![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0024.jpg)
INDLEDNING.
13
De erfarne Generaler Wrangel og Wittenberg, saa vel som Rigs-
raaden Christer Bonde, fremhævede i Rigsraadet, at man først
burde bemægtige sig Danmark, for saa meget desbedre at have
Ryggen fri paa de fremtidige Tog sydpaa, men herimod gjorde Fler
tallet paa en træffende Maade gjældende, at Danmark, der var saa
kraftesløst, og som laa saa bekvemt for Flaanden, kunde man altid
senere finde en passende Lejlighed til at overfalde, og denne Mening
fik Overhaand — allerede i Begyndelsen af 1655 faldt Carl Gustav uden
nogensomhelst skjellig Grund ind i Polen i Spidsen for en vældig Hær.
Budskabet om dette Fredsbrud fremkaldte selvfølgelig stor Be
vægelse i Danmark, men man beroligede sig dog noget, da den
den svenske Gesandt i Kjøbenhavn, Magnus Durell, paa sin Herres
Vegne afgav de mest venskabelige og beroligende Forsikringer og
snart saa sig istand til at overbringe Forslag til en nøje og inderlig
Alliance mellem de tvende Riger. »De Danske leve kun af Eders
IL. M.s Diskretion«, skriver han til Carl Gustav, »men jeg søger at
persvadere dem, at E. IL. M. Intet hellere ønsker end en god
Alliance, og at Krigen i Polen snart maa faa Ende, for at E. IL. M.
derefter kan leve i Fred og Ro med andre Lande.« Af gode
Grunde blev det til Intet med denne »Alliance«, hvis Afslutning
Durell selvfølgelig under allehaande Paaskud trak ud fra Tid til anden,
og først efterhaanden gik det op for Regeringen, hvilken Skjæbne,
der var tiltænkt Landet. Gesandten i Stockholm, Ove Juul, var
kommen under Vejr med de svenske Stænders Beslutning, og hans
Formodning bekræftedes af Kurfyrsten af Brandenburg, der først
havde været Carl Gustavs Allierede, men senete skilte sig fta ham
som hans bitre Uven, da han mærkede, at Catl Gustav selv vilde
tage Løvens Part af det polske Bytte.
Raadvilde og modløse famlede de danske Styrende i Valget af de
Midler, de skulde anvende for at besværge Uvejt et, en stærk Pølelse
af Uro og Ængstelse gik gjennem hele Nationen. »Vi gaa her«,
skriver Christen Skeel i sin Dagbog 1656, »med Bedrøvelse og med
en ond Samvittighed, for vi snakke om Sagerne og gjøre Intet
derved, og det hele Land raaber paa os, og vi gjøre dog Intet
derved, saa Gud maa ikke være iblandt os«.