34 / 230
at der efter dens Formening ikke vilde være noget til Hinder for
at erholde Brandforsikring af Spejlglasruder, der ikke var forsik
rede i Forening med den paagældende Bygning.
Men selvom saaledes Forsikringsforeningens responderende
Virksomhed endnu var særdeles beskeden, havde man dog paa
anden Maade fra Offentlighedens Side faaet Øje paa Forsikrings
foreningen. Eksempelvis citeredes dens Forhandlinger om Arbej
der-Ulykkesforsikring jævnligt i Arbejderkommissionens Betænk
ning, og den i Rigsdagen forelagte nye Petroleumslov var umid
delbart foranlediget ved Forsikringsforeningens Lille-Juleaftens-
Møde. Alt i alt maa det da siges, at Foreningen allerede under
Tvermoes’ Regime (1883—89) havde dokumenteret sin Eksistens
berettigelse og præsteret en positiv, saa at sige haandgribelig
Arbejdsindsats. Men dens Hovedbetydning i dette Tidsrum maa
dog søges paa et andet, mere aandeligt Omraade.
Thi Forsikringsforeningen havde vakt Standsfølelsen til Live.
Naar Datidens Assurandører tidligere traf sammen, saa skete det
i Reglen mere tilfældigt paa Børsen, hvor mange af dem mødtes
i deres Egenskab af Grosserere. Nu havde de fundet et fælles
Samlingssted til Drøftelse af Assurandør-Interesserne, og ikke
mindst det selskabelige Samvær efter Møderne bidrog i høj Grad
til at ryste dem sammen. I det første Par Aar afholdtes Møderne
i Larsens Lokaler paa St. Annæ Plads. Naar da de mere højtide
lige Forhandlinger var tilendebragt, samledes man om Langbor
det i Mødesalen, der vel kun oplystes af et Par søvnige Gasblus
og hvor Luften altid rummede umiskendelige Mindelser om To
baksrøg,
01
og daarlig Parfume, men det gode Humør medbragte
Medlemmerne selv, og der skabtes efterhaanden under disse Sam
menkomster en særlig, kammeratlig Tone, der ikke blev uden
Værdi for det forretningsmæssige Samarbejde. Naturligvis var det
fortrinsvis de „ordinære Medlemmer“ , som Regel værdige, skæg
3 2