379 / 435
371
jo altid paa Geschæften.
Direktørerne var da ogsaa
lige ved at flaa Apothekeren for at faa Hid i d e n Pille!
— Men veed De, hvad jeg kalder d et? . . . .
2 d e n K up é. — Kjøbe Katten i Sækken? — Ja,
det maa De nok sige. Men de Sammensmæltere vil jo
ikke ta’e mod Fornuft. — Hva’ heha’er? Plejer jeg
ellers altid van at sige, at Retsplejen ska’ reformeres?
— Ja, det gjør jeg! For det har jeg selv læst i Ben-
theim s Avis. Og jeg si’er lie ’som J e n s B u sk . . . .
1 s t e K up é. — Der skal jo No’en til at være Kla
kør, min kjære. Og naar Fribilletterne vil paata’e sig
det, kan Direktøren da spare de Skillinger! — I det
Kongelige gaar’et jo li’esaadan.
Jeg kan huske, at
da jeg første Gang var henne og se »I Provinsen« . . .
2 d e n K up é. — Ja, d e t var nu no’et Pjank! —
For nu holder vi paa de gamle Dommere, begrundet
paa at de bare er Højremænd, og det er rare Menne
sker. Men hvem er ’et der vil skaffe os Nævninger paa
Halsen? — Det er Pinedød Højremændene, og det er
fordummede Mennesker . . . .
1 s t e K up é. — Gud, hvor De vrøvler! — Ja, und
skyld, jeg si’er det.
Men hvad skulde Theatret gjøre
mer, end det gjør? — Naar de skal holde Generalprøve
hver anden Dag, hvordan skulde de saa faa Tid til at
gi’e Nyheder? — Nej, men I Abonnenter er aldrig til
freds! . . . .
2 d e n K u p é. — Ja, ikke sandt?
Det er dette
aandsforladte, fladttænkende, spidsborgerlige, snobbede
og hykleriske Bourgeoisie, der aldrig kan faa nok! Nu
vil de bare ha’e Nævninger for at nævne sig selv ind,
— og saa kan en anden En aldrig mer faa Lov til at
skælde no’et skikkeligt Menneske Huden fuld paa Tryk!
— Nej, vi er Fremskridtsmænd, Frederiksen, og der
for holder vi paa det bestaaende. . .
1 s t e K up é. — Holder De paa det bestaaende?
Hva’ beha’er? — Naa, det var inde ved Siden a’. —
Ja, men det skulde D e ogsaa gjøre.
For se, nu er
Kasino
literært, og
Dagmar
er literært, men det Kgl.
kan magelig skaffe Underskud u d e n at være literært,
— hvorfor skulde det saa gjøre sig Ulejlighed? — Uha!
Alt dette »literære« har Lucifer skabt! — Jeg spør’
bare: hvor glider vi hen?
2 d e n K upé. — Jeg skal ikke længer end til Helle
rup; — men det ka’ ikke nytte, at De taler om no’et
andet, for nu veed De min Mening! — Hva’ s a e De?
— Har jeg lie ’saa mange Meninger, som der er Vinde
til? — Det skulde De nødig gjøre Blæst a’. For Ben-
theim er li’egodt Mand for at ta’e sig a’ sine Retspleje
børn, og jeg si’er bare, at jeg sætter^ at vi for Probe-
rings Skyld slaar et Par Mennesker ihjel, — saa kom
mer Nævningen, . . . og saa si’er den; »selv Over
mennesker!« — og saa snupper den os . . . .
1 s te K upé. — Og saa sidder vi der!
Det er
Alt, hvad vi har faaet ud af det literære!
Nej, følg
De bare m it Exempel:. Jeg holder paa Chefen, og jeg
holder paa det bestaaende —
1 s t e og 2 d e n K up é. — og kommer der No’en
og gjør Vrøvl, saa si’er jeg bare — — --------
— H e lle r u p !
E t a fs k ræ k k e n d e E x em p e l.
I
Søndags N at mellem Tolv og To
Slog Maanen sig som »total« til Ro;
Men hvad kan d et nytte? Den gik jo hen
F ø r Hanegal og blev »fuld« igjen!
Jægerkor
,
8 C - z A ^ M f
t i
MA ¥
Thinget stolte Riddersmænd
For Øjeblikket strider.
Der taler baade den og den
Om Vildtets Fredningstider:
G re v D a n n e s k jo ld og A h le f e ld t
Og T a g e T h o tt og M o ltk e
Med samt saa mangen anden Helt
Nu deres Tanker tolke.
I Skoven boer den vilde Fugl
Fra Krage og til Ugle;
I Skoven er der mangt et Skjul
For Jægersmanden Kugle.
Men vogter Eder, Fugle smaa,
I Skov som hist paa Hede,
Thi det er nok kun grumme faa
Af Eder, man vil frede.
Og vogt Dig vel, Du snilde Ræv!
Dig truer samme Fare
Fra Jægermanden nok saa gjæv
Alt som den vege Hare.
Du, Agerhøne, tyk og fed,
Og Dig, Du lille Sneppe,
Og Brok- og Urfugl, at I veed:
Man skaaner Eder næppe.
Nej, Jægersmanden, han er slem,
Naar han faar Blod paa Tanden;
Da farer han med Grumhed frem
Som næsten ingen anden.
Af Talen, som man lytter til,
Man tror at kunne tyde,
At, hvor den ene frede vil,
Der vil den anden skyde.
Men ikke blot fra Mark og Skov
Om Jægeridræt meldes;
Nej, ogsaa fra en anden Bov
Man hører, Vildtet fældes0
K on C h r e s te n i sin fulde Magt
Med alvorsfulde Miner
Er nylig dragen ud paa Jagt —
Der gjælder det Kaniner!
Med Harm i Øjet Bøssen ser
Man ham til Kinden trykke;
Han sendte ud sin Falkoner,
Der hedder nu B ø n lø k k e .
Han jager højst determinert
Det stakkels Vildt af Hulen,
Og Kongens Dødsdom exekvert
Nu bliver snart af Kuglen.
Kong C h r e s te n slaar med Haanden ud:
»Mit Folk, saa tro, nu skal I
Faa høre Eders Konges Bud
Alt i et stolt Hallali!«
Valdhornet skingrer med et Hvin
Alt til K on g C h r e s t e n s Hæder:
» O d sh e r r e d m isted’ sin Kanin,
Og » A fte n b la d e t« græder!«