307 / 435
2 99
tillod jeg netop det til Lykke netop
de Møder ogsaa blev min. For Mo’er
vidste ingen Ting, fordi vort Forhold
ogsaa var en Hemmelighed.
(Endnu
mere Bevægelse).
Nr. 4
(Efter en
Stilhed). Det
var den første Tid, det var i Før
fremtid, da hun elskede mig. Jo,
jo — for der v a r Dage, da hun el
skede mig.
(rejser sig uroligt).
Skjønt
det mest var om Natten, (sætter sig
igjen). J e g træ n g te til a t b liv e
b e d ra g e t. Derfor løb hun bort med
en Anden.
5. Scene
Brødrene. Tjeneren(bringerl'e).Brød-
r en e. (Tage sindsbevægede mod Theen).
T je n e re n . En Dame ønsker at
tale med Dem
N r. 2. En Dame ? Kun én Dame?
Til tre Herrer?
Naa, lad hende
komme ind.
6. Scene.
De F o r r ig e . Fru E lla (kommer
ind).
N r. 2. Jeg elsker . . . .
Nr. 3. Du elsker . . . .
Nr.
4.
Han elsker . . . .
A lle tre. Vi elske . . . .
F ru E lla . 1 elske . . . . (kysser
dem).
Nr. 1.
(kommer ind).
De elske!
Saa maa jeg ind i mit Sovekammer
og besvime med et dumpt Fald.
(gaar).
Nr. 2. (til Ella). De her?
E lla
(der
i
det hele lyver).
Ja.
Jeg rejste bort for tre Uger siden,
men kom allerede tilbage i Dag for
fire Uger siden.
De har gjort mig
Uret, mine Herrer.
Det Menneske,
jeg løb bort med, v a r ikke min
Elsker.
N r. 3. Skulde I dog ikke hellere
lade hvile dette — som er saa meget
forbi ?
E lla .
Hvorfor forlod De mig
saa pludselig, da jeg løb bort med
ham?
Nr.
4.
Hvorfor? — fordi,
(med
Skrig). Husker De den lille Kjede.
jeg gav Dem?
14
Karat?
(bedøvet), j
Af Guld.
(hastigt).
Fin og tynd I
(heftigt).
Der om Deres Arm.
(bittert
og stigende).
Her i denne Stue. (i
stille larmende Udbrud).
En Aften,
(som halvvaagen).
Den var til 20 Kr.
(med knyttede Hænder).
Den var vor
Forholds Medvider,
(med voldsomHast).
Saa De Kjeden?
Ella. Saa
De Røgen?
(løser
sit
Haar op. kæmmer det med en Lomme
kam og kilder ham under Hagen).
Nr. 4. Min Broder — i sit
Værelse!
N r 1.
(kommer op slukker
Lam
perne).
N r. 2. Du har slukket Lam
perne — de var jo ikke tændte —
saa jeg.
Nr. 1. (griber Døren, griber en
pludselig Ide, Lyset fra de slukkede
Lamper falder ind paa Scenen, dækker
Ansigtet med sine Hænder, styrter ud,
styrter ind. Man hører fra hans Værelse
et dumpt Fald).
Nr.
2.
(stille og dumt).
Hvorfor
vilde Du tage det gamle L iv?
(Tæppet falder — Munterhed).
Den chilensiske Krydser
(Frit efter Carl Bagger.)
F r a Faxe Ladeplads de Danske saa
Den sidste Rest af B a lm a c e d a s Flaade.
Hvorhen den stolte Sejler skulde gaa,
Det var for den, det var for os en Gaade.
Fra
København
man med forbavset Blik
Saa den paa Ydrerheden tage Stade;
En Anelse strax
Politihen
fik
Om, at der nu blev Sjov i Integade.
I Jødebladet, hvor St. G e o rg s Flag,
Den frie Forskning, vajed stolt fra Masten,
Der blev, saa snart man vejred’ denne Sag,
Blandt Medarbejderne saa travl en Hasten.
Til «et Besøg» de gjorde sig i Stand,
Benovet var de sorte, smaa Matroser.
En Evropæer vil som Lygtemand
Helst muntre sig i vores egne Moser.
«Sejl ud,» — saa lød omsider B e n th e im s Bud
«Til P r e s id e n te P in to hist paa Rheden!
Hvad der I faar at se, tvær dygtig ud
Og smør kun paa foroven og forneden.
Det vilde være baade Skam og Sorg,
Ifald før os de andre skulde komme !
Hit rask kun paa, saa byder St. Georg,
I U g -K r y d s e r faar, naar alt er omme!»
Højt lød nu fra hver fordomsfri og fræk
Reporter Glædeshyl og Hurraraaben.
Enhver forsyned’ sig med Pen og Blæk,
Til fede Ænder stod jo Alles Haaben.
Kun En af alle dem, der duer i Nord,
Tog ikke Del i den gemene Glæde,
Og, da til Slut han havde væ’t om Bord,
Hos V ig go B e n th e im fik han Foretræde.
«Hr. Redaktør!» — saa tog til Orde han —
«Jeg var kun Purk, da H e rm a n B in g blev »neglet«,
Jeg var paa Benene og saa, hvordan
Som Rumlepotte B e rg blev gjennemheglet.
Hist i B r a s i l i e n mangen død Konsul
Jeg leve lod for vore Abonnenter.
Paa « L am p e v e je n » fik jeg vistnok Mul,
Men det blev skjult af vore «P ræ ten d en ter» .
Hvad H en n in g Je n s e n har som Renegat
Udøvet, har mig tidt gjort vel til Mode.
Men her det drejer sig om en «P irat» ,
Og den er dog i Slægt med Ove Rode.
Falsk viser
<Politikens»
Øjenglas,
Naar her den gi’er Regeringen en Finte.
Jeg saa, hvor Skytset skulde have Plads
Men, av, Kanonerne, dem saa jeg inte!»
— P ir a t e n styrede fra «
København*,
Og L o g o s veed, hvor den til sidst skal lande.
Men
<Politiken>
tordner løs mod R a vn ,
Som ikke stopped slig Sørøverbande.
Dog stundom skal af Tvivl en Skygge her
Sig snige ind paa Jødebladkontoret,
Om Skuden dog ej var en Evropæer;
Thi det var so rte Sm a a , der stod ved Roret.