Previous Page  24 / 217 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 24 / 217 Next Page
Page Background

INDLEDNING.

13

De erfarne Generaler Wrangel og Wittenberg, saa vel som Rigs-

raaden Christer Bonde, fremhævede i Rigsraadet, at man først

burde bemægtige sig Danmark, for saa meget desbedre at have

Ryggen fri paa de fremtidige Tog sydpaa, men herimod gjorde Fler­

tallet paa en træffende Maade gjældende, at Danmark, der var saa

kraftesløst, og som laa saa bekvemt for Flaanden, kunde man altid

senere finde en passende Lejlighed til at overfalde, og denne Mening

fik Overhaand — allerede i Begyndelsen af 1655 faldt Carl Gustav uden

nogensomhelst skjellig Grund ind i Polen i Spidsen for en vældig Hær.

Budskabet om dette Fredsbrud fremkaldte selvfølgelig stor Be­

vægelse i Danmark, men man beroligede sig dog noget, da den

den svenske Gesandt i Kjøbenhavn, Magnus Durell, paa sin Herres

Vegne afgav de mest venskabelige og beroligende Forsikringer og

snart saa sig istand til at overbringe Forslag til en nøje og inderlig

Alliance mellem de tvende Riger. »De Danske leve kun af Eders

IL. M.s Diskretion«, skriver han til Carl Gustav, »men jeg søger at

persvadere dem, at E. IL. M. Intet hellere ønsker end en god

Alliance, og at Krigen i Polen snart maa faa Ende, for at E. IL. M.

derefter kan leve i Fred og Ro med andre Lande.« Af gode

Grunde blev det til Intet med denne »Alliance«, hvis Afslutning

Durell selvfølgelig under allehaande Paaskud trak ud fra Tid til anden,

og først efterhaanden gik det op for Regeringen, hvilken Skjæbne,

der var tiltænkt Landet. Gesandten i Stockholm, Ove Juul, var

kommen under Vejr med de svenske Stænders Beslutning, og hans

Formodning bekræftedes af Kurfyrsten af Brandenburg, der først

havde været Carl Gustavs Allierede, men senete skilte sig fta ham

som hans bitre Uven, da han mærkede, at Catl Gustav selv vilde

tage Løvens Part af det polske Bytte.

Raadvilde og modløse famlede de danske Styrende i Valget af de

Midler, de skulde anvende for at besværge Uvejt et, en stærk Pølelse

af Uro og Ængstelse gik gjennem hele Nationen. »Vi gaa her«,

skriver Christen Skeel i sin Dagbog 1656, »med Bedrøvelse og med

en ond Samvittighed, for vi snakke om Sagerne og gjøre Intet

derved, og det hele Land raaber paa os, og vi gjøre dog Intet

derved, saa Gud maa ikke være iblandt os«.