120 / 230
imellem om, at et Skisma indenfor Foreningen ikke vilde kunne
undgaas. At man ved en selskabelig Sammenkomst i Marts 1918
(til Fordel for Understøttelsesselskabet) opførte Gustav Wieds
„Skærmydsler“ , kunde se ud som et lille å propos. Det havde dog
sikkert været endnu bedre, om man havde spillet Strindbergs
„Tordenluft“ .
I Løbet af 1918 trak Skyerne mere og mere sammen. Det
bidrog naturligvis ikke til at rense Luften, at der i enkelte Assu
rancefirmaer opstod Lønuroligheder, og at der fra Funktionær
side rettedes Henvendelse til Centralorganisationen for Handels-
og Kontormedhjælpere. Og i Slutningen af 1918 kom Torden
skraldet. Paa et Møde den 25. November stiftedes
Assurandør-
Societetet
som en Sammenslutning af Direktører og Generalagen
ter med det Formaal at virke for størst muligt Samarbejde imel
lem Medlemmerne til Varetagelse af fælles Interesser. Ledelsen
var lagt i Hænderne paa en Komité, bestaaende af 13 Medlem
mer. Konferensraad
Falbe Hansen
havde givet Tilsagn om fore
løbig at fungere som Formand. Til Næstformand var valgt
Direktør
Eigil Bramsen,
medens Højesteretssagfører jV.
H. Bache
blev Komiteens juridiske Konsulent. Af Komiteens Medlemmer
var iøvrigt ikke mindre end 5 (Eigil Bramsen, B. Dreyer, Max
Lester-Levig, William Malling og L. P. Nielsen) i Forvejen Med
lemmer af Forsikringsforeningens Bestyrelse, ligesom Foreningens
Sekretær ogsaa blev Sekretær i den nye Organisation. Det sidste
var et eklatant Vidnesbyrd om den Tillid, Steenholt allerede paa
det Tidspunkt nød indenfor Forsikringsverdenen, og somjo senere
skulde antage saa omfattende Former, at kun et Polyfoto paa
henved en Snes Billeder nu vilde være i Stand til at gengive
Generalsekretæren i alle hans forskellige Inkarnationer.
Et Tordenskrald kommer jo sjældent alene, og snart ymtedes
der om, at ogsaa de overordnede Funktionærer (Underdirektører,
1 18