115 / 230
Det sidste Forslag skyldtes Ønsket om at imødekomme Med
lemmer fra de gensidige Selskaber, for at disse kunde faa en Re
præsentant i Bestyrelsen, og havde ingen Forbindelse med de to
første Forslag. Det var om disse, Striden kom til at staa, thi det
viste sig straks, at der end ikke indenfor Bestyrelsen havde kunnet
opnaas Enighed, og Diskussionen blev snart saa heftig, at selve
Talerstolen bragtes i Fare.
Direktør Eigil Bramsen, der i 1914 havde afløst Chr. Magnus
sen som Brandforsikringsgruppens Formand, var første Taler og
fraraadede energisk Medlemmerne at stemme for Oprettelsen af
en særskilt Funktionærgruppe og Ophævelse af Begrebet „ekstra
ordinære Medlemmer“ , da begge Dele efter hans Opfattelse vilde
virke uheldigt saa vel udadtil som indadtil.
Udadtil
vilde den
Omstændighed, at det overvejende Flertal af Foreningens Med
lemmer var ganske unge Mennesker, der alle var fuldt stemme
berettigede og derfor ved vigtigere Sagers Behandling fuldstændig
kunde beherske eventuelle Afstemninger, kunne bevirke, at For
eningen mistede sin Autoritet ikke alene som raadgivende Insti
tution overfor Regering og andre i faglige Spørgsmaal, men i det
hele taget i faglig Henseende, og
indadtil
vilde det være meget
uheldigt, at der nu indførtes en særlig Funktionærklasse, hvorved
man indenfor Foreningen satte Skel mellem overordnet og under
ordnet Embedsmand, hvad man netop skulde undgaa, idet det
tværtimod gjaldt om, at alle kunde mødes i Foreningen paa lige
Fod. Dette havde hidtil efter Talerens Mening været et af For
eningens store Fortrin. Han fandt det ogsaa i al Almindelighed
uheldigt, at de ekstraordinære Medlemmer skulde gaa over til at
blive ordinære, da dette vilde medføre, at Funktionærgruppen
ganske kunde beherske alle Afstemninger ved Valg etc. Og endelig
var det uheldigt at bryde Rammerne for Foreningen, som de nu
engang var fastslaaede; man skulde hellere, indtil videre, blive