385 / 440
378
hvad det er for ledende Principper, der har baaret denne store
Sag frem.
Naar vi ser tilbage, v;iil vi finde 3 Hovedtræk, der særkender
■dette Arbejde. For det første, det var fra Begyndelsen en
Læg
mandsbevægelse.
En saadan havde vi længe haft rundt om paa Landet; men nu
saa man det Særsyn, at 7 københavnske Lægmænd, dels lærde
Folk, dels Forretningsfolk, tog fat paa Løsningen af en stor kirke
lig Opgave. I en ældre Tid kan man sige, at Kirkens Medlemmer
bestod af
2
Grupper, de aktive. Præsterne, og de passive, alle
de andre. Denne Opfattelse af Præsterne som dem, der væsent
lig skal gøre hele Arbejdet, er vel endnu langt fra udiryddet, men
den er dog stærkt ved at gaa ud af Kurs, og dertil har for Kø
benhavns Vedkommende Kirkesags-Arbejdet i høj Grad bidraget.
Det var nemlig ikke alene 7 Lægmænd, der begyndte, men man
har stadig og med klar Bevidsthed sigtet paa at faa Lægfolket sat
i Arbejde rundt om i de nye Sogne.
Selvstændige, aktive Menig
heder
er netop det, der fra Begyndelsen har staaet som en Hoved
opgave i denne Sag. Hvor dygtig Præsten end maatte være, er
Idealet dog ikke, at han skal
staa
paa alles Vegne, men at de
troende Mennesker hver især lærer at staa paa egne Ben, og de
saa af Herren lader sig opdrage til at
staa sammen
og at arbejde
sammen.
Det andet Hovedtræk ved Kirkesagens Arbejde er, at det fra
Begyndelsen har været et
folkekirkeligt
Arbejde. Jeg siger med
Vilje ikke
statskirkeligt;
thi det »statskirkelige« og det »folke
kirkelige« hruges ganske vist tit i Flæng, men er dog 2 grund-
forskellige Ting. Særkendet ved det statskirkelige er jo dette,
at Staten, den verdslige Magt, bærer, styrer og raader over Kir
kens Sager; og en saadan ¡Ordning har Herren aldrig villet eller
tilsigtet, om han end har baaret over med den. Han
kunde
ikke
tilsigte en statskirkelig Ordning, fordi den i sig selv er stridende
mod Kristendommens Aand og Væsen. Og hvis Kirkesagen der
for havde været en statskirkelig Bevægelse, havde den været
dødsdømt. Men Herren har villet, at alle Folkeslag skulde krist
nes, at Familielivet, Børneopdragelsen, Skoleundervisningen, Lov
givningen og hele Kulturlivet skulde blive mere og mere præget
af Kristendommens Aand ; og dette er netop det folkekirkelige i
Ordets sande og ædle Betydning. Vi kan derfor med fuld Ret
tale om et kristnet Folk-som et Maal for Menighedens Arbejde,
eller om et kristnet København.
Skal vi naa dette store Maal, et kristnet København, kræves
der ganske vist flere Forudsætninger, bl. a. den relativt rette Løs
ning af det sociale Spørgsmaal, som synes at være vor Tids store
Gaade. Men e;n nærliggende Forudsætning, som man desværre
ikke i alle Storbyer har haft Øje for, er den, at
de folkekirkelige
Rammer maa være i Orden.
Finder man sig rolig i Sogne med
o0,000 Indbyggere eller flere, saa kan man lige saa godt opgive