112 / 230
sailles. Man souperede til dæmpet Musik, Amatørskuespillere
blandt Medlemmerne opførte et Par lette, elegante Proverber,
lifligt Fløjtespil vekslede med Celloens mørke Klang, og skønne
Kvindestemmer priste i Sang Foraarets Sødme. Langt ud paa
Natten gik Dansen over de bonede Gulve. Men Festens Clou var
dog sikkert det Øjeblik, da Gamborg greb Dirigentstokken og
slog an til den af ham selv komponerede „Forsikringsforeningens
Festmarch“ , et glansfuldt Nu, hvor Stoltheden over Foreningens
Fremgang sammenvævedes med Mindet om Fortids Trængsler og
Drømme om Fremtids Sejre. Og Hjærterne svulmede i Takt med
de festlige Marchrytmer: