392 / 440
385
ter, men endnu mangler der meget i Inderliggørelse og Fordybelse
i Forstaaelsen af, hvilken Kraft der er i de helliges Samfund.
Det er dette, som maa være Kirkesagens Program for den
kommende Tid, vor Eksistensberettigelse. Gud give os sin Naade
til at føre denne forberedende Gerning igennem, saa vi kan tage
imod Høsten, naar engang Herrens Time er inde. Engang vil
da det vidunderlige ske — og det vil altid komme overraskende
— , at Herren kalder paa os og siger til os, at nu er Høsten nær
for Haanden, nu skal vi ud som hans Høstfolk. Vor store forun
derlige Gud berede og styrke vore Hjerter dertil !*)
Mødet afsluttedes med Biskop
Ostenfelds
Tale om:
Et
kristnet København.
Hvad er Meningen med at tale om et kristnet København? Er
der overhovedet nogen Mening deri, er det ikke et taaget Udtryk
for Drømmerier, som ikke har noget med Virkeligheden at gøre?
Jeg vil søge at sige, hvad der er min Mening, naar jeg bruger
Udtrykket: et kristnet København. Hermed tænker jeg
ikke
paa
en fuldkommen By, hvor alt er, som det skal være, og hvor alle
er uden Fejl og Lyde. Det
er ikke det nye Jerusalem,
som det
kaldes i Bibelens Sprog, der staar for min Tanke ved Talen om
et kristnet København. Jeg tror paa det nye Jerusalem, hvor
Gud skal aftørre hver Taare af deres Øjne, og Døden skal ikke
være mere, ejheller Sorg eller Skrig eller Pine, hvor Gud skal
være i deres Midte og bo hos dem, og hvor han skal gøre alle
Ting nye. Jeg tror derpaa, fordi Jesus har lovet det, og han
holder altid sine Løfter, og jeg trænger til dette hans Løfte under
dette Livs Kampe og Vanskeligheder; men det er ikke det, jeg
tænker paa her.
Endnu mindre eir det min Tanke med et kristnet København
at hige efter en Tilstand, hvor alle de ydre Former var »kriste
lige«, hvor der ingen Modsigellse og Kritik var, hvor det hele
var kristelig overferniseret, medens Livet gik sin Gang paa sæd
vanlig Maade, uden at .man mærkede synderlig til dette kristelige
Overtræk. Gud vil dyrkes i Aand og Sandhed, og dermed menes
ogsaa: i Gennemførthed og Oprigtighed. Men
Formernes Kriste
lighed kan blive en Hindring for virkeligt Kristenliv,
naar de faiar
for stort et Forspring for Indholdet. Kirken, Guds Menighed er
ikke kommen her paa Jord for at herske, men for at tjene; thi
den skal efterfølge sin Herre.
Dette sidste vil sikkert finde Samstemning hos mange, som
saa paa deres Maade vil fortsætte denne Tankegang og sige: »Ja,,
det er netop Sagen; Kristendommen er et Hjerteanliggende; det
er Personlighedens Grebethed og Bestemthed af Kristus, men det
har ikke noget med Samfundslivet at gøre. Samfundslivet maa
gaa efter sine egne Love, som ikke lader sig ændre; derfor er
det den'store Meningsløshed at tale om en »kristen« By eller et
*) Optaget eftern„Kr. Dagbi.“