20 / 217
INDLEDNING.
9
Det var under alvorlige Forhold, at Rigsraadet saaledes greb
efter Eneherredømmet og tog Regeringens Tøjler i Hænde. Hvor
forandret var ikke nu, ved Aarhundredets Midte, Danmarks politiske
Stilling i Sammenligning med den mægtige og glimrende, det indtog
ved Aarhundredets Begyndelse. Dets Overherredømme paa Søen
var forskjertset, det varindestængt tilsøs mod Syd af den samme
ærgjerrige Stat,
der var dets Nabo tillands mod Øst, og Historien
havde allerede dengang noksom godtgjort, hvorledes Danmarks
Existens stedse paa det alvorligste var truet, hver Gang de til
Østersøen grænsende nordtyske Lande var i Hænderne paa en stærk
Magt. De tyske Kejseres, de vendiske Fyrsters, de holstenske
Grevers og de hanseatiske Stæders i vekslende Række tillands og
tilvands udførte Angreb vare visselig ikke dengang glemte og ville
forhaabentlig ingensinde gaa nogen dansk Mand af Glemme. Der er
heller ingen Tvivl om, at Rigsraadet efterhaanden kom til Erkjendelse
af, i hvilke falske Drømme det havde vugget sig, da det troede,
at Sverig vilde forbløde sig paa Trediveaarskrigens Slagmarker,
hvilken ubodelig Fejl der var begaaet ved, at man havde svigtet
den afdøde Konge i hans Bestræbelser for at holde Danmark i
Ligevægt mod Sverigs frembrydende Vælde, og hvor paatrængende
nødvendigt det nu var blevet engang at gjøre Alvor af at sætte
Landet i kraftigere Forsvarsstand. Talende Vidnesbyrd herom findes
i en Henvendelse til Stænderne »Consilium om Armaturen«, som
Raadet tilsidst enedes om at affatte, og hvori det i Datidens karak
teristiske Stil bl. A. hedder:
»Naar man de Syrers, Persers, Grækers og Romeres, samt
mange mærkelige Kongerigers og Fyrstendømmer deres Undergang
overvejer, da er det højlig fornødent, at ethvert Land fiygtcr Gud
og lægger Vind paa Samdrægtighed, synderlig udi de Sager, hvorved
Land og Riger, næst Guds Hjælp, vældelig kan befries fra alle
deres Fjenders Anslag, Magt og Overfald, saa at Høvdinge elske
deres Undersaatter og Undersaatterne derimod med tro Manér tjene
deres Herrer, betænkende, at ved Samdrægtighed blive Land og
Riger bekræftede og formerede, hvilke ellers ikke længe kunne blive
bestandige, hvor mægtige de ere, som Sallust siger:
concordia res