386 / 440
37©
Haabet om at kristne Storbyerne. Det var derfor glædeligt, at Kir
kesagens første Ophavsntænd, skønt det var Lægfolk, straks havde
Øje for denne folkekirkelige Side af Sagen. De sætter paa deres
Program: Smaa Sogne paa højst 10,000 Mennesker, eller helst
mindre, og to Præster i hvert Sogn. Og for at faa denne Hovedsag
fremmet, nøjes de hist og her med meget tarvelige Kirkehuse,
saaledes den lille Jernkirke i Nazaret Sogn og senere i Simeons
Sogn.
Den var ikke skøn, hverken udvortes eller indvortes. En
Dame af mit Bekendtskab spurgte en Dag sin Morgenpige om,
hvor hun skulde konfirmeres, og fik til Svar: »Jeg skal gaa hos
Præsten ved Blikdaasen«, og det viste sig efter nogen nærmere
Forhandling, at det var i Simeons Kirken, hun skulde konfirmeres,
Nu er Jernkirken begge Steder afløst af gode, smukke Kirker,
og det samme vil med Guds Hjælp ske
der,
hvor vi endnu har
foreløbige Kirkelokaler. Men en stor Velsignelse for København
var det, at de Mænd, der begyndte Sagen, ikke satte sig til Op
gave at faa bygget nogle faa monumentale Kirker, men for Alvor
at faa de folkekirkelige Rammer i Orden.
Det tredje Hovedtræk er dette, at Kirkesagen fra Begyndelsen
har været en frikirke,lig Bevægelse. Den Mand, som i en Aanræk-
ke var den stærkest bevægende Kraft i dette Arbejde, var jo af
døde Pastor Friis Hansen, og hos ham var det netop en bærende
Grundtanke, at det folkekirkelige og det frikirkelige i Virkelig
heden staar i den bedste Samklang, saa at en Folkekirke i Ordets
ædle Betydning netop maa være en Frikirke. Det Særegne ved
en Frikirke er jo dette, at det er Menigheden selv, der bærer,
styrer og raader for alt Kirkens Arbejde, og vi har saaledes alle
rede i lange Tider haft frikirkelig Bevægelse herhjemme. Den
gamle Indre Mission med alt det derhen hørende Arbejde er saa
ledes væsentlig set en frikirkelig Bevægelse. Men der er et Ho
vedpunkt i Kirkens Arbejde, hvor den verdslige Magt har haft
og stadig har et afgjort Overtag; og det er med Hensyn til
Præ
stegerningen.
Kirkesagens Mænd saa imidlertid klart fra Begyn
delsen, at ogsaa paa dette vigtige Punkt maatte Menigheden naa
til at gøre sin Indflydelse gældende. Derfor var det dem ikke nok
vedi Sognedeling ait skaffe de folkekirkelige Rammer i Orden, men
d'et var dem en [Hovedopgave, at det kunde blive den rette Slags
Præster, der kom til at virke i disse Sogne, og for at dette kunde
ske, maatte den levende Menighed selv have den egentlig bestem
mende Ret med Hensyn til Præstekaldeisen. Det følger af sig
selv, at denne frikirkelige Grundsætning maatte føre til mange
og lange Forhandlinger med den gamle statskirkelige Styrelse, og
disse er, som de fleste ved, jo endt med, at der, hvor Kirkerne ejes
af Kirke fondet, er sikret dette en særegen Indflydelse med Hen
syn til Præstegerningen. Et vigtigt Skridt i frikirkelig Retning
har vi ogsaa i den bekendte Paragraf 30 i Menighedsraadsloven
(om Retten til at faa ansat en »Andenpræst«). Denne Bestem