54 / 230
Lysalf fra Slutningen af go’erne voksede op til en Samfunds
revser, der uden Hensyn til høj eller lav tordnede sit Anatema
mod alt, hvad der forekom ham usselt. Navnlig blandt Krigs-
aarenes mange Griinderselskaber ryddede han bravt op i sin
Egenskab af Stor-Likvidator og spredte Skræk og Jammer om
sig, naar han som en anden Ulysses svang sit „med Drageblod
besmurte Sværd, Dyrendal“ .
Forinden vi i det følgende lader Tæppet gaa op for det ikke
slet saa bloddryppende Drama, der omkring 1900 tog sin Begyn
delse paa Forsikringsforeningens lille, intime Scene, maa vi ganske
kort omtale Bestyrelsesskiftet i 1899 °§ navnlig præsentere de
andre Rollehavende.
Efter 10 Aars Virksomhed som Formand nedlagde Bramsen
sit Mandat paa Generalforsamlingen den 31. Januar 1899 og
denne Gang definitivt. Ogsaa Aage Bramsen og A. C. V. Petersen
nægtede at modtage Genvalg, medens Hellesen og Rist erklærede
sig villige til at fortsætte. Til de tre ledige Pladser valgtes
Tver-
moes
(Formand),
Fritsche
og JV.
Neergaard,
den senere Finans
minister, der paa det Tidspunkt var Direktør i Nordisk Liv og
Nordisk Ulykke. Imidlertid fik Neergaard straks efter Betænke
ligheder, idet han havde modtaget Valget under den Forudsæt
ning, at de danske Selskabers Repræsentanter vilde faa Over
vægten indenfor Bestyrelsen, hvilket jo ikke var Tilfældet. Uagtet
de fire andre Medlemmer ikke kunde dele denne Motivering,
besluttede de dog alle at træde tilbage, og et nyt Valg blev
afholdt den 11. April.
Paa dette Møde valgtes atter de fire Medlemmer, der havde
trukket sig tilbage, samt som nyt Medlem Direktør
Chr. Magnus-
sen,
Nordisk Brand. Men en ulyksalig Skæbne syntes at knytte
sig til disse Valg. Thi ogsaa Chr. Magnussen afslog at modtage
5 2