KjøbenhavnsBelejringFyensGjenerobring

bristet, og skulde Fædrenes efterladte Arv nogenlunde hævdes, var

fuld Forstaaelse og fortroligt Samarbejde mellem Regering og Folk

mere end nogensinde nødvendig. Christian IV havde aldrig væiet

afholdt af Adelen, den Stand, der dengang repræsenterede Folket

indadtil og udadtil; han manglede Faderens store Evne til at vælge

og paa rette Maade at anvende Landets dygtigste Kræfter. I Følelsen

af egen Kraft og Dygtighed blandede han sig mere, end ønskeligt

var, i Detaillen, og hans egen Iver og Arbejdslyst gjorde ham ofte

haard og hensynsløs i sin Fremfærd mod hans Statstjenere. Hidtil

havde man fulgt ham, dels af Frygt, dels fordi man havde set op til

ham; nu svigtede man ham, da hans Stjerne begyndte at blegne.

Idet man paa en sørgelig Maade forvexlede Sagen med Personen,

Maalet med Midlet, nægtede Landets styrende Raad ham Penge til

selv de mest paatrængende Forsvarsforanstaltninger. Man lullede sig

i en fredelig Søvn ved Tanken om, at Naboriget ikke længeie styredes

af den mægtige Gustav Adolph, men af en vankelmodig og lunefuld

Kvinde, og at de svenske Hære havde fuldt op at bestille i Tyskland:

man oversaa herved, at Trediveaarskrigen istedetfor at sløve tvertimod

hvæssede det svenske Sværd til Europas skarpeste, og at der ved

Dronning Christinas Side stod en Statsmand, der med fast og diistig

Haand styrede Statens Ror, og som havde viet sit Liv til Sverigs Magt

og Berømmelse — den store Kansler Axel Oxenstjerna. Man troede

eller søgte at indbilde sig, at de saa ofte og i stærke Ord fremsatte

Fordringer om et kraftigere Værn mere vare fremkaldte af Kongens

Tilbøjelighed for Krigsvæsenet og Ønsket om at styrke Kongemagten

end virkelig begrundede i Nødvendigheden for Landets politiske

Existens. Man var i det Hele ikke langt fra at betragte Udgifter til

Forsvarsvæsenet som sig uvedkommende, som Noget, der udelukkende

skulde bestrides af Kronens egen Kasse, og Kongens gjentagne For

slag om en Indkomstskat til fælles Afhjælp af Landets Brøst fandt

desværre kun i altfor høj Grad et uvilligt Øre. Bitteit, men visselig

ikke ganske med Urette se vi i et Brev til Rigsraadet den gamle

Konge paa sit Livs Aften udbryde: »De (Adelen) ere Mestre her i

Landet, og vi som den Ældste af det Haandværk (Krigskunsten)

kan intet os med dem anderledes end vel adskille. Thi bede vi

INDLEDN ING .