alle Næ sters gode N avn og R y g te, og hvori endogsaa
A nnoncerne gives frit.
Men, hvad kan det hjælpe? Ingen maa da tro at vi
er glade B ørn. D er gives ingen glade Børn mere. Som
tiaars D renge har vi Kjærester og som tiaars P iger studerer
v i til Jordem o’erexamen, — inen vor Glæde er kuet af
N attevaagen og af dette store Tomme, der kaldes L ivet. I
T ivoli.
F or det P illeri med A andsfrihed og Lys over Landet
og
leve L ivet og dø i Skønhed — det er bare Grin, man
trækker for vore Øjne, for at vi ikke skal se, hvor galt det
er fat med os. Og det er baade til at le og græde over,
naar vore Profeter og Herrer Lehrere omme i Integade
skændes i A arevis om det er »Overmennesket* eller »M en
neskedyret*, der bedst gør um yndige Journalister til Mænd
og
hurtigst faar E r n a J u e l - H a n s e n s K vinder frigjorte.
— — — — Men der er endnu ét Haab for os. D e t
nem lig, at vi kan gøre saa mange Dumheder, at man med
A nstand kan erklære os for »forsøm te« eller »forvildede«.
D e lykk elige Blasfem iter, der er naaede saa vidt, kan
dog idetm indste gøre sig Haab om en god og glæ delig Barn
dom paa et af de B ørnehuse, hvor man sørger for deres
Opdragelse.
O - V e ! — Lad os gøre vort B edste!
Finis Balloniæ!
engru’ligSorg, vi har fristet!—
Dansken sin M on te b ello har mistet!
Bedst som den over Rakket
Svæved i Regn og Slud,
Sprang den, som med et Knald af en Puffert;
Nu den i R o b e r ts »flyvende Kuffert«
Ligger vemodig pakket
Og bæres til Graven ud!
Følget er stort og Taareme mange,
Medens man gjennem Tivolis Gange
Bringer den svøbt i groft
Lærred, til Pakhusets Loft.
Her spanker Pjerrot, hist en Baron,
Saa kommer en fordægtig Person,
Han skal referere,
Hvad der kan passere. —
Tro Du m ig ,
der er Ballon!
Tivolis Bude kimer med Klokken,
Harlekin springer forrest i Flokken,
Baner en Vej med Brixen
Blandt Mængden, der staar og gloer.
Saa kommer Ejerne, — hvor de tude!
B e r e n d s e n paa en gas-luftfyldt Pude
Højt løfter Port’monixen;
Men den er nok svøbt i Flor.
Tivolis Aktionærer stime
Rundt i en gratis Vandpantomime,
Mens i den vaade Egn
Himlen af Sorg fælder Regn.
Bicycle-Piger efter Signal
Triller langs »Kisten« med en loyal
Graad i deres Blikke,
Men den tæller ikke,
For den er professional.
Alle, der trodsed Blæsten —og Prisen
Og deres Navne fik i »Avisen«,
Følger den salig Stakkel,
Hvis Død os til Iljærtet gik.
G eorg fra sin Fregat over Vandet
Titter og sukker, — det er no’et Andet
End det bekendte Fakkel-
Tog, som han ikke fik !
Talen ved Baaren, — aa, den var yndig;
Var den lidt kort, saa var den dog fyndig:
»Bellen« paa Loftet sat
Blev, mens G o ’ dard sa’e: Go’nat!
B en th e i mnu sanded. gulbleg omKind,
At Montebellos revnede Skind
Var ej værd en Styver; —
Naar for højt, man flyver,
Hvad bli’er saa det H ele?
Vind!
x \