stillede Dr. Jens Pedersen og Vilh. Nielsen, som derefter begge
valgtes til Medlemmer af Nævnet, ligesomMinisteriet ogsaa fulgte
Gamborgs paa eget Initiativ fremsatte Forslag om at udnævne
Dr. jur. Kr. Sindballe til Nævnets Formand.
Naar vi endnu tilføjer, at Det statistiske Departement i Marts
1920 anmodede Foreningen om at være Departementet behjælpe
lig med en kritisk Revision af Skemaer m. v. til Brug ved en
Undersøgelse over Danmarks Gæld til og Tilgodehavende hos
Udlandet, hvilken Anmodning naturligvis blev efterkommet,
mener vi tilstrækkeligt at have dokumenteret, at Centraladmini
strationen endnu ikke helt havde glemt Forsikringsforeningen.
Imidlertid lod det sig ikke fragaa, at Autoriteterne ogsaa af
og til koketterede lidt med den yngre Organisation, Assurandør-
Societetet, og navnlig Handelsministeriet havde i saa Henseende
ikke nogen helt ren Samvittighed. Maaske havde dog Forholdene
her efterhaanden trukket sig i Lave; værre var det, at der med
Hensyn til de saa stærkt omstridte Responsa allerede herskede
fuldkommen Forvirring.
Begge Organisationer paatog sig at afgive Responsa, og følgelig
henvendte de Assurandører, Sagførere og andre, der havde Brug
for saadanne Responsa, sig snart til den ene, snart til den anden
Organisation. Som i Pave-Skismaets Tid, hvor der residerede én
Pave i Rom og en anden i Avignon, hævdede de to Organisationer
hver for sig Eneretten som den øverste forsikringsmæssige Instans,
og de afgivne Responsa krydsede af og til hinanden som pavelige
Bandbuller. Thi det hændte jo, at hvad den ene Part ansaa for
sort, betragtede den anden som hvidt. Men herved mistede rigtig
nok Ufejlbarlighedsdogmet for begges Vedkommende en Del af
sin Styrke, og dette vilde naturligvis i det lange Løb yderligere
svække Forsikringsvæsenets paa den Tid ikke altfor grundfæstede
Anseelse i Befolkningens Øjne.
148