381 / 440
374
eninger og Komitéer eller Udvalg. Men det har i alt for høj
Grad Tilfældighedens og Planløshedens Præg.
Naturligvis burde det være
de forbundne københavnske Me
nigheder,
som dannede en saadan Styrelse og igennem den optog
og ledede og bar det hele. Og vi har jo ogsaa et
Menigheds-
forbund
af nogle af disse. Jeg maa tilstaa, jeg ved ikke, hvad
det bestiller; men jeg synes ikke, man mærker saa særdeles
meget til det. At vinde frem og finde Udvej og Raad i dette
Punkt maa da atter blive Fremtidens Opgave. Foreløbigt maa
vi arbejde saa godt som muligt under de givne Kaar, søge af
al Evne at støtte hinanden og ikke gaa hinanden i Vejen.
Arbejdet herinde i Byen for Guds Rige stiller vist endelig
nogle
Krav til Præsterne
og til
de Kristne
i det hele, om det skal
vinde Fremgang, som i alt Fald ikke er
saa
paatrængende paa
Landet.
For
Præsternes
Vedkommende skal jeg her indskrænke mig
til et Par Ting. Arbejdets Tempo og de Kræfter, der sættes ind
paa det, maa være noget anderledes end paa Landet; derfor maa
Præsten ikke være for gammel, i alt Fald, hvis han skal bryde
ny Jord. Han maa jo helst evne at samle Mennesker i Kirken,
dels ved sin Forkyndelses Form og Indhold, dels ved sin Færd
iblandt Sognets Beboere. Hans Tale bør være kort og klar, en
foldig og jævn med Hovedvægten paa Kristendommens store
Grundsandheder. Den bør være bibelsk og ikke for meget op
fyldt af private Yndlingsmeninger. Man maa bagefter kunne have
en tydelig Forestilling og Erindring om, hvad det nu var Præ
sten ville lægge paa Hjerte i Dag. Hans hele Færd maa være
præget af Alvor og Ydmyghed og Kærlighed til Menneskesjæle;
men han maa ogsaa besidde Evne til at forhandle og lede og
sætte andre i Arbejde med Menneskekundskab og Takt.
Min
private Yndlingsmening er for øvrigt, at Præsterne aldrig burde
messe; det gør intet ophøjet eller opbyggeligt Indtryk paa Nu
tidskøbenhavnere.
Hvad de
Kristne
i Almindelighed angaar, tænker jeg her kun
paa deres daglige Forhold og Færd iblandt Mennesker i deres
Livsgerning.
Hvis det herunder var noget mere kendeligt, at Guds Aand
bor i os, hvis vi altid viste os sandfærdige og paalidelige og re
delige, hvis Freden og Glæden og den indbyrdes Kærlighed kom
noget klarere til Udtryk, saa vilde det vist ogsaa blive lettere for
dem, der staar udenfor, at komme ind i Guds Rige. Selv om
det er noget overdrevent og skyldes nogen Mangel paa Kendskab
eller Evne til at se, naar en fremragende Kritiker nylig har ud
talt, at man sjeldent mærkede Spor af Kristendommen som en le
vende og virkende Kraft, saa er der dog Grund for os til at tage
os dette til Hjerte og prøve os selv overfor det Spørgsmaal, om
vi nu ogsaa stiller os selv saaledes til Rede for Guds levende og
virkende Aands Kraft, at han, som han vil det, gennem os kan