388 / 440
381
Præster ved dets Kirker. Ikke fordi Kirkefondet var magtsyg,
men fordi det var og er sig bevidst, at det er
en Livssag for dets
Arbejde.
Og de rette Præster vil ikke sige Præster af en bestemt
kirkelig Retning; det er ofte bleven sagt, men det er ikke sandt;
men de rette Præster for Kirkefondet er saadanne, som higer ef
ter Menneskers Frelse, som begærer at faa vakt Liv og som tillige
har
Forstaaelse af Menighedsdannelsens Betydning;
for det har
Kirkefondet altid hævdet, at skulde der være Mening i det folke
kirkeligt Arbejde her i København, selv naar Sognene blev bragt
ned til
10,000
med
2
Præster eller endnu længere ned, saa maatte
Arbejdet gøres ikke blot af Præsterne, men Lægfolket maatte kal
des frem til at være med; og Præstens Gerning blev det da ikke
blot ved Ordets Forkyndelse at faa vakt Liv, men ligesaa meget
at faa samlet de troende i Menighedssamfund dels til indbyrdes
Opbyggelse og dels til at være Bærere af Guds Riges Arbejde i
Sognet sammen med Præsterne. Man behøver blot at læse de
7
Punkter, hvori vi har Kirkesagens Programudtalelse fra de aller
første Dage og som findes aftrykt i Jubilæumsskriftet, og der vil
man se, at
det
havde Udvalget for Øje lige- fra først af; ja jeg vil
endda sige, at det er Ligefrem forbavsende, at Kravet eller Ønsket
derom allerede paa det Tidspunkt kunde fremsættes med en saa-
dan Klarhed, som det der er sket.
Ved alle Kirkefondets Kirker er der da ogsaa dannet Menig
hedssamfund.
Der er ingen, der har sagt til os Præster, at saa-
dan skulde vi arbejde, men det er kommen ganske naturligt; vi
har følt, at skulde vi naa ud i Sognene med det Budskab, vi havde
faaet at bringe og som vi gerne vilde have ud, om muligt til alle.
saa maatte vi have Hjælp af Guds Folk, saa maatte de mobiliseres
alle til Hobe. Der kan være nogen Forskel paa Fremgangsmaaden
ved Dannelse af 'Menighedssamfund, men det fælles er, at de
altid dannes paa Bekendelsens Grundlag, den Bekendelse, paa
hvilken Herren selv har sagt, at han vil bygge sin Menighed.
At det er den rigtige Vej, vi her er inde paa, derom nærer jeg for
min Del ingen Tvivl, men en anden Ting er, at vi først staar ved
Begyndelsen endnu, at vore Menighedssamfund gennemgaaende
endnu er langt fra at være de blomstrende, selvstændige, aktive
Menigheder, der er Kirkesagens egentlige Maal.
Selvstændige Menigheder!
Ja hvad vil det nu sige, at de
skal være selvstændige? Det vil for det første sige:
økonomisk
selvstændige.
Offeirvillige Menigheder, som kender Glæden ved
frivillig at kunne yde, hvad der er nødvendigt baade til Kirkens
Drift, til Fattig- og Sygepleje indenfor Sognet og i det hele til
alt missionerende Arbejde, som udgaar fra Kirken.
Naar undtages Valgmenighederne, som jo indtager en Særstil
ling, saa var det noget ganske nyt, at Menigheder indenfor Folke
kirken, at Sognemenigheder selv skulde til at skaffe det nødven
dige til deres Kirkes Oplysning, Varme, Rengøring og Lønninger,
stundom helt og stundom delvis til Præster, Klokker, Kirkebetjent,
Organist osv.
Men der var ingen anden Vej frem,
og det var nok