386 / 435
378
F o lk e -R e t — fo lke lige Retter.
november er den Tid, da Land og Stad,
I Taage hyllet, søger Glædens Kilde
Ved Bordet, hvor den sprudler frisk fra Fad,
Hvis ikke den sin Bærme kun vil spilde.
— Paa den Tid holder Godtfolk Pølsegilde
Og langer til den kjære Pølsemad,
Hvis Nydelse hos »Dansk« og »E v ro pæ e re «
Fremkalder et »Her er, sgu, godt at være!«
Derfor det er paa denne Tid af Aaret,
A t vore Folkekaarne har især
Sit Publikum den Pølsemad beskaaret,
Som det i Folkehjærtet har saa kjær.
Det føler sig af
K
o r s g a a r d s
»Aand« bedaaret,
Og
J
e p p e
T
a n g
selv bliver populær,
Ja, mangen Menig i Demokratiet
Paa Pølsemaden sætter Krydderiet.
Men
V
ig g o
B
e n t h e im
er dog
s æ r lig
den,
Hvem denne Slagtemaaned skylder Takken,
Fordi som højt begavet Frihedsven
Han fyldigst har leveret Pølsesnakken;
Og, selv om Tallet af hans fuldtro Mænd
Ved denne Lejlighed gik ned ad Bakken,
Saa maatte dog Enhver hans Ord erkjende
For en Rosin i Pølsemadens Ende.
Han tog sig for som Taler at bevise,
At »R e ts re fo rm en « var en sand Ruin
Saavel for hvert et Evropæersvin •
Som for P.
H
o lm s
og
H
ø r d u m s
røde Grise;
Vor gode gamle Ret han vilde prise, —
Han havde selv jo været slagtet i ’en, —
Hvorfor de Røde den han anbefalede:
Man mærked’, det var Blodets Røst som talede.
Ja, vi bør mindes med erkjendtligt Sind,
A t han var Pølsen i vor Slagtemaaned,
Saa meget mere, som det stakkels Skind
forhandlingsvæsen ikke saa sig skaanet,
Men fandt sig aalet, overgrint og haanet,
Samt reduceret til en Pølsepind,
Hvorpaa
i „
Politiken
“ C
h r e s t e n s
Gruppe
I magre Tider koge kan lidt Suppe.
Sportsmænd .
E t E fte r s p il.
(D en spændende H andling foregaar i et dramatisk
Laboratorium ). A p o t l ie k e r e n (i Sports- og A rbejdsdragt
sidder travlt beskjæ ftiget med en Flaske Galdeudtræk —
eller Blæk — og vender R yggen til D øren.) E n F a c a d e -
D ir e k t ø r (træder ind.)
F a c a d e - D ir e k tø r e n . Hr. Apotheker!
A p o th e k e r en. Ikke forstyrre! . . . De ser jo, at
jeg sidder og skriver et nyt Skuespil . . . Utrolig
vittigt . .- . Oskar Johannsens Fakkeltale, inddelt i fem
Akter! — Hvad gi’er De mig?
F a c a d e -D ir e k tø r e n . Hvad jeg gi’er? — Nej,
hør! veed De hvad! . . . .
A p o tlie k e re n . Tys! Ikke forstyrre! . . Nu skriver
vi:
»FørsteAkt, en hyklerisk Dagligstue;
Theater-
censoren træder fordummet ind« — — Det kalder jeg
en fin Satire, hva’beha’er ? — Aandrig, men tilsløret! —
Og saa sfer han: »Det er Fanden frisere mig et bril
lant Geveir i Dag« — Har man kjendt Mage til Vid?
Gevéir, i Stedet for Veir, — det har aldrig Nogen hørt
før!
— Numaa vi h a’e en storartet Aandrighed, —
lad mig se! — (skriver): »Salige ere de Fattige i
Aanden . . . .«
F a c a d e -D ir e k tø r e n . Undskyld, Hr. Digter, —
men . . . .
A p o th e k e re n , Ikke forstyrre, siø r jeg! —
(v e d
T e l e f o n e n )
Maa jeg be’e om E e d v a rd ,
Telefon
nummer 00! . . . Er der No’en? . . . Med Forlov, hvad
plejer vi at sige om de Fattige i Aanden? . . . . Iiva’
befaler? Højre-Snobberi for Ukonfirmerede! — mageløs
vittigt . . , Tusind Tak! — — saa skriver vi altsaa: . . .
,
F a c a d e -D ir e k tø r e n . Nej, nu v il jeg tale med
Dem!
A p o th e k e re n (vender sig cm) Ih, hvad ser jeg?
Er det Dem, Kjære? Det skulde De ha’e sagt strax. —
Naa, . . . glimrende Forretning, hva'? — Sport i Hippo
dromen, — hyp, alle mine Højre-Krikker, — gaar som
det var smurt, — hva’ beha’er?
F a c a d e -D ir e k tø r e n . Smurt? — Aa, ja! — men
det er hare mig, der faar Smørene! — Das war eine
allzu grausame Åpotheker-Salve, Hr. Digter!
A p o th e k e re n . Det var jo Dem selv, der kom og
bad mig om No’et, der kunde trække!
F a c a d e -D ir e k tø r e n . Meget rigtig, Hr. Apotheker,
| men jeg bad ikke om No’et, der kunde trække Folk fra
Huset.
A p o th e k e re n . Er De gal, Mand? — D e tv a rjo d e t
fineste Begplaster, — ægte importeret Jødebeg, evro-
pæisk indforskrevet fra Integade.
F a c a d e - D ir e k tø r e n .
Jo. det var en rar Beg
mand, jeg der fik! — Jeg sagde Dem jo, at det var i
j Pengekassen. Bylden stak, —men nu har den bare faaet
I Svindsot af Deres Mixtur!