95 / 230
beklager mig ikke, men jeg haaber, at Direktør Gamborgs Ud
talelser vil blive trykt, som de er faldne.
Det viste sig alligevel bagefter, at Bramsen ikke kunde glemme
den Krænkelse, der var tilføjet ham, og at hele Optrinet skulde
faa vidtrækkende Følger. I de senere Aar havde Bramsens Ledelse
af Forsikringsforeningen mere og mere faaet Præg af Enevælde;
der skete intet, uden at Gehejmeetatsraaden gav sit Minde dertil.
Og selvom man naturligvis blandt Medlemmerne var klar over,
at ogsaa Bramsens tilsyneladende Alvidenhed havde sine Græn
ser, bøjede man sig altid respektfuldt for hans Afgørelser. Forsik
ringsforeningen var jo i Virkeligheden skabt af Bramsen, kommet
til Verden som Pallas Athene af Zeus’s Pande og altid omfattet
af ham med særlig Stolthed. Allerhøjest kunde man tillade sig et
lille Augursmil, og det var simpelthen uhørt, at et Medlem af
Foreningen, oven i Købet af Bestyrelsen, havde dristet sig til i
en hel Forsamlings Paahør at retlede Formanden paa en saa ud
æskende Maade. Det kunde derfor heller ikke undre nogen, at
Bramsen i den nærmest følgende Tid foretrak at hylle sig i Util
nærmelighedens Sky og at lade Foreningen skøtte sig selv.
Da saaledes Gamborg, der aldrig tyngedes af nogen Autoritets-
frygt, paa det kort efter afholdte Aarsmøde den 6. Februar 1913
ufortrødent stillede Forslag om en gennemgribende Revision af
Lovene, herunder Oprettelse af Sektioner efter Brancher, holdt
Bramsen sig tilbage. Ganske vist indvilgede han i sammen med
den øvrige Bestyrelse at indtræde i det Udvalg, der blev nedsat
paa Mødet til Udarbejdelse af et positivt Forslag, men han er
klærede samtidig, at han indtil videre vilde overlade denne Sag
til den øvrige Bestyrelse. Og han deltog da heller ikke i noget
Udvalgsmøde, før der hen paa Efteraaret 1913 forelaa et fuldt
færdigt Forslag til nye Love.
Men ogsaa Foreningens almindelige Virksomhed kom til at
93