125 / 230
naar det drejede sig om Søforsikringssager. Forsikringsforeningen
androg derfor i Juli 1917 Justitsministeriet om, at den nævnte
Domstol maatte blive omdannet til en Sø-, Handels- og Forsik
ringsret, der blandt sine Dommere talte Forsikringsmænd fra de
forskellige Forsikringsbrancher. Planen fandt Tilslutning fra
meget kompetent juridisk Side, men fremkaldte derimod — med
et Par enkelte Undtagelser — ikke nogen offentlig Menings
tilkendegivelse fra Assurandørernes egen Kreds. Maaske blev
dette i Justitsministeriet udlagt som Mangel paa Interesse for
Sagen. I al Fald førte Foreningens Initiativ ikke til noget Re
sultat.
Medens de forannævnte Forslag om udvidet Forsikringsstati
stik og Oprettelse af en Forsikringsret jo kun i løsere Grad har
Relation til Krigen, skal nu omtales et Forhold, der direkte
affødtes af denne. I 1917 rejste Direktør Karl Herlitz, „Scandia“
— paa det Tidspunkt Næstformand i den svenske Forsikrings
forening — Spørgsmaalet om, hvordan Brandforsikringsselska
berne skulde forholde sig, hvis et af de skandinaviske Lande
skulde blive tvunget til at slutte sig til den ene af de kæmpende
Magtgrupper. Det maatte jo antages, at de i vedkommende Land
repræsenterede udenlandske Forsikringsselskaber, der var hjemme
hørende i Lande hørende til den modsatte Magtgruppe, vilde
ophæve eller suspendere deres Forpligtelser ifølge indgaaede For
sikringer. Den derved opstaaede Assurancenød maatte i saa Fald
søges afhjulpet af de øvrige i Landet virkende Forsikringsselska
ber, idet man naturligvis ikke ønskede at paakalde Statens
Bistand.
Men vilde de være i Stand til det? Da dette vel for de større
Risicis Vedkommende maatte anses for tvivlsomt, opstod Planen
om et Samarbejde mellem svenske, norske og danske Selskaber.
Fra dansk Side deltog Ghr. Magnussen og Eigil Bramsen i de
16
*
123