306 / 435
2 9 8
/ ^ ^ I ^ ^ E l e n d i g e T i d e r .
j -
W m å f
A k , se lv for en frisindet fo lkelig e V æ lg e r
E r det en b ed rø v elig T id , man h a r!
I god e D a g e ju st ikke han svæ lg e r,
D en T in g er des væ rre m eget fo r k lar.
T il dobbelte P riser det B rø d man sæ lger,
P Iv o ra f han forhen sin M adpose s k a r !
A t o g saa Sm ø rre t er d y rt i denne
D y rtid , m aa D
ønnergaard
se lv bekjende.
Men fo r en frisindet F ø re r, des væ rre ,
H ar T id en o g sa a b ra g t rig e lig N ød .
D en stakkels
H
ørup
,
det v e e d V o rh e rre ,
F ik ikke som Em b ed sm and L e v e b rø d ;
H ans Næ ringsm id ler bli’er d aglig fæ rre,
Han h ar kun en T o rs k , o g den er d ø d ;
O g saa fa a r a llig e v e l han a f B e rsæ rk en
C
laus
B
erntsen
Sm ø rre t p a a sin T allerken .
Ju s t som i M a r i b o bedst han troed e
A t g iv e F o rh a n d le rn e d eres F'edt,
S a a g jo rd e de m ed en fatal E p iso d e
F r a Sm ø rk rig en s T id ham H elved et hedt.
D a v a r Fo rh an d lin g en o g sa a p a a M ode,
O g
H
ørup
v a r den G an g dens N umm er E t ;
E n H e rre g a a rd ssm ø rlo v sin A n b e fa lin g
Han V æ lg e rn e g a v fo r H ø jres B etalin g .
H vad k an det sa a n y tte , at
H
ørup
tvæ tte r
S ig ren i sit rene V e n streb la d ?
A t Je . K . L
au rid sen
aaben'c beretter,
A t Striden g jæ ld e r om mere M ad ?
P a a den S la g s F r a s e r man ik ke s ig mæ tter,
N a a r B und en man ser p a a sit Su lefad.
O g le v e sk a l selv en A n d elssla g te r,
Om o g sa a han ikke er K o s tfo ra g te r.
S e lv h os de b ra v e S o cialister
E r M adposen tom , o g »M aalet fu ld t« :
E n S trik e k a sse man sig fo rd rister
T il at idømme E rsta tn in g o g M ulkt,
O g, efter W
iin blad s
O rgan , de frister
Den S kæ bn e h ve r D a g at k rep e re a f Su lt,
O g det, sk jøn t
B
erg
o g hans tro faste Strid sm æ nd ,
H ar selv ra a b t » L e v e « fo r So cialism en !
B r ø d r e .
Sørrespil i en Akt af Hr. Man b an g.
P e r s o n e r n e .
B ro der Nr. 1 , 22 Aar.
B ro d e r Nr. 2, 32 Aar.
B rod e r Nr. 3, 42 Aar.
B ro d e r Nr. 4, 52 Aar.
Fru E lla , 62 Aar.
Rig Bagligstue. Borde, Stole, Sofaer, Spytte
bakke.
Lampe paa Bordet, Petroleum i Lampen.
1. Scene.
B ro d e r Nr. 1 . F ru E lla .
B r o d e r Nr. 1. Jeg elsker D ig ...
F ru E lla . J e g .............
B ro d e r Nr. 1.
(med nervøs Inder
lighed).
Ella — at et Menneske kan
tilhøre et andet i saa høj en Grad
næsten helt.
Jeg har jo ikke en
Tanke, som ikke er Dig, ikke en Øre,
som ikke er D ig .............
E lla . D u .............
B ro d e r N r. 1. Men bliver Du
ikke træt af at. høre, hvordan jeg kun
tænker, føler, lugter, smager Dig . . ,
E lla . V i .............
B ro d e r Nr. 1. Jeg jhar sagt
til Tjeneren, at det ikke er Dig, som
er her. Jeg lyver aldrig, ved Du.
Ella. (ser nogle Portræter paa
Flygelet).
D e .............
B ro d er N r.
1.
Det er mine
Brødre. Kjender Du dem?
E lla . Nej . . . .
B ro d e r, Nr.
1.
Det var da
mærkeligt. Alle Mennesker si’er, det
er mine Brødre. Aa Du, det fatter
Du ikke, hvad det vil sige at have
saadan nogle Brødre. Det gaar over
Din Forstand.
Naar jeg i Dag kan
gi’e Dig hele min Sjæl, hele mit
Legeme, Næse, Øren, Mund, Arme og
Ben, godt i Stand, som det er, saa er
det dem, der gi’er mig til Dig . . . .
E lla . De . . . .
B ro d e r Nr.
1.
Ja . . . .
E lla .
(aandfuldt).
Naa — Tak.
(Stilhed.)
B ro d e r Nr. 1. Jeg har sagt til
dem, at jeg ikke elskede Dig. Jeg
lyver aldrig. Jeg k an ikke ly v e . . .
E lla
(i sine egne Tanker).
Jeg
vilde gjerne se dem . . . .
B ro d e r Nr.
1.
Der er d e . . . .
E lla . Saa stikker jeg af . . . .
B r o d e r Nr.
1.
Denne Vej med
Sølvtøjet.
(Ella gaar ad Baggrunds
døren i Forgrunden).
2. Scene.
B ro d e r Nr. 1, 2, 3 og 4. De
sidste fra Forgrundsdøren i Bag
grunden.
Nr. 2. (til Nr. i). God Aften,
min Dreng.
Nr.
1 (i glad Vanvid). Hvilket?
Nr.
3.
Naa . . .
Nr. 4. Saa. . .
Nr. 1 (omfavner de andre, ud).
3. Scene.
De F o r r ig e . En Tjener (fra
Baggrunden
i
Mellemgrunden).
T je n e r e n . Her er en Pakke,
som den fremmede Dame kom med
før. Jeg vilde ikke gi’e den til Kan
didaten, mens hun var her.
Nr. 2. Den fremmede Dame?
T je n e r e n . Ja — hende som ikke
er Fru Ella.
(ud).
4. Scene.
Nr. 2. Det er altsaa ikke hende,
jeg har elsket. Jeg tænker saa tit
paa det. Jeg forstod det ikke.
(Be
vægelse hos de andre).
Jeg gjorde
Mo’er Sorg. Jeg elskede en uværdig
og — vidste, at hun vidste, at jeg
vidste det.
(Mere Bevægelse).
Vort
Forhold var for Resten en Hemme
lighed.
Nr. 3. Jeg elskede hende ogsaa.
Hun kom her om Natten, men Mo’er
sov - — sov? — — laa søvnløs.
Det pirrede hendes Lyst at ligge søvn
løs. Og jeg tillod det i Begyndelsen