302 / 435
294
.L/æ
r m ig , G y ld e n k je r n e ,
At synge grovt og gjerne,
Selv om
B
e n t h e im
paa sin V ei
Kalder det »en Slyngelstreg«,
Læ r mig, Gyldenkjerne!
Læ r mig, Folke-Dommer,
At gjøre Vrøvl hver Sommer,
Men mig høist medgjørlig te
I R igsdagstidens Yintersne.
Læ r mig, Folke-Dommer!
Læ r mig, golde
F
r e d e
»Forhandlingen« at lede,
Nøjet med saa fattig Trøst,
A t hver Reform har sine Brøst.
Læ r m ig, golde F red e !
Læ r mig, Venstre-Munde
E t Omslag at begrunde,
N aar je g faar et nyt Parti,
Fo rd i det gamle er forbi.
— Lær mig, Venstre-Munde!
Læ r mig, Evropæere,
Min Hvidløg at fortære
Ved en Hovedstrømnings Bred,
Hvor man
v e d L o g o s
fromt gjør E d .
— Læ r mig, Evropæere!
Læ r mig, Radikale,
Den Kunst med Glans at dale,
N aar det kniber for de smaa,
Og selv de store Aander faa
Slemt paa deres H ale!
Fra ganske upaalidelig Kilde.
— Dr.
G.
B r a n d e s arbejder i denne Tid paa et
større »originalt« Værk, hvori der ikke skal forekomme
saa meget som et eneste Citat af H ein e eller B ø r ne osv,
eller være glemt et eneste Anførselstegn.
— Expastor H en n in g J e n s e n agter fra først
kommende Oktober Kvartal at udgive et periodisk Tids
skrift for Fremtidens Theologer. Det skal hedde »Knivs
bladet« og anvendes til at sætte Nutidens intolerante
Kleresi Kniven paa Struben, som et Surrogat for den
Kniv, Hs. Højærværdighed ikke kan faa ud af Ærmet.
— Dr. E e d . B r a n d e s aflagde sidste Sabbath »et
Besøg« hos den nye Kultusminister. Hs. Excellense
følte sig højlig smigret herover og lovede ved første
Lejlighed at udnævne Doktoren til Direktør ved National-
theatret i Gosen.
— Forfatteren til »Kjærlighed«, N. B. ikke »uden
Strømper« er af Kammerherre F a l l e sen bleven enga
geret til at optræde som T r is t a n i »Kong René’s Datter«.
I den Anledning skal der for Theatrets Regning
anskaffes ham et Sæt nye Ben, da hans gamle er
aldeles ubrugelige.
— Redaktionen af »
Politiken
« har i disse Dage
anskaffet sig aldeles brandfrie Protokoller for at imøde-
komme vore Forhørsdommeres til visse Tider saare
brændende Ønsker.
F ru Juliane Petersen:
God Dag, søde Fru Schrøder,
ja jeg skal bare sidde ned et lille Øjeblik, for jeg skal
saa mange andre Steder, hvor jeg vist slet ikke faar
Tid til at komme, men jeg kunde dog ikke gaa Deres
Dør forbi, og desuden var jeg saa bange for, at De
skulde blive fornærmet, hvis jeg ikke saa herop, for jeg
er nemlig ude at samle ind til Guldbryllupet, nemlig
de Kongeliges, som jo skal være til næste Aar, og De
ved jo, at jeg har tænkt paa, om ikke Petersen kunde
blive Etatsraad eller Ridder ved samme Lejlighed, og,
havde nu salig Schrøder levet, saa kunde han maaske
være bleven Kammerraad eller Dannebrogsmand, men
det skulde jo nu ikke saadan være, han maatte jo nøjes
med Erindringsmedaille, og Herre Gud, Fuglekonge blev
han jo og kom jo ogsaa pænt i Jorden, og De kan da
ikke gjøre for, at De ikke havde Raad til mere end et
simpelt Trækors over ham, og saadan har jo Enhver
sit Kors at bære paa, men De vil vel nok give Deres