tive struktur i hovedstadsregionen er blevet et aktualiseret tema i den politiske debat.
Dermed er der skabt en usikkerhed omkring både opgaver og struktur, som ifølge sa
gens natur må sætte sig spor i de løbende overvejelser på flere planer om fremtiden.
Usikkerheden giver sig bl.a. udslag i udsagn som nedenstående.
"Tidligere var bydelene en bekvem ventil til at undgå en strukturdebat. I dag er de en
trussel
. "
eller
"Det var meget naivt at tro, at man kunne tænke bydele uden at tænke ny struktur på
rådhuset
."
Det kan konstateres, at der såvel i bydelene som i kommunen bl.a. i den forbindelse i
tiltagende grad er en "selvstændighedskultur" under udvikling. Behovet/nødvendig
heden af profilering/markering til "retfærdiggørelse" af situationen synes forstærket.
Også denne proces er med til at gøre den tidsbestemte midtvejsstatus til en konstate
ring, der skal fortolkes/vurderes med varsomhed. Forsøgets endelige resultater kan
meget vel komme til at afvige betydeligt fra de her fremstillede indtryk og konditioner
ne omkring en mulig forlængelse eller udvidelse til alle bydele kan således tænkes at
blive en del anderledes end de nu gældende. Midtvejsevalueringen er i sig selv med
til at skubbe på en proces i den retning.
122
Forsøg med bydelsstyre i Københavns kommune