18 / 217
INDLEDNING.
7
sine Planer mod Øerne, ligesom Tidspunktet var kommet til at sætte
dem i Værk.
Danmark var denne Gang reddet. Christian IV havde reddet
det fra Undergang ved sit store personlige Mod og sin Aands
nærværelse i Farens Stund, ved den ubøjelige og faste Villie, hvor
med han gjennemførte en fortvivlet Kamp til det Yderste, saa at
Hjælpen virkelig kunde komme, men han formaaede ikke at redde
det fra at blive beskaaret eller at hævde dets Stilling som Stormagt og
*
Nordens første Sømagt. Efterat Krigen havde raset i henved 2 Aar,
maatte han, nu da Kejseren, hans Allierede, selv var bleven bragt i
en aldeles hjælpeløs Forfatning ved Svenskernes nye Sejre, den 13de
August 1645 haste med at underskrive Freden i Brømsebro. Ved
denne blev der tilstaaet de Svenske Toldfrihed i Øresund, og Dan
mark afstod til Sverig Provinserne Jemteland og Hærjedalen, samt
Øerne Øsel og Gulland — Østersøens Perle — for bestandig og
Provinsen Halland for 30 Aar.
Den første Deling af det danske Rige var begyndt!
II.
1648, tre Aar efter den saa sørgelige og skjæbnesvangre Brømsebro-
fred og samme Aar, som Trediveaarskrigen afsluttedes, endte Døden
Christian IV’s virksomme Liv, og efter nogen Forhandling enedes
Stænderne om at overdrage Kronen til Sønnen Fr eder i k III. Fore
løbig blev denne dog kun Konge af Navn. Ved en Haandfæstning,
strengere end nogensinde tidligere, indskrænkedes den kongelige
Myndighed saaledes, at der af Kongemagten næsten kun var en
Skygge tilbage. Magten og Styret blev saagodtsom udelukkende
lagt i Hænderne paa Rigsraadet, og paa dette maa derfor ogsaa
Hovedansvaret falde for Regeringens hørelse under de kommende
Begivenheder, der skulde bringe Danmark til Afgrundens Rand.