383 / 435
Andre. Men ded er nu alligevel kraperligt, at man itte
veed ded. Hør sig mig, Kristen Smed, tror Du, ded er
nouet, der bliver bestemt i Forvejen i Almenakken?
K r is te n . Je veed sgu itte, Mads Jordmo’rmand,
M ad s. Ja, je sgu heller itte, Kristen Smed. Men
ded kan de vel ikke sige saadan med Sikkerhed i For
vejen. De kan jo itte vide, hvad de kan finde paa
oppe paa Maanen. Je kan dou itte vide, om itte Ris-
dauen skulde have nouet med ded at gjøre. Ded kan
sgu godt være.
K r is te n . Ded kan osse itte være.
M ad s. Ded ka’et osse. Ded har Du Ret i. Men
je tænker mig n u , at ded ku’ have nouet med ded
lektriske Lys og gjøre, og ded veed je da, at ded er
Risdauen, der bestemmer ded.
K r is te n . Je er nu snarere tilbøjelig til og tro,
at ded kommer af, at Maanen vender den forkerte
Side ydad.
M ads. Ded kan sgu osse godt være. De har jo i
Rejlen Dau deroppe, naarenstid at vi har Nat, og derfor
saa kan ded skinne, men se nu kan ded godt være, at
ded er en af de korteste Daue, da ded bliver mørkt
allerede tidlig paa Formiddauen, og derfor saa er’et, at
di holder Mørkning og lader være og tænde Lys. Kaske
Petroliommen er dyrere deroppe end som her.
K r is te n . Ja, ded er’en jo rimeligvis nok.
M a d s. Ja, nouet forstaar man sig jo altid paa de
Dele ogsaa, skjønt ded slet itte er saa nemt at hitte yd
af ikke. Men Oplysningen gaar jo altid fremad. Der er
sgu Folk inde i Ivjøbenhavn, der formelig lever af at
sidde i Vinduet og kigge paa Stjernerne. Der er nu
ham den tykke Brahe, som der staar om i Historie
bøgerne, han skal være en af de dygtigste, hvis han da
ikke er død, hvad je næsten er tilbøjelig til og tro.
Han havde sgu et helt Værksted til ded samme.
K r is te n . Ded var da en mærkelig Bestilling.
M a d s. Ded er ’et osse. Ser Du, jeg er nu Jord-
mo’rmand, og Du er kuns Smed, og saadan har vi jo
hver sin Gjerning, og je vil sgu itte se ned pa,a dem,
der itte har saa fremragende en Stilling, men je siger
alligevel: der er sgu mange Mennesker, som vi lissaa
godt ku’ have undværet her i Verden.
K r is te n . Ded er der, Mads Jordmo’rmand. Monstro
der osse er Mennesker paa Maanen?
M ad s. Ja, ded kan Du godt bande paa, der er.
Der har da ialfald været før, og jej er tilbøjelig til at
tro, at de er der endnu.
K r is t e n . Ja, men hvad gjør de saa, naar hun er
i føste Koteer?
M ads. Saa maa de sgu passe at være paa den
rejtie Ende. Men de kan jo osse snart komme fra den
ene Side til den anden. Vejen er jo itte saa lang.
K r is t e n . Ded er dou kunstig og tænke sig.
M ads. Ded er ’et osse, Kristen Smed. Ded er
sikkert. Men nu maa je nok hjem og passe min Be
stilling. Min Kone har været hos tre Koner idau, hvoraf
den ene fik Tvillinger.
K r is te n . Ja, ded er jo nouet, som kan hænds
den bedste.
M ads. Ja, ded er ’et osse, men naar man skal
have Tvillinger, saa er ’et dou bedre at faa en ad
Gange. To paa en Dau af den Slaus, ded er dou lidt
rigeligt.
K r is t e n . Ded er ’et osse. God Nat, Mads Jord
m o’rmand.
M ad s. God Nat, Kristen Smed.
Isblink.
O
Naa, sikken Svir! — Til Vinter kan
Man komme med sin Pige
Paa Glatis, uden Spor af Vand
Og Vaager og deslige!
Paa kunstig Is man rutscher rundt,
Asfalten helt kasseres, —
Nu skal man være »Isfaltier«,
Naar man vil respekteres.
Kun Bønderne vil helt fortabt
Bese vort nye Island,
Hvor Hestene af Træ er skabt,
Og Gødningen bli’er Isvand! —
Der flyver Kjøbenhavnerne
Imellem Blus og Standere
Og varmer Isens Flade op
Med lie’saa flade Brandere.
Der mødes Store, mødes Smaa,
Der modes Patrioter
Fromt med smaa Sorte og smaa Graa
Og med Iskarioter;
Selv »Overmen’sker« uden Frygt
For Ischias og Phtisis
Vil rent fra
Logos
glide væk
Og bare tro paa
Is-is
.
Snart glider ud en Sybarit
Paa blanke Iskrystaller,
Paa Næsen en I sraelit
Snart med et »Is-ak!« .falder.
Men, saasom Ispaladset tæt
Ved Tivoli skal knejse,
Har man jo »Watt« ved Haanden, hvis
For haafdt man skulde dejse.
Og ømme Skøjte-Par med stor
Plaser saa lidt vil savne
Som Is i Fjor paa Isefjord
De fordums Kælenavne:
Hvad skal den megen Varme til?
Nu bli’er det jo et Held, a’
Man nøj’s kan med en »Isidor«
Og med en »Isabella« — —
Jeg synes, Nogen raabte: »Uh!«?
Ja, Branderne er slemme,
Men jeg min vilde Fryd endnu
Har ikke lært at tæmme!
At vi en kunstig Bane faar,
Kan sagtens ta’e med Vold En, —
Er det saa ikke menskeligt,
At Visen bli’er — en kold En!
W Hermed følger et illu s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g . ' W