126 / 230
derpaa følgende Forhandlinger, der formede sig ret vanskeligt,
men i Juni 1918 førtes til en lykkelig Afslutning. For de norske
og svenske Selskabers Vedkommende etableredes Samarbejdet
under den Form, at der oprettedes et saakaldt norsk-svensk
Brandforsikringskonsortium, saaledes at Konsortiet i Krigstil
fælde, naar Forsikringstageren ønskede det, skulde overtage
Brandforsikringen paa Risici, som ved Krigsudbrudet var for
sikrede i Selskaber tilhørende Lande, med hvilke Norge eller
Sverige maatte være kommet i Krig. For Danmarks Vedkom
mende bestod Deltagelsen i en gensidig Aftale mellem 31 danske
Brandforsikringsselskaber og Konsortiets Medlemmer, gaaende
ud paa, at man vilde bidrage til at tilvejebringe den fornødne
Dækning, enten ved Genforsikring eller ved direkte Forsikring,
med nærmere fastsatte Maksimumsbeløb.
De indgaaede Overenskomster, der iøvrigt var trufne i For-
staaelse med de respektive Landes Udenrigsministerier, blev jo
til al Held ikke effektive. De nordiske Lande fik Lov at forblive
neutrale. Men det føltes, som om Krigens Skygge var draget
henover dem.
Som det til Dels vil ses af det foregaaende, stod Forsikrings
foreningen i disse Aar hyppigt i Forbindelse med de forskellige
Ministerier. Det gælder ikke mindst Handelsministeriet, hvorfra
Foreningen til Medlemmernes Underretning bl. a. fik tilsendt de
franske „sorte Lister“ , paa hvilke adskillige danske Assurance
firmaer var opførte. I Parentes bemærket betød Optagelse paa
Listen kun, at det var franske Undersaatter forbudt at staa i For
bindelse med disse Firmaer vedrørende Reassurance eller direkte
Assurance af Risiko, beliggende i Frankrig og Algier, medens
f. Eks. Forsikring af Risiko beliggende i Danmark var tilladt;
Hensigten var at forhindre, at tyske Selskaber og derigennem den
tyske Regering gennem Reassurance fik Kendskab til Planer,
124