276 / 440
269
ger ind i et nyt Hjem, saa glæder man sig, og naar en Menig
hed tager sit nye Hjem i B rug, saa er der Fest.
Og nu en Menighed, hvad er det?
Ja derom kunde siges
meget, men der er to Ord i det oplæste Stykke af Apostlen Påu-
lus’ B rev til Thessalomka, som jeg vil samle Opmærksomheden
om. Han siger om Menigheden i denne B y :
1 modtog Ordet.
Det Ord, som her er Tale om, er jo vor Herres
Jesu Kristi
Evangelium
om ham, som kom ned til vor kolde og mørke Jord,
led og stred, døde for vore Synder og opstod med Sejr og sidder
nu hos sin Fader i det høje, ledende og styrende sin Menighed
med Løftet om, at han vil komme igen og hjemføre den. Det
er Ordet fra oven, hvori det evige Livs Kræfter bor. Men skal
de Kræ fter vokse og udvikle sig, saa
maa Mennesker aabne sig
derfor og modtage Ordet,
ikke blot i deres Fantasi og Forstand,
men modtage det med deres Hjerters Trang.
Det er til Syndere,
at Ordet om Frelse er kommen, og naar et fattigt Menneskehjerte
aabner sig i sin Trang deroverfor, saa fæster det Rod og
saa
skyder derop af et Menneskeliv til Guds Æ r e .
I sine to Lignel
ser om Sæden, som Jesus selv udlægger, siger han om den før
s t e : »Sæden er Guds Ord«, og om den anden »den gode Sæd
er R :gets Børn«. Det kan jo synes en Modsigelse, at det ene
Sted er Sæden Ordet og det andet Mennesket, men det er ingen
Modsigelse. Det begynder med Ordet om Synd og Naade, men
naar Hjertet med Varme om Ordet slaar A rme, saa fremspirer
deraf et kristent Menneskeliv, og det har altid været Maaden,
hvorpaa Guds Rige er bleven udbredt, og en Menighed er ble
ven dannet, ikke ved kunstige Midler og Foranstaltninger, ikke
ved Menneskekraft eller Menneskekløgt,
men ved de Aandens
Kræfter, som bor i Ordet.
O g saa vokser den Sæd, som er mo
taget ved Ordet paa forskellig Vis, hos nogle er den Tid, hvor
Væksten er under Mulde, temmelig lang, hos andre er den kort,
men alle er de ens i disse to: det maa begynde i det skjulte, og
det maa frem i det aabenbare. Saadan ogsaa i Hjertelivet. Der
kan væ re mange Forskelle i Hurtigheden, hvormed den aande-
lige Væk st foregaar; men hos alle maa den begynde inde i det
ubevidste og vokse frem til en Bekendelse.
Jeg ved nok,
at der er Kristne, som i vore Dage saa stærkt hævder det skju te
og ubevidste, — og nogen Ret kan de have overfor en aandelig
uforstandig Driven paa Bevidsthed og Klarhed — at det bevidste
næsten helt mister sin Plads. Men alt, hvad vi har som vort
aandelige Eje, det maa blive os bevidst, for at vi kan takke der
for og for, at vi kan brede det videre ud.
O g det er det andet Mæ rke paa en Menighed:
fra den ud
-
gaar Ordet
— det lyder ud, som Paulus skriver, og det kan det
ikke, uden at det er bleven til en bevidst Bekendelse. Det
trænges der ogsaa til i vore Dage, der er saa mange, som lytter
efter et Budskab fra oven, men det kan ikke komme gennem
en Fonograf, men gennem en Menigheds L iv og Vidnesbyrd..