391 / 435
383
affabel A ntydning af, at siden B etty Schnells Brudefærd
har vi ikke haft nogen Sylfide.
Om
form iddagen havde vi K atte naturligvis en lille
F est —
Mælkelaberi nede i Kjælderen.
Jeg bød vel
kommen og bemærkede, at jeg altid havde levet paa en god
P o te m ed f r u H ennings, og derfor vilde jeg bede For
sam lingen labe en U nderkop for hende og give hende et ni
foldigt M iav. — Saa talte Kammerherren, vi havde indbudt som
Hædersgjæst. Han sagde, at det var ham en særlig F or
n ø jelse,
at det ikke var lykkedes ham at forjage Fru
H ennings for to A ar siden, da hun vilde give Gjæsteroller
i »Lad os skilles ad«. Om saa G oethe havde skrevet en
tredie D el af sin Faust og P eter Hansen ogsaa havde over
sat den, hvad han naturligvis i saa Fald havde gjort, vilde
det have været ham en sand Fornøjelse at opføre det,
skjønt han ellers ikke yndede den Slags Stykker. Naa,
H erre Gud, det var jo det første A rbejde, G oethe havde faaet
opført i hans Tid, og man maatte jo aldrig stille for store
Fordringer til en Begynder.
Skulde dernæst Fruen en
anden Gang have L yst at rejse til Finland i sin Ferie,
skulde det være ham en Fornøjelse at give hende Perm is
sion, selv om hun vilde til Lapland med, naar b lot Hr.
H ennings vilde paatage sig den U lejligh ed at være Impre
sario. Hr. H ennings lev e! (M iav!).
Derpaa oplæ ste jeg Telegrammerne, der var indløbne
fra V enner i Ind- og Udland. D e lød som følger:
E inst sagt’ ich, als Sie wissen: »L icht, mehr L icht,«
das aber mus ich jetzt gestehen:
Frau H ennings ist in Faust, meinem G ediclit,
das schonste L icht, das jem als ich gesehen.
Gestorbener Geheimerath v. G o e t h e .
B edste Fru H ennings! D et er alligevel en rar T ing
med de Jubilæ er.
G e o r g B r a n d e s .
A k ! Gid De dog var kommen til at spille i »Sports-
mænd».
S e v e r i n A b r a h a m s .
Jeg er bleven
ganske levende
iglen.
F or et Sørpespil —
om Sorg og B edrøvelse —
jeg nu skal skrive
med P en og Blæk
paa Papir
og med en R o lle i
til Dem .
H e r m a n B a n g .
N u skal D e vel snart have Jubilæum igjen?
IJ e te r S c h r a m .
Schade, dass Amerika
liegen soli so lang herfra.
J o s e p h K a in z .
D e kan takke B o j s e n og de andre Sammensmeltere
fo r , at D e ikke kan tæ lle m ig mellem Deres Tilskuere.
Naar vi faar afkastet det provisoriske A ag, gaar jeg igjen i
T heatret. H vorledes stem te Hr. H ennings ved sidste F o ik e-
thingsvalg?
K r e s t e n B e r g .
Ogsaa B yens vise Fædre har ønsket at bringe Dem en
H yld est paa denne D ag. T ilgiv, at vi ifølge det Princip,
der gjør sig gjældende ved den kunstnerisxe Udsm ykning
a f Plankevæ rket om Springvandet paa G amm eltoiv, paa
B agsiden af dette Lykønskningskort giver Ordet til en af
vore m est populære Forfattere.
K j ø b e n h a v n s K o m m u n a lb e s ty r e ls e .
Paa B agsiden læ ses:
K jø b altid O tto M ønsteds Margarine.
O tt o M ø n s te d .
H jertelig L ykønskning fra D eres gamle
J
J
T h e a t e r k a t .
0 Logos, min Logos!
hvi haver
Mig arme, frimodige Mand
Du svigtet, endda jeg paa længe
Har vrinsket, det bedste jeg kan?
Hør Taarernes Dryp paa Asfalten?—
Her sidder med grædende Ord
Jeg ved »Politikens« Vande
Og hyller min Harpe i Flor.
I sukker, I skræmmende Strænge,
De skjønneste, Norden har set?
Jeg spandt jer af sitrende Nerver
Af primaste Bonitet! —
Nu vaander vi os »under Loven«
Paa denne fordummede Jord,
Endda vi vil bare ha’e »Lov« til
At synge uvartige Ord!
Vi synger om fribaaren Elskov; —
Thi det er jo s a a her til Lands,
At Manden er slet ikke hendes,
Og Konen er slet ikke hans;
Men, se om de hyklerske Danske
Har Sans for det noble og fri
Og kauschere, fine og modige
Menneskedyrs-Poesi!
Selv C h e fe n — denne naturlige
Søn af min Inte-Aand,
Han staar nu som - - Go osforvalter
Med Mester E rik i Haand!
At man byder Bagerbørn Hveder,
Er latterligt, som De jo veed,
Men, at man gi’er m ig en Næse —
Det er en Uhyrlighed!
Naa, —Chefen, han staar under Loven!
Men vel skal han agte derpaa:
Vi Østerlands modige Sønner,
Vi kan baade savle og slaa!
Jeg slikker ej kongelig Fløde,
Hvor Skam jeg for Skum ikkun faar;
Nej, jeg som den evige... .Ahasverus
Gaar hjem til min Ø ste rg a a rd .
Heldt ud og forstødt vil jeg blande
Min Bøst i »Miss Helyetts« Kor,—
Thi nu har selv Du, min v o nR o v sin g ,
Jo sagt de bevingede Ord:
»Det i vort elendige Danmark
Des værre kun daarlig s(aar til,
Saa længe den b lø d e E c d v a rd
Faar Lov til at drive sit Spil.«
w *
H e rm e d fø lg e r e t
illu s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g .