398 / 440
391
af det og have Samm enhæng m ed det, han her op lever med
sin Gud og Frelser.
Og saaledes er det ogsaa med det Udtryk for Haabet, som
vi her er samlede om. Der staar
tre Ting om den store Skare,
som Johannes saa: Den var iført hvide Klæder, og det vil
jo sige, at Guds syndsforladende Naade dækkede dem helt.
Den havde Palmegrene i Hænderne, og Palmegrenene er
Sejrstegnet; den afgørende Sejr er vundet, den, som ikke
skal afløses af ny Kamp. Og den sang den jublende Lov
sang: Saliggørelsen tilhører vor Gud, ham, som sidder paa
Tronen, og Lammet.
Men skal det nu være Udtryk for
vort
Haab, saa
maa
B egynd elsen dertil findes i vort Liv.
Vi maa her modtage
det Naadens Ord om Syndernes Forladelse, det, som giver
vort Liv et nyt Midtpunkt, vi maa her ærlig stride mod Syn
den og det lave, og vi maa her begynde paa. at nynne paa
en Lovsang for vor Gud.
Vort Haab peger paa en Gang hen imod
det n y e, som
Gud har i Gem til os,
og som han vil give os derhjemme,
og samtidig paa det, som vi
her kender i T illob og Spirer,
men som skal blive fuldkomment og udfoldet. Kun naar
vort Haab forener disse to Sider, er det et levende Haab, som
kan bære os og holde os oppe og drive os fremad, netop
naar vi mest trængei* til det.
Og
h v o rfo r har jeg nu valgt at tale her ved en K irk e
indvielse om den store hvide F lo k ?
Det har jeg gjort, fordi
den Gerning, der skal øves i en Kirke og ud fra en Kirke,
er netop denne at hjælpe Mennesker og forberede Mennesker
til at komme med i den store hvide Flok. Intet mindre kan
gøre det. For hvad hjalp alt det andet, om man følte sig til
talt og opbygget af Kirkegang og hvad man hørte, om vi
ikke kom med i den store hvide Flok? Vi sang og bad nu
for et Øjeblik siden: »Med Ord og Aand byg her en Fløj
af Helgenkirken himmelhøj med Rum for alle Sjæle«; denne
Helgenkirke er den, som spænder over den hele vide Jord,
men ogsaa over paa deu anden Side naar den, og i dens
Højkor sidder den store hvide Flok; vi hører sammen med
den og bor i Guds Haven med den. Her paa Jord er det, at
vi skal finde derind, som det skal lyde om et Øjeblik, »at
her maa være en Forgaard til Himlen«.
Der har været en Tid i Kirkens Historie, hvor man mest
samlede sin Tanke om Døden og Livet hinsides og ikke be
skæftigede sig saa meget med Livet her og Maaden, hvorpåa
det skulde tages. Saa er der kommen én anden Tid, hvor Tan
ken om
h er at tjen e Kristus
og
her at g enn em føre hans Villic
har været paa den Maade den alt beherskende,
at maaske
E vighedstanken og Evighedshagbet
er skudt noget til Side.
Det er muligt, at Gud ved at lade os opleve alt det, som