94 / 230
saa ikke — med duggede Blikke — og bævende Hjærter til Bun
den drikke— :|: Gehejmens Skaal! :|: Men blot et Aar senere var
Tonen blevet en anden. Og det var Gamborg, der slog den ny
Tone an.
Det var de to tidligere omtalte Livsforsikringsmøder, For
eningen lod afholde i Slutningen af 1912, der gav Gamborg
Anledning til at sætte sig op imod Gehejmeetatsraadens olym
piske Autoritet. Under Diskussionen mellem de tilstedeværende
Livsforsikringsmænd havde ogsaa Ludvig Bramsen, der jo som
Medlem af Landstinget vilde komme til at beskæftige sig med
Lovforslaget, taget Ordet og derunder i nogen Grad sammen
blandet brandforsikrings- og livsforsikringstekniske Synspunkter.
Paa en ret kategorisk Maade havde han dernæst udtalt, at Livs
forsikringsselskaberne kun saa forretningsmæssigt paa Loven og
fortrinsvis ønskede at pleje deres Aktionærinteresser. Og endelig
havde han med Styrke hævdet, at Livsforsikringsagenterne snart
var en Landeplage og en hel Svøbe for Befolkningen.
Da var det, Gamborg fløj op og læste Formanden Teksten.
— En saadan Sammenhobning af Fejl og Misforstaaelser har
jeg aldrig før hørt, erklærede han. Der er ikke et rigtigt Ord i,
hvad Gehejmeetatsraaden sagde, men jeg gider ikke komme ind
paa alle de Urigtigheder, han afleverede. Livsforsikringsagen
terne er selvfølgelig ikke nogen Svøbe for Befolkningen, men
tværtimod samfundsnyttige Borgere, og det er en Skandale, at
Forsikringsforeningens Formand kan betegne dem paa den
Maade!
Homer vilde have sagt, at det høje Olymp skælvede. Det var
jo aabent Oprør. Kun Bramsen selv tog det voldsomme Angreb
med naturlig Værdighed.
—Jeg staar ganske forsvarsløs, svarede han, da jeg somDirigent
ikke vil kalde en Taler til Orden for min personlige Skyld. Jeg
9 2