86 / 435
79
»Hun bider ikke!« sagde den forhenværende Digter,
»hun har ingen Tænder. Hun skyder bare. Hun er evro-
pæisk Lem af Familien i Integade, forskruet og arrig, men
det er hun tirret til af de smaa Sorte i Familien; de leger
Selvmord, og saa vil de have hende til at være Kamerat i
Livsbegæret, og det anstrenger hende, det Skind!«
Og han pakkede Moppen ind i Livsgaaderne og sendte
hende ind til Kammerherren. Det er første Del, — som
nok kunde undværes.
H e d d a G a b le r dumpede! — det er anden Del.
Det var forrige .Torsdag; vi kom til Kongens Nytorv
og tog ind i Komediehuset. Fra Galleriet kunde vi se ned
i Salen, der ved en Lamperække var delt i to Dele; i den
ene Del hang en afdød Vildand, en Frue fra Havet, et
Adelsmenneske, der var fisket op af Møllebækken, og en
Gjenganger; men de to Sidste havde der aldrig været Liv i.
Det var den forhenværende Digters Selvmordsfabrik. —
Moppen var død A ftenen i Forvejen,- og nu skulde den
begraves. A lle Byens Anmeldere holdt Taler for at tage
Livet rigtig af hende, og Kammerherren slog paa Gong
gong over Graven; jo det var rigtignok en Grav, der var
Skjønlied over!
.
.
.
Graven var kantet med Kjæbeben, som gode Menne
sker havde gabet af Led Aftenen i Forvejen; øverst paa
den havde de sat en Pistol, som man ikke saa Andet end
Røgen af, og det vaf slet ikke allegorisk.
Saa dansede de rundt om Graven og hyssede og peb
og lo, og lille H e r m a n, der selv vår Lig, foreslog, at
Graven skulde udstilles for alle Selvmordere, der havde Mod
til at leve Livet ved at skyde sig i Maven; og det Forslag
blev enstemmig antaget.
Og langvejsfra kom Tyskere og Svenskere, der skjød
sig baade i Hoteller og paa Gadehjørner; der var Mange,
som slet ikke kom levende fra det, men saa døde de dog
i
Skjønhed ligesom Moppen, og det var nok saa meget værd.
Men nedenfor Lamperækken sad en lille Dreng, der hed
E e d v a r d , saa yndig skabt, med uhyrlig intelligente Fødder
og Øjne, der saae -saa velsignet til A lle, som ikke længer
var A bekatte. H an blev saa glad, naar alle Folk vilde
selvmyrde sig, men han vilde ikke paa nogen Maade selv
bryde op fra Livs^ildet; derfor var han saa sørgmodig og
vilde slet ikke tro paa; at Moppen var død. »Hun er saa
guddommelig fængschlende og mægtig, og saa schtor og
saa fin,« sagde han, »og saa sysler hun saa mageschløst
maarsomt med Livets Rædsler!«
Men, da han mærkede, at Vaudeville-Menneskerne i
d ette iordummede Land bare lo åd ham, og at Moppen
H edda var ganske død og borte, fordi Ingen vilde give
hende noget »P-engelfgt« at leve af, 7— pg d e f forstod lille
Eedvard sig paa, saa skjulte han sin Næse i Politiken og
græd tre Spalter fulde! Det var H jertesorg og stor, som
kun en Evropæérs kan være det.
D et er Historien, og den, som ikke forstaar den, kan
tage A ktier i Selvihordsfabrikén.
Rundmaleri.
V
æ rs’artig , G odtfolk, kom og se
M ens je g en V ise sy n g e r
Om de bekj en d te O rd, a t A lt
G aa r ru n d t i L iv e ts G yn g er.
M an sk a l jo n ø d ig p rise F olk,
D e r la n g s m ed J o rd e n h um p e r;
M en, k la tre r m a n for h ø jt til V ejrs,
S a a trille r m a n — og p lum p er!
F ru K e jse rin d e F r i e d e r i c h
T il E iffeltaa ro ets T in d e
K rø b op, for M alerhj æ rte rn e
A d d en n e V ej a t v in d e ;
M en F ra n sk m æ n d m ed B erlin erblaatfl
E j s try g e r d eres K lu de,
S aa svim led e h u n , ak ! — og b um s
V a r M a le rp o tte n u de!
D e t n o rsk e V en stre p a a en S t a n g
N ok v ild e op og la v e
L id t V alg-E ffekt, — n u lig g e r de
M ed G ru p a a d ere s M ave!
T h i S ta n g e n h a re n é je d ’ sig,
Og sa a v a r F ø lg e n g iv e t:
N a a r m a n en S ta n g v il v æ lte, fa ar
M an selv en P æ l i L iv e t.
F ru H e d d a G a b l e r h ø jt fra sin
P is to l fik s a t R e k lam e n
I G ang, og alle B ra n d e s ’e r
S aa h e n ry k t op p a a D am en.
M en ak ! — P is to le n klik k ed e,
Og In g e n æ n sed ’ S tø je n ;
N u su k k e r k u n G eb riid ern e
E t stille : „S aa D e R ø g e n ? “
H r. O le O ls e n , K om p o nist,
M ed B u ld e r p ro k lam erer,
A t p a a en T a k tsto k i B e rlin
H a n v æ ld ig b ala n c erer.
M en b ra t i B ie r og K n e jp ed u ft
E r n u h an s R y b o rtsk y lle t;
T h i M and en s T a k tsto k e r og b li’e r
N ok k u n — en P in d i Ø llet!
M en m e st af A lle træ n g e r dog
H r. G e o r g til B e sk y tte lse ;
H a n v il sa a g jæ rn e h ø jt til V ejrs, —
M en m aa h a ’e „U n d e rs tø tte ls e “ !
A t h æ d re s i v o rt „dum m e L a n d “
Som F r i og Æ d e lb a a re n
Og faa sa a g a r s it S p y t b e ta lt
M ed P e n g e — — Jo . G o’ M a are n !
.WtF*
H e r m e d fø lg e r e i
illustreret Annonce-Tillæg. ' • E