KøbenhavnsKirkesag

dyngede sammen paa en saadan Maade, at det næsten er umuligt,

at aandelig Smitte kan undgaas, og at der fra Barndommen kan

modtages den Sum af aandelig Modstandskraft, som er nødvendig

for at leve et godt Menneskeliv. Jeg tænker paa de moralske

Følger af en saadan Sammenhobning, som finder Sted ikke alene

i gamle faldefærdige Bydele, men i saadanne, som kun er et halv

hundrede Aar gamle og kan staa længe endnu.

I et kristnet København maa fremdeles

Fortjenesten

for dem,

der skal leve af deres Hænders Gerning, være en saadan at de

anstændig kan leve af den;

men ogsaa her mangler der ikke saa

lidt; jeg behøver blot at nævne Lønnen for Syersker og andre

kvindelige Arbejdere; og der er ogsaa adskillige. Mænd, som ikke

af deres Løn kan ernære en Familie, og hvor derfor Hustruen,

til Skade for Hjemmet, maa gaa ud at søge Arbejde.

I et kristnet København maa

Fristelserne

i Skikkelse af Værts

huse ikke øve en saa dominerende Stilling, som de gør i mange

Dele af vor By. Der vil altid være svage Karakterer, som let

lader sig lede og lokke af det, som stærkt byder sig frem; og

jeg tænker her ikke alene paa de simple, men ogsaa paa de fine

Værtshuse.

Et kristnet København vil ikke taale en

Skillingspresse,

som

sletter Grænserne mellem godt og ondt, mellem rent og urent,

som spekulerer i Skandale, pirrer Nysgerrigheden og haaner det,

som er helligt for andre Mennesker. Vi venter ikke, at alle Men

nesker skal have samme Følelse overfor det, som vi anser for

helligt. Men der er en Maade at angribe det for os hellige paa,

som er lav og foragtelig, og det er at gøre det latterligt. Det er

en temmelig nem Maade at angribe paa; der skal ingen Bega

velse til, kun en fuldstændig Blottethed for Overbevisning.

I et kristnet København vil der være Respekt og Ærbødighed

for andres Overbevisning, fordi man véd, at en Overbevisning er

altid noget værd. Det sker nu, at der holdes Bal Skærtorsdag og

Langfredag i Selskabslokaler, det er at krænke de Kristnes Fø

lelser. Naar der er Dødsfald i en Lejlighed i et Hus, forlanger vi

ikke, at de, som bor ovenover os, skal dele vor Sorg; men almin

delig Anstændighed forbyder, at man holder Bal ovenover det Sted,

hvor der holdes Begravelse.

Et kristnet København er en By, hvor der spørges efter det,

som et Menneske trænger til for at leve, hvor man anlægger en

Virkelighedsmaalestok paa sig selv og Forholdene, hvorunder man

er stillet, og regner med Virkeligheden, ogsaa den Trang til Fred,

Frimodighed og Haab, som findes i et Menneske. Og hvor denne

Trang faar Lov at røre sig, der er der Evne til at modtage det,

som tilbydes i Jesu Kristi Evangelium. Og i et kristnet København

tilbydes dette Evangelium rigeligt.

Hvorledes kan vi naa frem ?

Kun derved, at Mennesker, en

kelte Mennesker, bliver grebne i deres Samvittighed af Kristus og

i deres Liv gennemfører det ait lyde Kristus. Det bliver Kraftcen

trer, hvorfra der vil udgaa Virkninger.

Vi ønsker ikke Love og