119 / 230
Næstformænd skulde
repræsentere
henholdsvis dansk og udenlandsk
Virksomhed. Der var saaledes i og for sig intet til Hinder for,
at de yngre Funktionærer selv kunde besætte Pladserne.
Foreløbig var Forholdet dog som Regel det, at det var Selska
berne, der indmeldte og ofte betalte for deres Funktionærer, og
det er ikke usandsynligt, at disse Aars Masseindmeldelser var et
Udslag af en vis Selskabspolitik, hvis-Motiver jo i saa Fald var
meget nærliggende. Ogsaa Udmeldelserne foregik ikke sjældent
selskabsvis, og det er hermed samtidig antydet, at Forsikrings
foreningen trods den rivende Fremgang ogsaa havde et Afgangs
problem at tumle med. Eksempelvis kan nævnes, at Tilgangen i
1918/19 androg 127 og Afgangen ikke mindre end 79. Og det
beklagelige var jo, at det ofte var den solide Del af „Bestanden“
o: de ældre, erfarne og indsigtsfulde Medlemmer, der ønskede at
trække sig tilbage, fordi de under de forandrede Forhold i nogen
Grad følte sig hjemløse i Foreningen.
Allerede i 1917 opstod da den Tanke at arrangere særlige
Direktørmøder et Par Gange aarligt, hvor Direktører og General
agenter kunde drøfte deres egne Interesser. Der blev ogsaa gjort
Forsøg paa at realisere Tanken, men den viste sig ikke at slaa an.
Man hævdede i Overensstemmelse med Eigil Bramsens tidligere
refererede Udtalelser, at saadanne Direktørmøder, hvor ønskelige
de end kunde være for det kollegiale Samkvem, dog ikke udadtil
kunde bidrage til at opretholde Foreningens Anseelse. Hvad det
gjaldt om, var at fastholde og yderligere underbygge den Posi
tion, Forsikringsforeningen maatte have erhvervet sig som fuld
gyldig Repræsentation for Forsikringsverdenen og som raadgi-
vende Institution for Regering og Offentlighed med Hensyn til
Forsikringsspørgsmaal. Efter manges Opfattelse var dog denne saa
møjsommeligt erhvervede Position allerede stærkt svækket som
Følge af den stedfundne Udvikling. Og man talte Mand og Mand
1 17