146 / 230
Først naar de store, socialt betonede Opgaver meldte sig, flam
mede hans Energi voldsomt i Vejret.
Og til Løsningen af disse Opgaver medbragte han værdifulde
Evner. Han hørte ikke til de tungtbevæbnede, der ofte er ude af
Stand til at røre sig for lutter Oppakning. Gamborg nøjedes som
Regel med sin Klinge og det lysende Vovemod. Som han var en
ypperlig Journalist — han skrev et Utal af populære og incite
rende Artikler om Forsikringsemner — var han en glimrende
Taler. Han mestrede den lyrisk baarne Patos som den sviende
Spot. Men grov kunde han være, og han kendte ikke til Pardon,
naar han mente Forsikringsvæsenets Interesser krænkede. Der
var ikke saa lidt af Landsknægte-Naturen hos ham eller af den
Kondottiere-Trods, der frygtløst baner sig Vej fremad. Men den
blev adlet og forædlet ved hans usvigelige Tro paa Forsikrings
væsenets Mission i Samfundet, og skulde man i ét Ord prøve paa
at sammenfatte Gamborgs Væsen, saa maatte man sikkert helt
tilbage til Korstogenes Tidsalder. Thi han havde
Korsfarersindet,
den brændende, fanatiske Hengivelse for de Idéer, han havde
viet sit Liv, ydmyg og stille, naar Hæren ved Opbruddet i Mor
gengryet istemte det højtidelige Tedeum, tapper og hensynsløs i
Kampens Timer, hvor det gjaldt om at besejre de vantro og
tilintetgøre de frafaldne, livsglad og frodig om Aftenen mellem
Teltene, naar Harperne klang og de muntre Sange tonede om
Lejrbaalet----------.
Allerede den afgaaede Bestyrelse havde gjort et Forsøg paa at
puste Liv i Gruppernes Arbejde, og den nye Ledelse kastede sig
med Iver over denne Opgave. I 1919 lykkedes det saaledes at
faa afholdt 5 Gruppemøder (+ 6 Plenarmøder), i 1920 ikke
mindre end 9 Gruppemøder (+ 3 Plenarmøder) og i 1921 4
Gruppemøder (+ 5 Plenarmøder). De to flittigste Grupper —
144